Tour de France 2009 – 7. etape optakt

Så er bjergene så tæt på feltet, at det ikke længere kan undgå at skulle tackle dem. Årets første bjergetape venter således rytterne, når de ved 11-tiden ruller ud fra Barcelona. Forude venter Pyrenæerne og mod slutningen af dagen opstigningen til Andorra Arcalis.

Der er mange spil i spillet i dag:

• Kampen om etapesejren, som både kan gå til en udbryder med gode klatreknogler, men også – hvilket nok er mere sandsynligt – en af klassementets øverste.
• Kampen om bjergtrøjen, som for alvor vil starte i dag. Der er mange point på spil, og de med håb og drømme om at gøre sig i den konkurrence skal nok begynde deres store kamp i dag.
• Duellen mellem Lance Armstrong og Alberto Contador. Det er ikke sikkert at vi vil være så meget klogere når rytterne er kommet i mål i dag, for tidsforskellen mellem de to vil muligvis stadig være lille.

Det er svært at vide hvor specielt Armstrong står – ingen ved det vel reelt. Contador skal nok være på plads, og bliver etapen vundet af en af klassementfolkene, så er der ret stor sandsynlighed for at det bliver af ham. Det mest interessante er Astana-holdets strategi. Hvordan vil de gribe det an? Hvem vil køre for hvem? Hvad er Andreas Klödens og Levi Leipheimers roller i dette stykke?

Jeg har en mistanke om, at Contador måske har alliancer der ligger uden for hans eget hold. Alejandro Valverde udtalte efter sin sejr i Dauphiné Libéré, at han var  villig til at hjælpe Contador i Tour de France, hvis denne havde behov for det. Valverde er som bekendt ikke med i årets Tour, men måske kan hans hold Caisse d’Epargne – der ikke umiddelbart har nogen kandidater til toppen af klassementet – være backup for Contador, skulle han komme i klemme hos Astana. (Set i det perspektiv vil det nok heller ikke være utænkeligt, at Contador kører for Caisse d’Epargne næste år). At der sagtens kan tænkes at dannes spanske alliancer på tværs af holdene, kan også ses i det sammenhold de spanske ryttere ofte fremviser ved for eksempel VM og OL. Meget interessant tanke – om der er noget i den vil vise sig de kommende dage.

Ellers er det jo som sagt bjergtrøjen, der også for alvor kommer i spil i dag. Stéphane Augé, den snu rad, fik endnu en gang sneget sig i den prikkede trøje på gårsdagens etape, men han vil ikke holde på den i dag. Tænkeligt er det dog, at han varmer den for sin holdkammerat David Moncoutié, der har denne trøje som erklæret mål. Han vil sandsynligvis få modstand fra sine landsmænd, hvor især Bbox Bouygues Telecom-duoen Pierrick Fédrigo/Pierre Rolland kan tænkes at have interesser i den prestigiøse trøje. Og hvad med Christophe Moreau? Vil den gamle jagte prikkerne en sidste gang, eller har han sigtet rettet mod en etapesejr? Skal man lede efter andre end franske ryttere, så vil specielt Euskaltel-folkene nok være ivrige. Kig efter Amets Txurruka, der jo fik scoret lidt småpoint i går, og Igor Antón. Også Bbox Bouygues Telecoms russer Yuri Trofimov vil måske forsøge sig i denne konkurrence.

Endelig er der en stribe ryttere jeg er spændt på at følge i dag. Blandt de unge – og endnu ikke helt etablerede – springer Tony Martin selvfølgelig i øjnene. Hvor langt rækker hans evner i dette terræn? Jeg vil kigge nysgerrigt efter Jérôme Coppel, men det er muligvis mine frankofile tendenser der spiller ind her. Disse tendenser gør, at jeg også vil følge relativt anonyme folk som Amaël Moinard og Christophe Le Mevel – to kandidater til at slutte som bedste franskmand i den samlede stilling.

Mange spørgsmål – forhåbentlig får vi bare et par svar.

Tour de France 2009 – 5. og 6. etapes eftertanker

(Endnu) to hektiske dage i årets Tour de France er overstået og jeg må sige, at denne Tour-indledning har været en af de mest dramatiske og begivenhedsrige jeg har set i de 12-14 år jeg har fulgt løbet seriøst. Alle etaper har budt på et eller andet gribende – måske med undtagelse af den anden – og de kommende bjergetaper kan næsten kun skuffe.

Der er delte meninger om Thomas Voeckler. Mange kan ikke udstå den lille linselus og synes han er en pestilens, mens andre slet ikke kan lade være med at holde af den lille fighter. Jeg hører til den sidste del, og derfor var det en fornøjelse, at han endelig fik den etapesejr han har jagtet mere eller mindre hovedløst i en længere årrække. At han ovenikøbet vandt den på virkelig intelligent vis, gør blot fornøjelsen endnu større. Han var iskold i afslutningen, og gamblede vel i virkeligheden stort ved at lade Mikhail Ignatiev køre og Anthony Geslin slide sig selv op i forfølgelsen. Da han satte sit angreb ind var det på det helt rette tidspunkt – på vej ud af en rundkørsel og mens den formodede stærkeste konkurrent, Ignatiev, var lukket inde. At Voeckler så havde kræfterne til at gøre arbejdet færdigt var formidabelt. I det hele taget var afslutningen på 5. etape til Perpignan fortræffelig: Forfølgelsesløb mellem udbryderne og feltet, og de sidste fem-seks kilometer var ren udskilning, hvor udbruddets svageste faldt fra en efter en. Det var blændende cykelløb.

Blændende – eller strålende, ville de kække nok sige – var også etapen til Barcelona. Det er svært ikke at have ondt af David Millar efter hans forrygende solokørsel, men den afsluttende bakke knækkede ham ganske enkelt. Om han ville have holdt hjem på flad vej ved vi jo af gode grunde ikke, men chancen havde nok været større – trods alt. At Thor “The God of Thunder!” Hushovd trak det længste strå på den krævende bakke er ikke noget chok. Afslutningen på Montjuich lignede til forveksling den i Saint-Brieuc i fjor, hvor han ligeledes afviste sine rivaler efter en semi-hård bakke og en fladere afslutning. Hushovd er ikke den hurtigste af sprinterne – det er Mark Cavendish utvivlsomt – og han har heller ikke Oscar Freires listige snuhed. Men nordmanden har simpelthen så megen power, at han på let stigende opløb som disse kan slå alle. Tom Boonen havde naturligvis også været en mulighed her, men hans rolle blev jo desværre udspillet kort før mål via et styrt på den spejlglatte vej.

Dagens musikalske hilsen er ansporet af skotske David Millars herkomst, og går til den tidligere Tour-helt, Pedro Delgado. Tour-vinderen anno 1988 er i dag ekspertkommentator for spansk tv, og han kommenterer gerne på dette og hint i denne funktion. Hans eskapader i bjergene i sen-1980erne og første halvdel af 1990erne var til så stor inspiration for en flok skotske musikere, at de som band simpelthen tog navn efter helten. Jeg præsenterer her: The Delgados.

American Trilogy er i sig selv en glimrende storladen popsang, og at den præsenterer en video, der er optaget på velodromen i Manchester, fuldender blot pakken og gør tilknytningen til cykelsporten endnu større. De gule trøjer og hjelmene – der i mistænkelig grad ligner noget fra det klassiske Banesto-outfit – er fine detaljer.

Tour de France 2009 – 4. etapes eftertanker

En særdeles overbevisende præstation sikrede i går Astana en klar sejr på holdtidskørslen. Det var der sådan set intet overraskende i, men at de kunne slå for eksempel Team Saxo Bank med 40 sekunder, det havde jeg nok ikke forventet. Det skulle meget tidligt i forløbet vise sig, at ruten var ualmindeligt krævende. Trods de kun 39 kilometer var det hårdt plagede ryttere, der krydsede stregen i Montpellier. Brian Vandborg, for eksempel, lagde ikke skjul på sine anstrengelser, da han talte med TV2 lige efter passagen af målstregen. Og Denis Menchov, Alessandro Ballan, Jurgen van den Broeck, Piet Rooijakkers (der måtte forlade løbet efter sit uheld) og alle de andre der styrtede på den varme sydfranske asfalt, har nok også haft sjovere dage. Der skal i denne forbindelse lyde en særlig tak til BBox Bouygues Telecom, der leverede en formidabel holdpræstation: Fire af holdets ryttere styrtede uafhængigt af hinanden i samme sving. Ren akrobatik, og nok ikke set bedre siden en bjergetape i Tour de France cirka 1997-1998, hvor tre Lotto-ryttere lavede det samme stunt i et sving på vej nedad af et bjerg. Det der gjorde lige nøjagtig den situation imponerende var, at de tre ryttere sad i hver deres udbrud og alligevel lagde sig ned i samme sving. Når alt dette er sagt, så håber jeg selvfølgelig at alle gårsdagens ofre slap nogenlunde helskindet fra uheldene, og der skal gå en god bedring-hilsen ud til Rooijakkers her fra.

Dagens musikalske hilsen går til Garmin-Slipstreams fem musketerer Christian Vande Velde, Ryder Hesjedal, David Millar, Bradley Wiggins og David Zabriskie. Halvvejs på gårsdagens etape havde de smidt deres mindre tempostærke holdkammerater af, og selv om strategien – hvis den var planlagt – var lige dristig nok til min smag, så må man sige at de leverede varen: En sikker andenplads, et stykke efter Astana, men klart foran Team Saxo Bank på trediepladsen.

Derfor er dagens sang naturligvis Massive Attack – Five Man Army:

Dagens etape, den femte af slagsen, fra Le Cap d’Agde til Perpignan er relativt flad. På papiret ligner det en oplagt sprinteretape, men spørgsmålet er hvor mange flere kræfter man hos Team Saxo Bank er villige til at ofre på Fabian Cancellaras gule førertrøje? Og er der nogen af sprinterholdene der gider anstrenge sig unødigt, når det formentlig ender med at Mark Cavendish er alle overlegen på målstregen? Derfor kan denne dag sagtens ende med, at et udbrud får så lang snor, at de ikke bliver hentet. Således er førertrøjen også på spil. På den anden side er det måske sidste chance for sprinterne i et stykke tid, da morgendagens afslutning i Barcelona er lidt kringlet. Det kan blive en taktisk interessant dag, hvor holdene muligvis vil slås for at undgå at tage ansvar.

Jeg tror at et udbrud holder hjem, og hvem der så tager de store gevinster – det er et åbent spørgsmål. En hurtig og angrebsivrig mand bliver det formentlig. Måske typer som Romain Feillu eller Samuel Dumoulin.

Tour de France 2009 – 3. etapes eftertanker

Hvis du skulle have været i tvivl om Team Columbias styrke, så skal jeg da love for de fik sat en tyk streg under hvor vanvittigt stærkt det hold er. En kilometers sidevind – og så var feltet splittet. Columbia og Skil-Shimano demonstrerede styrke og placeringsevner, da cirka 30 mand trak fra resten af feltet. Førstnævnte havde hele holdet med i udskilningen, mens sidstnævnte wild card-hold takkede for invitationen ved at få seks mand med. Bomstærkt. Resten af ‘gæsterne’ i gruppen var fordelt på forskellige hold, alt efter hvem der lige havde kunnet hænge på, da sidevinden ramte og vifterne dannedes. Bemærkelsesværdigt var det, at hold som Quick Step, Rabobank og Saxo Bank – der alle tidligere har vist stor styrke i en disciplin som sidevindskørsel – meldte sig mere eller mindre ud. Quick Step fik kun Jérôme Pineau med, Saxo Bank blot Fabian Cancellara og Rabobank missede toget fuldstændigt.

I sidste ende kom 25 mand hjem med et forspring på 40 sekunder til feltet, og i frontgruppen var det mest markante naturligvis Lance Armstrongs tilstedeværelse. Men også Columbia-HTC’s klassementhåb Kim Kirchen, Tony Martin, Maxime Monfort og Michael Rogers, samt Milrams Linus Gerdemann kunne være tilfredse med udviklingen. Resten af klassementfavoritterne fik sig en brat opvågnen.

I dag skal Columbia-HTC, Skil-Shimano og de øvrige endnu en gang ud på en holdkørsel, men denne gang gælder det den officielle af slagsen; 39 kilometer omkring Montpellier. Columbia-HTC fik i går demonstreret, at de næppe er bange for dagens udskejelser og de må nok betragtes som favoritter. Hverken Astana eller Garmin-Slipstream brugte specielt mange kræfter i går – pudsigt nok med tanke på at sidstnævnte ikke fik en eneste mand med frontgruppen hjem – og de må formodes at være klar til udfordringerne. Saxo Bank brugte en del kræfter på at forsvare Cancellaras førertrøje i går, hvor specielt Kurt-Asle Arvesen, Nicki Sørensen og Chris Anker Sørensen sled som bæster. Det bliver interessant at se, hvor meget det har kostet dem.

De fire hold er på papiret favoritterne i dag, men jeg vil også fremhæve Liquigas og Caisse d’Epargne, der aldrig må undervurderes i en disciplin som holdtidskørslen. Det kan måske også blive sjovt at følge Skil-Shimano, der i hvert fald fik vist at de er stærke over en bred front.

Dagens musikalske hilsen går fra resten af feltet til Team Columbia-HTC i almindelighed og Mark Cavendish i særdeleshed:

“I’ll probably feel a whole lot better when you’re gone”, synger The Byrds og de får sikkert vokal opbakning af Thor Hushovd og de andre magtesløse sprintere.

Tour de France 2009 – 2. etapes eftertanker

“Et muntert sind, rødmosset og glad!”

Jørgen Leth er tilbage i fin form, for således var den ældre herres ord da han var igennem live i et af TV2’s Tourstudier efter dagens etape til Brignoles. Den rødmossede og glade mand med det muntre sind var finske Jussi Veikkanen, en mand med gode evner til at køre i et udfordrende terræn som det i dag, men også en rytter der sjældent rammer overskrifterne. Det gjorde han altså i dag, da han som den første finne nogensinde kunne iklæde sig den prikkede bjergtrøje. Alene det at han er finne i cykelsporten er sådan set nok til at gøre ham til en kultfigur, for så mange af den slags er der heller ikke i det professionelle felt (ja, finner altså). Kjell Carlström gør sig engang imellem bemærket hos Liquigas, og Matti Helminen viste sig ved VM i enkeltstart for et par år siden. Men ellers skal vi vel tilbage til Joona Laukka, den (p)lyshårede klatrer, der var en skattet hjælper hos Festina, inden hans karriere slog et smut forbi blandt andet danske Team Acceptcard, for siden at forsvinde ud i ingenting. Og så var der den supertalentfulde Jukka Vastaranta, der skabte furore i junior- og U23-klasserne i begyndelsen af dette årtusinde, men desværre aldrig faldt til som seniorprof. Og så er det vist også ved at være det. Det vrimler ikke med finner, der åbenbart ikke er hajer til den slags med cykler (den lidt for joviale joke beklager jeg øjeblikkeligt, undskyld).

Ellers er der egentlig ikke så meget at sige til dagens løb. Det forløb planmæssigt, selv om terrænet var lidt mere udfordrende end det plejer på sådan en tidlig etape. Et klassisk firemandsudbrud fik lov at komme afsted – naturligvis med Stéphane Augé iblandt – og de fik aldrig et større forspring end at Team Saxo Bank og sprinterholdene kunne kontrollere det. Mikhail Ignatiev fik demonstreret sit trademark, soloangrebet 10 kilometer fra mål, men det holdt selvfølgelig heller ikke. Og i den noget kaotiske spurt var Mark Cavendish klasser, nej klasser! bedre end sine konkurrenter. Det endte altså som det skulle. Det gjorde det desværre ikke for Jurgen van de Walle, der styrtede ude på ruten, men fik kæmpet sig i mål med hvad der skulle vise sig at være en sammenklappet lunge og et brud på venstre kraveben! Av, for pokker. Endnu en gang skræmmes og imponeres jeg af hvad de cykelryttere kan bide i sig. Det er helt ubegribeligt. Jeg tror jeg vil skamme mig næste gang jeg jamrer over en overrevet neglerod.

Nå, jeg vil indføre et nyt indslag her på bloggen. Som en musiktosset cykelsportsentusiast vil jeg naturligvis elske at kunne kombinere de to ting, og det kan jeg tillade mig, for det er min blog, ha! Så her kommer første del i serien:

En musikalsk hilsen

Det er ret simpelt: Jeg dedikerer et stykke musik til en, nogen eller noget fra feltet, som jeg føler skal have en hilsen. Dagens hilsen går til fartdjævlene Fabian Cancellara og Mark Cavendish. Jeg ved ikke om de ligefrem ønsker at få denne sang dedikeret til sig, men sådan er reglerne ikke desto mindre.

Primal Scream – Accelerator

“Come on, come on, hit the accelerator, the acceleratoooor!”

Et drøn af et treethalvtminut kort adrenalinrush. Nyd det HØJT, eller nyd det slet ikke.

Tour de France 2009 – tanker om 1. og 2. etape

Fabian Cancellara. End of story.

Jeg ved jo godt, at han er i sin egen klasse når det ruller for ham på enkeltstarterne. Jeg ved jo godt, at han på sine bedste dage smadrer alle fuldstændig – på sine middelmådige dage smadrer han dem kun.

Alligevel er jeg lige chokeret hver gang jeg ser ham på en tidskørsel. De to han kørte i Tour de Suisse var så fantastiske, at de var lige til at få tårer i øjnene over. Og den totale magtdemonstration han lavede i går – han tog 24 sekunder fra Alberto Contador på 7 kilometers nedkørsel, for crying out loud! – ja, den var lige så smuk. Jeg er voldsomt draget af, hvad Cancellara vil være i stand til at tage fra sine konkurrenter på en enkeltstart nedad Col du Galibier – gerne den 35 kilometer lange udgave.

Ellers var de fleste af de formodede hovedpersoner hvor de skulle være – eller deromkring. Der var selvfølgelig undtagelser som Denis Menchov og Luis-Léon Sanchez, der begge kørte jammerlige tider og tabte henholdsvis 1.13 og 1.30 til Contador. Det var næppe en del af den store plan.

En ting jeg ofte har undret mig over er forskellen på at køre en enkeltstart til for eksempel VM og en lignende i et stort etapeløb. Vi har set gang på gang, at de deciderede specialister, der kører efter VM-titlen, har det svært når de skal udøve deres metier i for eksempel Tour de France. Den tredobbelte verdensmester Michael Rogers har for eksempel aldrig spillet nogen som helst rolle i Tourens tidskørsler (i går blev han nummer 27), og selv fænomenet Cancellara havde før i går ikke vundet en længere enkeltstart i Tour de France. En mand som Stef Clement, der normalt spiser enkeltstarter til morgen, middag og aften, og vandt VM-bronze i 2007, kan slet ikke følge med i Touren (nummer 46 i går). Selvfølgelig findes der også undtagelser; Jan Ullrich var vist ligeglad om han kørte enkeltstart ved VM eller Vemmelev, Touren eller Tønder – han slog til uagtet situationen. Miguel Indurain det samme, David Millar ditto, i hvert fald før sin karantæne. Selvfølgelig er der noget der hedder formtoppe og forberedelse: de fleste af tempospecialisterne der satser på VM forbereder sig minutiøst til lige netop denne dag, hvilket kan være vanskeligere at gøre når man kører et etapeløb, og ofte har mange løbsdage i benene op til – i dette tilfælde – Tour de France. Lidt tankevækkende er det dog.

Nå. I dag starter Tour de France for Stephane Augé og Thomas Voeckler, når feltet kort efter middag ruller afsted på årets første ‘rigtige’ etape. Det bliver en knoldet og varm affære ved Cote d’Azur, hvor terrænet går op og ned hele dagen, og sikkert kan blive enormt irriterende for feltet. Det ender sandsynligvis i en massespurt, selv om der er bakker hele vejen. Måske kan den lille ikke-kategoriserede knold 10-15 kilometer fra mål spille en rolle i afslutningen? Det er dog vanskeligt at se hvor krævende den egentlig er. Det er nok for tidligt i løbet at håbe på fantastisk cykelløb, men det skal dog nævnes, at der i Paris-Nice 2007 blev kørt en helt forrygende etape i dette område. Dengang startede man i dagens målby, Brignoles, og sluttede i Cannes. Luis-Léon Sanchez vandt ved den lejlighed, efter en etape hvor feltet blev splittet op i fem-seks store grupper. Det sker næppe i dag, men man kan jo altid håbe.

God fornøjelse!

Tour de France 2009 – holdene (del 4)

Her følger fjerde og sidste del af min gennemgang af de deltagende hold i årets Tour de France. Denne gang drejer det sig om Skil-Shimano, Team Columbia-HTC, Team Katusha, Team Milram og Team Saxo Bank. Formodede klassementryttere er markeret med gult, sprintere med grønt og bjergryttere med rødt. Og som en lille bonus kan jeg i denne sidste del både præsentere to af de absolutte sværvægtere – og fire af feltets grimmeste trøjer. Kom ikke og sig, at jeg ikke gemmer det bedste til sidst

Skil-Shimano

Fumiyuki Beppu, Koen de Kort, Simon Geschke, Jonathan Hivert, Thierry Hupond, Cyril Lemoine, Piet Rooijakkers, Albert Timmer, Kenny Robert van Hummel

Kaptajn(er): Jonathan Hivert, Cyril Lemoine

Sprinter(e): Kenny Robert van Hummel

Bjergrytter(e):

Ambition(er): Synlighed og med lidt held en etapesejr

Skil-Shimano har på listig facon gjort sine hoser grønne hos Tour-arrangøren ASO. I hvert fald er de blevet inviteret til stort set alle ASO-løb de seneste par år, og i år har de kørt sig så meget ind i varmen, at Tour-debutten står for døren. De har primært gjort opmærksom på sig selv via fine indsatser i Paris-Nice, hvor Clément l’Hotellerie – der dog ikke kører på holdet længere og i disse dage nok har andet at tænke på – sidste år, og Jonathan Hivert i år har præsteret flotte resultater. Generelt er holdets resultater dog ikke overvældende; det er blot blevet til seks sejre i år, og de fem er hentet af den samme mand. Mere om ham senere. Man må dog sige, at holdet med sit besynderlige dress er temmeligt synlige, i en sådan grad at man som seer drømmer sig tilbage til dengang i 1980′erne hvor Bolsjedrengene huserede.

De ni udvalgte er alle ret uprøvede på dette niveau – ingen af dem har tidligere deltaget i Tour de France. Så det er et på alle måder nyt bekendtskab. Dermed ikke sagt at de ikke kan håndtere en cykel, for der er nogle spændende ryttere imellem. Mest markant er enmandshæren Kenny Robert van Hummel. Den hollandske sprinter med den ømme permanent oplevede 15 næsten uvirkelige dage i maj, hvor han sejrede hele fem gange, hvilket blandt andet gik ud over velrenommerede sprintere som Graeme Brown, Sébastien Chavanel og Steven de Jongh. Van Hummel kan blive et interessant bekendtskab i Tour’ens sprinterhierarki, hvor det for alvor er verdenseliten han skal dyste med. Andre ryttere der kan blive spændende at følge er førnævnte Jonathan Hivert og Cyril Lemoine. Begge har ved flere lejligheder gjort sig pænt bemærket i kortere etapeløb, hvor Hivert i årets Paris-Nice altså viste sig som en alsidig herre med en skarp spurt og gode bjergben,  og han har også ofte gjort sig bemærket som en glimrende prologrytter. Den indledende enkeltstart er nok en tand for lang til Hivert, men kig efter ham i udbrud på kuperede etaper. Lemoine har haft et godt forår, hvor det blandt andet er blevet til en tredieplads i 4 Jours de Dunkerque og en femteplads i det stærkt besatte Critérium International. Han kører en god enkeltstart og hænger fint med i bakket terræn, men kan selvfølgelig meget vel vise sig at blive overmatchet i Tour de France.

Resten af truppen er lidt mere anonym, men nogen kan måske huske Thierry Hupond fra et gigantisk soloudbrud i sidste års Paris-Nice. Det førte ikke til noget i sidste ende – udover tv-tid forstås – men han beviste da, at han ikke er bange for at kaste sig ud i lidt af hvert. Piet Rooijakkers kører en udmærket enkeltstart, og gør sig bedst i ikke alt for bjergrige etapeløb. Den næsten uhyggeligt tynde hollænder har visse evner i småbakket terræn, så også han vil sandsynligvis forsøge sig på mellemetaperne.

Den 23-årige tysker Simon Geschke er en talentfuld klatrer, der sidste år – som U23-rytter – gjorde sig særdeles positivt bemærket i nogle af de største etapeløb for den aldersgruppe. Således blev han nummer fire i det virkeligt krævende Giro delle Regioni og nummer 16 i Tour de l’Avenir. Han kører sit første år som prof, og er naturligvis blot med for at lære i første omgang. Derfor er det begrænset hvad man kan forvente af ham. Lidt mere kan man godt tillade sig at forvente af Koen de Kort. Den tempostærke hollænder har i sin fem-årige karriere kørt for store hold som Liberty Seguros og Astana, men er dog endnu ikke slået rigtigt igennem. Det sker nok heller ikke de næste tre uger, men han er trods sin unge alder – 26 – en af holdets mest erfarne kræfter.

Truppen kompletteres af løbets anden japaner, Fumiyuki Beppu, der sidste år blev asiatisk mester, og Albert Timmer, en 24-årig hollænder der gør sig bedst i let kuperet og fladt terræn.

Forventningerne til Skil-Shimano er ikke tårnhøje, men mon ikke de nok skal gøre sig bemærket med udbrud i specielt den første uge. Med den tv-tid der følger vil succeskriteriet formentlig også være opfyldt.

Team Columbia-HTC

Mark Cavendish, Bernard Eisel, Bert Grabsch, George Hincapie, Kim Kirchen, Tony Martin, Maxime Monfort, Mark Renshaw, Michael Rogers

Kaptajn(er): Mark Cavendish, Kim Kirchen

Sprinter(e): Mark Cavendish, Bernard Eisel, Mark Renshaw

Bjergrytter(e):

Ambition(er): Etapesejre, grøn pointtrøje til Cavendish, samlet top-10 til Kirchen eller Rogers

Hvis man lige ser bort fra holdet selv sidste år, så skal man langt tilbage for at finde et mandskab der har været så bredt dominerende som Team Columbia-HTC har været i år. Jeg tænker noget i retning af Mapei i sluthalvfemserne, hvis man skal finde noget der bare minder om hvad Bob Stapletons 25 udvalgte har præsteret i år. 49 sejre er det foreløbig blevet til, og de er hentet af 14 forskellige ryttere. Grotesk var det i Giro d’Italia, hvor det blev til seks etapesejre og endnu mere absurd udviklede Tour de Suisse sig, hvor holdet ganske vist også vandt seks etaper – men det var ud af ni mulige! (For at gøre den situation endnu tåbeligere, så blev de tre sidste etaper vundet af Team Saxo Bank). Årets hidtil største magtdemonstration fra Team Columbia-HTC kom i netop Tour de Suisse, hvor holdet vandt fire etaper i træk – med fire forskellige ryttere! En ting der dog er interessant ved holdet er, at de faktisk ikke har vundet et eneste etapeløb, men ‘kun’ enkeltetaper og endagsløb. Det siger selvfølgelig en del om holdet og dets strategi.

Team Columbia-HTC vinder heller ikke Tour de France – det tør jeg godt skrive. Jeg tør også godt skrive, at de vinder mindst en etape – og højst sandsynligt flere. Mark Cavendish er tilbage i Frankrig for at fortsætte hvad han startede på i fjor: Her blev det til fire etapesejre inden han trak sig ud for at forberede sig til OL. I år er der ikke et andet mål at tage hensyn til, og den iltre brite har planer om at komme til Paris – med en håndfuld sejre og den grønne pointtrøje. Han kan forvente sublim støtte fra Bernard Eisel, der så sent som i Tour de Suisse beviste at han også kan vinde massespurter og Mark Renshaw. De to sprintere er omskolet til verdensklassehjælpere, og sammen med gamle George Hincapie danner de et skræmmende stærkt tog for Cavendish.

Kim Kirchen og Michael Rogers er begge tilbage efter lange skadesperioder, og Rogers kørte et solidt Giro d’Italia, hvor det blev til en samlet ottendeplads. Kirchen styrtede i februar måneds Tour of California, og viste sig først for alvor i Tour de Suisse, hvor han hentede en fornem etapesejr. I sidste uge vandt han det luxembourgske mesterskab i enkeltstart, og han virker som om han så småt er ved at være klar til Tour-udfordringen. Maxime Monfort har vanen tro haft en stabil forårssæson, hvor han relativt ubemærket har kørt fine samlede placeringer ind i løb som Paris-Nice, Critérium International, Bayern Rundfahrt og senest Tour de Suisse. Monfort debuterede i Tour de France i fjor med en udmærket samlet 21.plads, og det kan han sagtens tænkes at forbedre i år.

Tour-truppen fuldendes af Tony Martin og Bert Grabsch. Martin fik et gedigent gennembrud i Tour de Suisse, hvor han fremviste sine enorme kræfter via utallige udbrudsforsøg, en etapesejr og en samlet andenplads. Den stort set komplette rytter sammenlignes allerede nu med Jan Ullrich og der er bestemt også lighedspunkter mellem de to. Han har endnu ikke vist at han kan hænge med i de største bjerge, men han kører en formidabel enkeltstart og er bomstærk i både fladt og bakket terræn. Den 24-årige tysker kan blive årets store overraskelse, men i sin første Tour kan han naturligvis lige så vel risikere at knække nakken. Grabsch er holdets udprægede enkeltstartsspecialist. Han slog til ved VM i fjor, hvor han udnyttede Fabian Cancellaras fravær til at sikre sig den regnbuefarvede trøje. Den vil han promovere senere i dag i Monaco, omend den indledende etape nok er for kort for den tyske tempomaskine.

Et skræmmende stærkt hold, der kan sætte sit præg på løbet i alle tre uger. Fokus vil nok især ligge i den første uge, hvor Cavendish skal samle sejre og hvor der ligger en holdtidskørsel og venter på det stærke kollektiv.

Team Katusha

Alexandre Botcharov, Joan Horrach, Mikhail Ignatiev, Serguei Ivanov, Vladimir Karpets, Danilo Napolitano, Filippo Pozzato, Nikolai Trussov, Stijn Vandenbergh

Kaptajn(er): Vladimir Karpets, Filippo Pozzato

Sprinter(e): Danilo Napolitano, Nikolai Trussov

Bjergrytter(e):

Ambition(er): Etapesejre, godt klassement af Karpets

Team Katusha kom ind på cykelscenen op til denne sæson med brask og bram og med en gigantisk pengepung i lommen. Der skulle satses kæmpestort og der var ingen grænser for hvem man ville hente til holdet – og hvor mange penge man ville bruge. Da sæsonen startede var sandheden dog en lidt anden: Man havde da hentet fine ryttere, bestemt, men en falmende Robbie McEwen, og profiler som Gert Steegmans og Filippo Pozzato der generelt må siges at underpræstere i de største løb, var næppe noget der for alvor fik konkurrenterne til at ryste på hånden og i bukserne. Så var det lige før det var mere interessant, at det var gamle kæmper som Andreï Tchmil og Dimitri Konychev der befandt sig i kulissen. Man har såmænd gjort det udmærket og med 18 sejre – med Serguei Ivanovs triumf i Amstel Gold Race som den største – er de et af forårets mest vindende hold. Men holdet har nu desværre mest gjort sig bemærket via uheldige optrædender og et par dopingsager: To af profilerne, Ardenner-specialisten Christian Pfannberger og etapeløbsrytteren Antonio Colom røg begge i dopingfælden i foråret, og mandskabsbehandlingen har ikke været i top, hvilket blandt andet blev for meget for det belgiske sprintertalent Kenny Dehaes der skred fra den kaotiske russiske skude for et par uger siden. Senest har man mere eller mindre kappet forbindelsen til Gert Steegmans, der nægtede at underskrive en erklæring der ville koste ham  – og holdets øvrige ryttere – en uhyrlig sum penge, skulle han teste positiv i en dopingtest. Jojo, det kan godt være Astana er en soap opera-fans våde drøm, men Team Katusha bidrager beredvilligt til løjerne.

Nåja, Tour-holdet: Heavyhunden Vladimir Karpets, der som den sikkert eneste i verden stadig synes Gorky Park er det bedste siden skiveskåret brød, skal køre klassement, og det skal han såmænd nok gøre på fin vis. Han viste glimrende form i både Tour de Romandie, hvor han blev nummer to og for nylig i Tour de Suisse, hvor han sluttede som samlet femmer. Den spøjse kæmpe får selskab i bjergene af sin lillebitte landsmand Alexandre Botcharov, der nok skal vise sig i dødsdømte udbrud fra tid til anden og på forbløffende vis snige sig ind i den samlede top-20. Spanske Joan Horrach har tidligere i sin karriere vist flair for etapeløb, men hans bedste dage i den sammenhæng ligger efterhånden nogen år tilbage. Han vil sandsynligvis jagte etapesejre i det kuperede og let bjergrige terræn. Filippo Pozzato har haft en af sine bedste sæsoner længe, og var fremme i Paris-Roubaix, hvor et styrt desværre forhindrede ham i at følge Tom Boonen helt til dørs. I sidste uge blev Pozzato italiensk mester, og det var han sikkert glad for af flere årsager: Selvfølgelig fordi den italienske mesterskabstrøje er en de mest eftertragtede, men måske også fordi den modebevidste diva nu er fri for at køre rundt i den uskønne Katusha-trøje, der udover at være klattet til med sponsornavne også promoverer Moskvas skyline (!?). Nåmen, Pozzato vil som altid jagte etapesejre, og har en lille ambition om at gøre sig i pointkonkurrencen.

I massespurterne sætter Team Katusha sin lid til den lille og kompakte Danilo Napolitano og store, stærke Nikolai Trussov. Napolitano vil sandsynligvis kunne blande sig i top-5 ved flere lejligheder, som han har gjort så ofte i denne sæson, hvor det udover fire sejre er blevet til ikke færre end 11 podieplaceringer.

Truppen kompletteres af hyperaktive Mikhail Ignatiev, veteranen Serguei Ivanov og kæmpen Stijn Vandenbergh. Ignatiev har ikke helt kunnet leve op til den mere end lovende start han fik som prof tilbage i 2007. Den tidligere banerytter lader til at være gået en smule i stå, men vender han tilbage til sit topniveau, så vil dagens enkeltstart være guf for ham. Derudover vil vi nok se ham i utallige udbrud. Allrounderen Ivanov er en mand der til tider kan køre ganske godt med i bjergene, men det mest sandsynlige er nok at han vil gøre sig bemærket i udbrud på mellemetaperne. Hans sæson er dog formentlig allerede reddet, via triumfen i Amstel Gold Race og forsvaret af den russiske mesterskabstricot. Vandenbergh vil nok primært gøre sig bemærket ved at rage et hoved højere op end resten af rytterne, for med sine 199 cm er han feltets højeste mand. Derudover er han en solid fladlandsrytter.

Team Milram

Gerald Ciolek, Markus Fothen, Johannes Fröhlinger, Linus Gerdemann, Christian Knees, Niki Terpstra, Peter Velits, Fabian Wegmann, Peter Wrolich

Kaptajn(er): Gerald Ciolek, Linus Gerdemann

Sprinter(e): Gerald Ciolek, Peter Wrolich

Bjergrytter(e):

Ambition(er): Etapesejre, godt klassement af Gerdemann

En af de største fornøjelser ved at have en producent af mejeriprodukter som hovedsponsor, er de utallige muligheder det efterlader holdets tøjdesigner med. I tilfældet Team Milram har man altså valgt at gå efter ‘blå/hvid-ko-looket’, og det kan mangen en konkurrent så køre rundt og fnise over. Heldigvis, for som jeg også var inde på i min holdoptakt sidste år, så er der ikke ret meget at grine af når det kommer til Team Milram. Trods det komiske og synlige outfit er det her hold nok det mest grå nord for Ag2r og Francaise des Jeux. De vinder ikke ret meget – får heller ikke synderligt mange podieplaceringer – og det til trods for at der kører nogen ret talentfulde folk rundt i ko-dresset.

Mest hypede er de to kaptajner Gerald Ciolek og Linus Gerdemann. Begge kom til holdet op til denne sæson, da de var lidt ærgerlige over at spille sekundære roller hos Team Columbia. Hurtige Ciolek har faktisk skuffet i foråret, hvor han ikke rigtig har fået sat sit præg på de løb han har kørt. Han vandt et af de traditionelle sæsonåbningsløb på Mallorca, men siden har hans indsats været temmelig middelmådig. Han viste dog tilløb til form i Tour de Suisse, hvor han på anden etape blev nummer to efter sin tidligere holdkammerat Bernard Eisel. Ciolek er på papiret Erik Zabels arvtager, for han er hurtig og hårdfør. Forhåbentlig er han også det de næste tre uger. Gerdemann fik som bekendt smadret det meste af sit 2008, efter det alvorlige styrt i Tirreno-Adriatico, og det var først sidst på sæsonen han kom tilbage for alvor med sejr i Deutschland-Tour. Han har haft et udmærket forår, hvor det blandt andet blev samlet sejr i maj måneds Bayern Rundfahrt. I det netop overståede Tour de Suisse skuffede han dog fælt, og var nærmest usynlig. Om det betyder at han har toppet sin form perfekt til Tour de France eller han har mistet den, kan man kun gisne om. Jeg tvivler dog på, at hans evner rækker til meget mere end en solid top-20.

Den østrigske veteran Peter Wrolich rykkede sammen med halvdelen af det kollapsede Gerolsteiner-mandskab over til Milram i denne sæson, og her er han fortsat i sin vante rolle som reservesprinter. Han vinder ikke noget på egen hånd, men måske kan han være til gavn for Ciolek.

Resten af holdet består af angribere: Den tyske Thomas Voeckler, Fabian Wegmann, er atter klar til ukritisk at køre med i alt og måske jagte bjergtrøjen i den første uge, mens Niki Terpstra er mand for benhård tempotons på de lange flade stræk. Hold dog også øje med den store hollænder på dagens enkeltstart. Christian Knees har sikkert et erklæret mål om at blive nummer 23 på samtlige etaper, og det er ikke engang et urealistisk mål for den alsidige tysker, der kan lidt af det hele, men ingen af delene til perfektion. Johannes Fröhlinger skal ud at angribe på de bakkede etaper sammen med Markus Fothen og Peter Velits. Fothen har ikke rigtig kunnet følge op på sin særdeles lovende karrierestart, der blandt andet indbragte ham en samlet 12.plads i Giro d’Italia 2005 og en 14.plads i Tour de France året efter, og han virker nu mere som en mand der kan jagte etaper, som han gjorde med succes i sidste års Tour de Suisse. Velits, derimod, kunne måske være en mand der slår endeligt igennem som profrytter nu. Han har haft et glimrende forår, hvor det blandt andet blev til en 10.plads i Milano-San Remo,  sejr i det hårde schweiziske endagsløb GP Kanton Aargau-Gippingen, og for nylig et synligt Tour de Suisse, hvor han sluttede som nummer 12. Den tidligere U23-verdensmester kører godt opad – uden dog at være bjergrytter – og har en giftig afslutning. 13. etape i Vogeserne kunne godt være noget for slovakken.

Team Saxo Bank

Kurt-Asle Arvesen, Fabian Cancellara, Gustav Larsson, Stuart O’Grady, Andy Schleck, Fränk Schleck, Chris Anker Sørensen, Nicki Sørensen, Jens Voigt

Kaptajn(er): Andy Schleck, Fränk Schleck

Sprinter(e):

Bjergrytter(e): Chris Anker Sørensen

Ambition(er): Podieplads til (en af) Schleck-brødrene, etapesejre

Det er vanskeligt at sige noget interessant om dette hold, der ikke allerede er nævnt millioner af gange. Det mest bemærkelsesværdige er måske, at de spillede en mindre fremtrædende rolle i forårsklassikerne end vanligt. Dette skyldtes selvfølgelig først og fremmest stjernen Fabian Cancellaras forsømte forår, der mest bestod af sygdom og skader. Han vendte tilbage i sit hjemlands store løb Tour de Suisse, hvor han kørte to af de mest forrykte enkeltstarter jeg mindes at have set, og sad så fremragende med i bjergene at han kunne hyldes som en særdeles overbevisende samlet vinder. I det hele taget var juni en blændende måned for Bjarne Riis’ kollektiv, hvor Matti Breschel vandt på kommando, Schleck-brødrene dominerede deres nationale stolthed, Tour de Luxembourg, og Jacob Fuglsang pressede verdensstjernerne i Critérium du Dauphiné Libéré, inden han smadrede samtlige konkurrenter i bjergene i Tour de Slovénie. Den fantastiske juni måned blev – som en selvfølge – rundet af med nationale titler til Fabian Cancellara, Matti Breschel, Kurt-Asle Arvesen, Marcus Ljungqvist og Andy Schleck – plus et enkeltstartsmesterskab til Lars Bak.

Det er altså svært at forestille sig, at Team Saxo Bank ikke skulle være klar til Tour de France. Holdet var suverænt det stærkeste i sidste års løb, og i år kan de som et af de få måske matche Astana på ren styrke. Kollektivt virker de i hvert fald – som altid – som de stærkeste, og der vil være ubetinget opbakning til Andy og Fränk Schleck. Cancellara og Jens Voigt vil køre solen sort både på flad vej og opad, hvor også den svenske tempomaskine Gustav Larsson vil få en betydende rolle. Supererfarne Arvesen, Stuart O’Grady og Nicki Sørensen vil slide som bæster, og den listige nordmand vil vanen tro være giftig for enhver, hvis han formår at snige sig med i det rigtige udbrud (som han jo gjorde i fjor). Endelig forventes det, at den danske klatrer Chris Anker Sørensen vil kunne sidde med rigtig længe i bjergene, og der yde god støtte til brødrene Schleck.

Et bragende stærkt hold, som med al sandsynlighed allerede i aften vil stå med en gul førertrøje: I hvert fald vil det være tæt på chokerende, hvis ikke Fabian Cancellara vinder dagens enkeltstart.

Det var min holdoptakt – håber den har været brugbar.

Glædelig Tour de France!

Tour de France 2009 – holdene (del 3)

Her følger tredie del af min gennemgang af de deltagende hold i årets Tour de France. Denne gang drejer det sig om Lampre, Liquigas, Quick Step, Rabobank og Silence-Lotto. Formodede klassementryttere er markeret med gult, sprintere med grønt og bjergryttere med rødt.

Lampre

Alessandro Ballan, Marco Bandiera, Marzio Bruseghin, Angelo Furlan, David Loosli, Daniele Righi, Simon Spilak, Mauro Santambrogio, Marcin Sapa

Kaptajn(er): Alessandro Ballan, Marzio Bruseghin

Sprinter(e): Marco Bandiera, Angelo Furlan

Bjergrytter(e):

Ambition(er): Etapesejre

Foråret er ikke gået helt efter planen for Lampre. Verdensmester Alessandro Ballan røg meget tidligt ud med sygdom, og missede dermed hele klassikerkampagnen, hvor han ellers skulle have promoveret den regnbuefarvede trøje på smukkeste vis. Damiano Cunego har såmænd haft et udmærket forår med tre sejre og talrige podieplaceringer, men hans store mål, Giro d’Italia, endte i ren fiasko. Og utilgiveligt og nådesløst som cykelsportspublikummet ofte er, så er det nok det der bliver siddende i de flestes hukommelse, når sæsonen skal gøres op. Holdets tredie kaptajn, Marzio Bruseghin, kørte et fornuftigt Giro d’Italia, men kunne på ingen måde leve op til fjorårets podieplads. Så det er et Lampre-hold, der godt kunne trænge til nogle opmuntringer, der stiller op i Tour de France.

Målet er ret enkelt: Vind nogen etaper! Ballan er det mest oplagte navn i den sammenhæng, og han burde i hvert fald være frisk i benene, omend stadig plaget af sin sygdom. Håbet er at han kan køre sig i form i løbet af den første halvdel, og derefter blande sig i udbrud. Blande sig i udbrud vil med garanti også angribere som David Loosli og Daniele Righi. De er begge ofte meget synlige, men vinder sjældent. Loosli har dog tidligere jagtet bjergtrøjer i diverse etapeløb, og schweizeren kan sagtens tænkes at ville lege med i den konkurrence i begyndelsen af løbet. Simon Spilak, den 23-årige slovener, har haft svært ved at følge op på sin gennembrudssæson i fjor, hvor han leverede storartede præstationer i alle typer løb og terræn, fra Paris-Nice til Ronde van Vlaanderen, men det har ikke for alvor rullet for ham i år. En etapesejr blev det dog til i hans hjemlands Tour de Slovénie for ganske nylig. Også han bør nok opsøge udbrud, hvis han vil have noget mindeværdigt med hjem fra Frankrig. Det samme kan siges om Mauro Santambrogio, der gerne sprinter med når muligheden byder sig, uden evnerne nødvendigvis rækker til det.

I massespurterne har Lampre pludselig fået lidt håb igen, da Angelo Furlan stort set ud af ingenting (eller i det mindste af glemslen) dukkede op i Critérium du Dauphiné Libéré for nylig og vandt en etape. Furlan slog stort igennem med to etapesejre i Vuelta a Espana 2002, men siden forsvandt han mere eller mindre. I hvert fald fra min radar. Han vil forsøge sig i de kaotiske massespurter og kan her søge støtte hos Marco Bandiera, der heller ikke er ueffen i en sprint.

Truppen fuldendes af Marcin Sapa, om hvem det mest bemærkelsesværdige er, at han som 32-årig i år har fået sin første kontrakt med et stort profhold, efter i en lang årrække at have domineret sin hjemlige polske cykelscene.

Liquigas

Daniele Bennati, Roman Kreuziger, Aliaksandr Kuschynski, Vincenzo Nibali, Franco Pellizotti, Fabio Sabatini, Brian Vandborg, Alessandro Vanotti, Frederik Willems

Kaptajn(er): Roman Kreuziger, Vincenzo Nibali, Franco Pellizotti

Sprinter(e): Daniele Bennati, Fabio Sabatini

Bjergrytter(e):

Ambition(er): Samlet top-10 til en (eller flere) af kaptajnerne, etapesejre, hvid trøje til Kreuziger

Liquigas’ forår har været kraftigt præget af Ivan Bassos tilbagekomst, og som følge af det har der været stor fokus på Giro d’Italia, der netop var hans største sæsonmål. Basso kørte et fint løb, selv om mange – jeg selv inklusive – nok havde regnet med mere fra hans side. Han blev ovenikøbet overhalet indenom af holdkammeraten Franco Pellizotti, der kørte sin karrieres bedste grand tour. Man fik også vist sig lidt i forårsklassikerne, hvor Frederik Willems vandt det berygtede etapeløb Driedaagse de Panne-Koksijde, mens Manuel Quinziato fik for lidt ud af sin fremragende form – resultatmæssigt – i Ronde van Vlaanderen og Paris-Roubaix. For holdets sprinterstjerne Daniele Bennati har det endnu en gang været en frustrerende sæson, præget af skader og sygdom. Den stilfærdige og særdeles vellidte italiener er dog klar til Tour de France, hvor han håber at tage kampen op med sine spurtkolleger.

Med sig til Monaco har Benatti hele tre kaptajner, der alle som udgangspunkt er ligestillede: Pellizotti har fået blod på tanden efter sin flotte Giro, og vil køre klassement. Jeg har dog mine tvivl om hans evner rækker til at køre to grand tours for fuldt drøn, og mit bud er at han relativt tidligt i bjergene vil sakke agterud, for siden at satse på etapesejre. Vincenzo Nibali er en gave til folk der elsker ryttere med angrebsiver tilsat store evner, og man tror meget på ham internt på holdet. Jeg er mere tøvende, for umiddelbart virker han på mig ikke som en mand til tre-ugers-løbene. Nibali kører en god enkeltstart, godt opad og fremragende nedad, men udholdenheden vil formentlig blive hans største problem. Jeg tror på ham til en placering mellem nummer 15 og 25, og i så fald vil der nok være mere fornuft i at køre efter en etapesejr i stedet. Roman Kreuziger er i mine øjne manden med de bedste klassementmuligheder, og den uslebne tjekkiske diamant viste allerede i sidste års Tour, at han er værd at holde øje med – og satse på. Han er stort set komplet, men kan nok stadig bygge lidt på udholdenheden. Han kørte vanen tro godt i det schweiziske i foråret, hvor det blev til samlet sejr i Tour de Romandie og en tredieplads i Tour de Suisse for ganske nylig.

De fire profiler har solid opbakning fra et hold bestående af kraftfulde slidere: Fabio Sabatini er selv en ganske hurtig mand, men hans job vil nok være at beskytte Daniele Bennati så godt som muligt, mens Aliaksandr Kuschynski, Brian Vandborg, Alessandro Vanotti og Frederik Willems alle er dygtige arbejdsmænd på de lange flade stykker og let kuperede terræn. Specielt Kuschynski, Vanotti og Willems er dog sjældent blege for at køre solen sort i udbrud, og får de ved enkelte lejligheder fri, er jeg ikke i tvivl om at vi nok skal få dem at se i angreb.

Endelig skal det noteres, at Liquigas traditionelt klarer sig fortrinligt i holdtidskørsler, og disse ni udvalgte kunne meget vel være et hold der kunne overraske de ‘fire store’ Astana, Garmin-Slipstream, Team Columbia-HTC og Team Saxo Bank i netop denne disciplin.

Quick Step

Carlos Barredo, Tom Boonen, Sylvain Chavanel, Steven de Jongh, Stijn Devolder, Jérôme Pineau, Sebastien Rosseler, Matteo Tosatto, Jurgen van de Walle

Kaptajn(er): Tom Boonen

Sprinter(e): Se ovenover

Bjergrytter(e):

Ambition(er): Etapesejre, grøn trøje til Boonen?

Som sædvanlig har Quick Step hentet mange sejre i foråret, hvor de altid er holdet der skal slås i specielt brostensklassikerne. Det var der ingen der formåede i de helt store monumenter, hvor den giftige duo Stijn Devolder/Tom Boonen for andet år i træk baskede konkurrenterne i henholdsvis Ronde van Vlaanderen og Paris-Roubaix. At Boonen elsker gentagelser viste sig desværre, da han ligeledes for andet i træk blev snuppet med kokain i kroppen. På samme tidspunkt som i fjor, uden nogen cykelløb i vente, men sandsynligvis i fejring af sin sejr på de nordfranske brosten. Han blev midlertidigt suspenderet af sit hold, men taget til nåde af både ledelsen og hovedsponsoren, som næppe vil kunne undvære sin ubestridte stjerne. Han blev atter dømt uønsket i Tour de France af dennes topledelse, men modsat sidste år må man altså bide i det sure æble og lukke Boonen ind i løbet, ovenpå dagens dom.

Den kendsgerning ændrer en del på Quick Steps strategi og mål med løbet, for uagtet Allan Davis’ evner (og de er store), så er han ikke for alvor en potentiel vinder af de klassiske massespurter. Det er Tom Boonen, og dermed har holdet pludselig noget at arbejde for igen. Boonen vil med stolthed vise sin nyvundne belgiske mesterskabstrøje frem i spurterne, og til at støtte sig har han den gamle garde af ex-sprintere, der alle står til rådighed for stjernen: Steven de Jongh og Matteo Tosatto er firmaets mænd, og har efterhånden været det i så mange år at man næsten kunne glemme hvor skarpe de kan være på egen hånd. Begge har mange sejre i deres glorværdige karrierer – Tosatto endda en fra Tour de France 2006 – men har de senere år primært foldet sig ud som erfarne og højtrespekterede hjælpere.

Det handler meget om Tom Boonen hos Quick Step, indrømmet, men man må selvfølgelig ikke glemme at der kører en håndfuld fremragende ryttere rundt i det blå-hvide dress, der har andre mål en ‘blot’ at støtte kaptajnen. Sylvain Chavanel fik sidste år endelig det store gennembrud som hele Frankrig har sukket efter i årevis, og han har ikke været mindre imponerende i 2009. Det blev til en smuk – men ærgerlig – tredieplads i det forrygende Paris-Nice, og i både Ronde van Vlaanderen og Paris-Roubaix var han brølstærk. Chavanel vil nok få frie hænder til at opsøge etapesejre, og 60 millioner franskmænd vil sikkert dåne af fryd, når helten folder sig ud. Jeg vil ikke afvise, at jeg også kunne finde på det.

Carlos Barredo må forventes at have nogenlunde samme mål og drømme som Chavanel, og måske kan han finde trøst i at Team Columbia-HTC ikke har Marcus Burghardt med denne gang. Jérôme Pineau og Jurgen van de Walle vil også være at finde i udbrud på de kuperede etaper, mens førstnævnte sikkert også vil forsøge sig som sprinter ind imellem. Hold øje med ham, når feltet når til Barcelona på sjette etape.

Truppen fuldendes af den bredskuldrede Sébastien Rosseler, der har håb om at kunne blande sig langt fremme på løbets to enkeltstarter. Det vil en Stijn Devolder i form muligvis også være i stand til, men derudover er det småt med meldinger på hvad den dobbelte Ronde van Vlaanderen-vinder har tænkt sig i løbet af de tre uger. I hvert fald har der ikke været nogen højrøstede udmeldinger om klassementdrømme i år.

Rabobank

Stef Clement, Juan Antonio Flecha, Oscar Freire, Juanma Garate, Robert Gesink, Denis Menchov, Grischa Niermann, Joost Posthuma, Laurens Ten Dam

Kaptajn(er): Denis Menchov

Sprinter(e): Oscar Freire

Bjergrytter(e): Juanma Garate, Robert Gesink, Laurens Ten Dam

Ambition(er): Podieplads (mindst) til Menchov, hvid trøje til Gesink, etapesejre og grøn trøje til Freire

Når man kigger ned over Rabobanks resultater i denne sæson, så springer det ret kraftigt i øjnene, at det er i etapeløbene der er blevet præsteret: Af holdets 49 podieplaceringer er blot hentet ni hentet i endagsløb. Lidt en falliterklæring for specielt klassikertruppen, hvor profiler som Juan Antonio Flecha og Nick Nuyens ikke helt har leveret varen, trods en stærk sæsonåbning på de belgiske brosten. Heldigvis er holdets forår blevet reddet af en stribe sejre og gode placeringer i diverse etapeløb, på enkeltetaper såvel som sammenlagt. Kronen på det foreløbige værk kom selvfølgelig da kaptajn Denis Menchov vandt Giro d’Italia, en præstation der allerede nu må siges at gøre året 2009 til en succes for de orange.

Menchov er også tiltænkt hovedrollen i Tour de France, hvor en podieplads som minimum er målet. Menchov havde succes med sin formel sidste år, hvor han kørte både Giro d’Italia (samlet femteplads) og siden Tour de France (samlet tredieplads), så umiddelbart burde det ikke være umuligt for den lidt grå russer at ramme topniveauet igen i juli. Han har et af de, på papiret, stærkeste Rabobank-mandskaber nogensinde bag sig, når det går løs i Monaco i morgen – et hold der bør kunne støtte ham i alle terræner. I bjergene er der kæmpe forventninger til debutanten Robert Gesink, der selv som hjælper forventes at kunne køre et godt personligt klassement og kæmpe med om den hvide ungdomstrøje. Derudover kan Menchov forvente glimrende opbakning for den totalt selvopofrende Laurens Ten Dam, der var en fremragende hjælper i Giro d’Italia. Juanma Garate, ny på holdet i år, vil også være behjælpelig et godt stykke op ad stigningerne, sammen med bundsolide allround-trækdyr som Stef Clement, Grischa Niermann og Joost Posthuma. Det efterlader Oscar Freire på egen hånd i spurterne, hvilket næppe generer den snu og cool spanier synderligt: Han plejer som regel at finde en løsning, uanset hvor alene han måtte være. Der bør vel ligge minimum en etapesejr og måske den grønne pointtrøje og vente på den tredobbelte verdensmester.

Sidste mand i truppen er en af de mest populære, nemlig Juan Antonio Flecha. Den utrættelige angriber vil sandsynligvis supplere sin evige jagt på etapetriumfer med et arbejdsraseri af en anden verden, som vil være til stor gavn for både Menchov og Freire.

Det er et fremragende mandskab Rabobank stiller med – et af løbets stærkeste. Skulle Menchov floppe, vil han næppe kunne skyde skylden på holdet.

Silence-Lotto

Mickaël Delage, Cadel Evans, Sebastian Lang, Matthew Lloyd, Staf Scheirlinckx, Greg van Avermaet, Jurgen van den Broeck, Johan Vansummeren, Charlie Wegelius

Kaptajn(er): Cadel Evans

Sprinter(e): Greg van Avermaet

Bjergrytter(e): Matthew Lloyd, Jurgen van den Broeck

Ambition(er): Podieplads (mindst) til Evans

Foråret var en katastrofe for Silence-Lotto. Så er det sagt. Klassikerne, som man altid har vægtet højere end alt andet på det belgiske hold, var en opvisning i ineffektivitet, og man formåede i stort set alle brostensløbene at misse de væsentlige udbrud. Da det så endelig lykkedes holdet at komme med hvor det gjaldt, ja så styrtede både Johan Vansummeren og Leif Hoste i den kaotiske afslutning af Paris-Roubaix. Det gjorde kun ondt værre, at ærkerivalerne Quick Step tog laurbærkransene i både Ronde van Vlaanderen og Paris-Roubaix, og efterlod Silence-Lotto-folkene med de længste fjæs i den belgisk-franske region.

Det er blevet lidt bedre den seneste måneds tid, hvor specielt Philippe Gilbert – en af de få der ellers slap mere end acceptabelt ud af klassikerkampagnen – endelig fik hul på sejrsbylden, og ved tre lejligheder har kunnet veksle sine mange, MANGE sekundære placeringer til sejre. Også holdets stjerne Cadel Evans viste glimrende form og aggressivitet i Critérium du Dauphiné Libéré efter en stabil, men lidt mere stilfærdig forårssæson end vanligt.

Det er således et hold med en smule mere selvtillid, der er klar til start i Monaco i morgen. Hvis man da lige ser bort fra EPO-bomben der sprang forleden, da Thomas Dekker snublede i dopingfælden. Evans virker klar til kampen mod overmagten, og Critérium du Dauphiné Libéré viste at hans primære bjerghjælpere Matthew Lloyd og Jurgen van den Broeck også ser ud til at have ramt noget der ligner form. Allerede der vil Evans være bedre stillet end sidste år, hvor der ikke var megen støtte til autralieren. Engelske Charlie Wegelius plejer også at borge for solid støtte når bjergene ikke er alt for voldsomme, men spørgsmålet er selvfølgelig hvor hans form befinder sig, nu hvor han i sidste øjeblik blev smidt ind på holdet i stedet for Dekker. Endelig kan også altmuligmanden Johan Vansummeren bidrage når det stiger behersket, men selvfølgelig også på flad vej.

Fladbanetruppen består derudover af rigtig solide kræfter som den tyske tempospecialist Sebastian Lang, der dog først for ganske nylig er vendt tilbage efter en skade, og Staf Scheirlinckx. Endelig kompletteres truppen af arbejdsmanden Mickaël Delage og den særdeles spændende semi-sprinter Greg van Avermaet. Van Avermaet imponerede stort sidste år, hvor det blandt meget andet blev til en flot etapesejr i Vuelta a Espana. Det har ikke i samme grad fungeret for den alsidige og hårdføre sprinter i år, men han har dog leveret fine præstationer i løb som Milano-San Remo og Ronde van België. Det bliver spændende om han kan få personlig hæder med hjem fra Frankrig i sin Tour-debut.

Et ganske udmærket Silence-Lotto-mandskab, der dog stadig må formodes at sætte tid til på blandt andet holdtidskørslen. De burde dog være i stand til at byde Cadel Evans mere bistand, end det noget sløve mandskab han havde bag sig i fjorårets Tour de France.

Tour de France 2009 – holdene (del 2)

Her følger anden del af min gennemgang af de deltagende hold i årets Tour de France. Denne gang drejer det sig om Cervélo Test Team, Cofidis, Euskaltel-Euskadi, Francaise des Jeux og Garmin-Slipstream. Formodede klassementryttere er markeret med gult, sprintere med grønt og bjergryttere med rødt.

Cervélo Test Team

Iñigo Cuesta, Volodymir Gustov, Heinrich Haussler, Thor Hushovd, Andreas Klier, Brett Lancaster, José Angel Gomez Marchante, Hayden Roulston, Carlos Sastre

Kaptajn(er): Carlos Sastre, Thor Hushovd

Sprinter(e): Heinrich Haussler

Bjergrytter(e): José Angel Gomez Marchante

Ambition(er): Samlet sejr til Sastre, grøn pointtrøje til Hushovd, etapesejre

Cervélo Test Team (CTT) er en af årets nyskabelser. Det blev dannet da cykelfabrikanten trak sig fra forpligtelser hos andre cykelhold med det mål at skabe et eget team. Det viste sig at være en god ide, da man formåede at tiltrække store navne med Sastre og Hushovd i spidsen, solide ryttere i mellemklassen samt yngre talentfulde kræfter. Og med den foreløbige sæson in mente kan man blot konkludere, at det har været en entydig succes: 15 sejre er det blevet til, og der har bestemt været nogen store imellem – ikke mindst de fire etapesejre i Giro d’Italia pynter gevaldigt på cv’et. Trods holdets status som ikke-Pro Tour-hold, har de deltaget i stort set alle løb, grundet nyhedens interesse og de ryttere de har kunnet friste diverse løbsarrangører med, og alle har fået noget for pengene, for CTT har været synlige hele vejen fra sæsonens spæde start og op til nu. Det helt store navn har været Heinrich Haussler der har skovlet point ind på kontoen, takket være sine fire sejre og – ikke mindst – utallige sekundære placeringer. Specielt andenpladserne i forårsklassikerne Milano-San Remo og Ronde van Vlaanderen var forbløffende, og kun en velkendt britisk sprinters årvågenhed forhindrede tysk-australieren i at tage den helt store, sensationelle sejr i førstnævnte klassiker.

Men hvad kan vi forvente af holdet i Tour de France? Carlos Sastres sejr fra i fjor skal naturligvis forsvares, og den lille spanier har da også lagt i kakkelovnen til at der skal ske noget. Han har i år udviklet sig til en rendyrket sejrsmaskine, og med to etapesejre i Giro d’Italia så vi unægteligt en ny side af Sastre. Det er med sikkerhed aldrig sket tidligere i hans profkarriere, at han har vundet to etaper i samme løb, og på stående fod er jeg også i tvivl om hvorvidt Sastre tidligere har vundet to gange på et år. Siden afslutningen på den italienske rundtur har Sastre gemt sig for offentligheden, og vanen tro ved ingen for alvor hvor han befinder sig formmæssigt. Men Mr. Stability himself skuffer sjældent, og umiddelbart er der heller ingen grund til at tvivle på Sastres form når vi rammer Tour. Til at støtte sig i bjergene har Sastre sine tro væbnere fra CSC/Saxo Bank-tiden, Iñigo Cuesta og Volodymir Gustov. De to altopofrende veteraner vil næppe kunne sidde med hele vejen til bjergtoppene samtlige dage, men har tidligere suppleret hinanden fint og vil sandsynligvis også kunne bidrage med deres vanlige, anonyme slid. En mand der måske vil kunne sidde med Sastre hele vejen på selv de hårdeste bjerge er José Angel Gomez Marchante. Den klejne klatrer er på sine bedste dage i verdensklasse når det går opad, men desværre er han lige så ringe når han ikke har dagen. Den notorisk ustabile spanier har haft en karriere, der gang på gang er blevet hæmmet af skader og sygdom, og det kan selvfølgelig også forklare hans noget ujævne kørsel. Med ham ved man altså ikke helt hvad man får, hvilket han også har demonstreret i denne sæson: Han var virkelig god i maj måneds Volta a Catalunya og knap så god i det netop overståede Tour de Suisse.  På flad vej skal Sastre sætte sin lid til gennemrutinerede tonsere som Andreas Klier og Brett Lancaster og bomstærke Hayden Roulston, som dog alle må formodes også at have pligter for holdets anden kaptajn, Thor Hushovd. Således skal de sørge for at holde udbrydere i snor og lancere nordmanden i massespurterne. Her vil Hushovd også få hjælp af Heinrich Haussler – eller vil han? Haussler har oven på sin forrygende sæson ikke lagt skjul på, at han har personlige ambitioner i Tour de France, og spørgsmålet er om der kan risikere at komme lidt kurrer på tråden? Haussler er fra sin tid på nu hedengangne Gerolsteiner vant til at skulle ’slås’ med to-tre andre holdkammerater i spurtopgørene, så det er ikke fremmed for ham. Men måske vil der være mere ræson i at han satser på de mere kuperede mellemetaper og overlader de regulære massespurter til Hushovd.

Cofidis

Stéphane Augé, Samuel Dumoulin, Leonardo Duque, Bingen Fernandez, Christophe Kern, Sébastien Minard, Amaël Moinard, David Moncoutié, Rémi Pauriol

Kaptajn(er): David Moncoutié

Sprinter(e): Leonardo Duque

Bjergrytter(e):

Ambition(er): Etapesejre, bjergtrøje til Moncoutié?

Cofidis har vanen tro gjort sig bedst på de hjemlige franske landeveje, hvilket ikke er så mærkeligt, da sponsoren allerede sidste år gjorde det klart at de ville nedjustere ambitionerne (og interesserne) så man primært ville satse på de franske løb. Dette gjorde at man op til denne sæson måtte sige farvel til et par af sine profiler i skikkelse af Sylvain Chavanel og Nick Nuyens. Specielt tabet af den franske darling Chavanel var et hårdt slag for holdet, men heldigvis var en anden klar til at tage over. David Moncoutié har altid været en populær mand hos de franske cykelfans, og den stilfærdige og gennemsympatiske bjergrytter lader nu til at have fundet sin anden ungdom. Han imponerede stort i sidste års Vuelta a Espana, hvor det udover en samlet top-10 også blev til en smuk etapesejr og gevinst i bjergkonkurrencen. I år har han fulgt op med triumfer på vanskelige bjerge som Mont Faron (i Tour de Méditerranéen) og Saint-Francois Longchamps (i netop overståede Critérium du Dauphiné Libéré). Når Moncoutié trods sine åbenlyse evner i bjergene ikke må formodes at spille en rolle i det samlede klassement, så skyldes det en temmelig middelmådig enkeltstart (for nu at være diplomatisk) og en uheldig evne til at tabe oceaner af tid på de flade etaper. Man kan for eksempel være helt sikker på, at lige så snart der er sidevind, så vil Moncoutié befinde sig i sidste gruppe – det slår sjældent fejl. Men netop disse faktorer gør også at han vil kunne gå på lange togter i bjergene og skrabe point til sig i den konkurrence, samtidig med han jagter endnu en etapesejr til samlingen (han har i forvejen to, fra henholdsvis 2004 0g 2005).

Udover Moncoutié råder Cofidis over et helt regiment af angrebsivrige ryttere: Jeg vil næsten garantere, at Stéphane Augé vil angribe allerede på den indledende bakke på anden etape, i sin jagt på bjergtrøjen og hæder. Det er efterhånden fast tradition som ville være en skam at bryde. Den lille kanonkugle Samuel Dumoulin vil næppe heller holde sig tilbage på de første etaper, specielt med tanke på at han jo endelig fik sin etapesejr sidste år. Når ruten bliver lidt vanskeligere vil det ikke være utænkeligt at se Christophe Kern, Bingen Fernandez og Rémi Pauriol foran feltet, og specielt sidstnævnte har igennem et par år virket lovende, og som en mand der kan klatre bedre end gennemsnittet. Han har dog været alt for ustabil til for alvor at køre med i toppen af etapeløbsklassementerne, men måske skal det være i år? Han startede i hvert fald sæsonen forrygende med to sejre, men røg desværre ind i et styrt i Paris-Nice, der smadrede det meste af hans forår. Han er først for alvor ved at være tilbage nu, og spørgsmålet er selvfølgelig hvor formen er.

Skal der køres klassement hos Cofidis, skal det nok være fra Amaël Moinards side. Han fik et lille gennembrud i sidste års Tour de France, hvor han kørte i top-15, primært takket være et langt udbrud, der gav ham en del tid til de øvrige klassementfolk, men også fordi han formåede at hænge ganske fint på i de største bjerge. Moinard har været forholdsvis diskret i foråret, men har kørt et hæderligt klassement i samtlige etapeløb han har deltaget i. Hvis han skal gentage sidste års flotte placering kræver det nok at han igen henter tid på etaper, hvor favoritterne er knap så interesserede, for ellers vil det blive svært i et noget mere fyrigt felt. Han er dog værd at notere sig, synes jeg. Det samme er den lille columbianer Leonardo Duque, der altid placerer sig i massespurterne, men aldrig kommer i nærheden af at vinde dem. Skal han vinde, så skal han nok afsted i et udbrud, som da han i Vuelta a Espana 2007 vandt en etape på netop at ramme det rette udbrud og derefter gøre arbejdet færdigt med sin gode spurt.

Holdet afrundes af cykelcross-allrounderen Sébastien Minard, der må forventes at trække i arbejdstøjet for sine kaptajner.

Forvent at se rigtig meget til Cofidis’ røde trøje i alle terræner, for det er netop på aggressivitet og angrebslyst de skal gøre sig bemærket.

Euskaltel-Euskadi

Igor Antón, Mikel Astarloza, Koldo Fernández, Egoi Martínez, Juanjo Oroz, Alan Pérez, Rubén Pérez, Amets Txurruka, Gorka Verdugo

Kaptajn(er): Mikel Astarloza

Sprinter(e): Koldo Fernández

Bjergrytter(e): Igor Antón

Ambition(er): Angreb!, etapesejre, samlet top-10 til Astarloza?

Der er hulens til forskel på det Euskaltel-mandskab man som seer og publikum blev forkælet med i begyndelsen og midten af dette årti, og det Euskaltel-mandskab der kører rundt og gør vejene orange i dag. Dengang glædede man sig over det giftige trekløver Roberto Laiseka, Iban Mayo og Haimar Zubeldia, som man kunne være sikker på at bemærke når vejene blev stejle, og som skaffede mange store resultater til holdet. Situationen er anderledes i dag: Laiseka er forlængst stoppet, Mayos karriere er af flere omgange gået op i røg (og nu lader der end ikke til at være blot den mindste lue tilbage) og Zubeldia er skiftet til rollen som luksushjælper på Astana. Tilbage af de virkelig bemærkelsesværdige ryttere fra Euskaltels storhedstid er nu kun den superseværdige olympiske mester Samuel Sanchez (som springer dette års Tour over), der står ret alene når der skal laves iøjnefaldende resultater. Tiderne er skiftet i Baskerlandet, for selvom angrebsiveren ikke er blevet mindre, så må man nok erkende at resultaterne er det.

Når alt dette er sagt, så er det såmænd ikke noget dårligt hold man stiller med i Tour de France 2009 – og kedelige er de i hvert fald slet ikke. I Mikel Astarloza har man en snu og virkelig aggressivt kørende kaptajn, som har lavet en meget fin etapeløbskarriere ud af at angribe på tidspunkter hvor favoritterne ikke tager notits af ham, og på den led har han ofte skabt sig tidsforspring som han kunne tære på, når bjergene bliver lidt for stejle for den store mand. Astarloza er en meget undervurderet rytter, der i etapeløbssammenhæng faktisk er ganske komplet: Han kører en god enkeltstart og hænger fint på opad, uden dog helt at kunne følge de absolutte favoritter. Disse evner har skaffet ham utallige top-10-placeringer i specielt en-uges-etapeløb, men såmænd også i Tour de France, hvor han i 2007 sluttede som nummer ni. I bjergene vil han forhåbentlig få selskab af Igor Antón. Den evigt talentfulde klatrer har det med at poppe op i tide og utide og lave et markant resultat, men det er som om det helt store gennembrud lader vente på sig, selv om han var tæt på i sidste års Tour de Suisse, hvor det blev til en etapesejr, fire dage i førertrøjen og en samlet tredieplads. Antón har været ret usynlig hidtil i denne sæson, men begyndte dog at vise antydning af form tidligere på måneden i Critérium du Dauphiné Libéré. Forhåbentlig er han klar til at sætte fut på bjergene den næste måneds tid.

I Koldo Fernández har man en rytter der kan blande sig i massespurterne. Han har for vane at snuppe mindst et par sejre hver sæson, men stort set kun i de kortere og lavere rangerede etapeløb, og det er nok tvivlsomt om han for alvor vil kunne true spurtkanonerne i det franske. Solide top-10-placeringer skal det dog nok blive til – og enkelte optrædener i top-5 vil hellere ikke chokere.

For resten af holdet er der kun et punkt på dagsordenen: Angrib! Folk der har set Tour de France de sidste par år har ikke kunnet undgå at bemærke Alan og Rubén Pérez og Amets Txurruka, der ikke har forsømt mange lejligheder til at komme ud over stepperne, og jeg tvivler på det vil være anderledes i år. Det samme vil sandsynligvis gøre sig gældende for Egoi Martínez og Juanjo Oroz, der sammen med Gorka Verdugo vil kunne tænkes at køre deres eget diskrete klassement. Martínez har ved tidligere lejligheder, blandt andet i Vuelta a Espana, vist flair for at jagte bjergtrøjer. Om han har den slags ambitioner i Tour de France er usikkert, men sikkert er det dog at han vil kunne ses i front i mere end et tilfælde.

Euskaltel-Euskadi har umiddelbart intet at vinde ved bare at følge med feltet, så forvent et orange regiment af hvirvelvinde der vil storme frem over landevejene – i alle terræner.

Francaise des Jeux

Sandy Casar, Anthony Geslin, Jérôme Coppel, Yauheni Hutarovich, Sébastien Joly, Christophe Le Mevel, Jérémy Roy, Benoít Vaugrenard, Jussi Veikkanen

Kaptajn(er): Sandy Casar

Sprinter(e): Yauheni Hutarovich

Bjergrytter(e):

Ambition(er): etapesejre, samlet top-10 til Casar

Francaise des Jeux startede oprindeligt ud som et storhold i svøb med kæmpe armbevægelser tilbage i midten af 1990′erne. Penge var der masser af og man var meget interesseret i at signe etablerede stjerner, så man øjeblikkeligt kunne opfylde sine vildeste drømme. Men et eller andet sted knækkede filmen – sandsynligvis i forbindelse med den onde spiral fransk cykelsport generelt har været inde i siden nationalheltene Laurent Jalabert og Richard Virenque (s)toppede. Man er aldrig helt blevet det storhold som man lancerede sig selv som, men det skal dog siges til det franske nationallotteris ros, at det har været en solid og stabil sponsor gennem onde og ondere år. Således har holdets chef Marc Madiot haft gode muligheder for at opbygge et ry som talentspotter, der var i stand til at udvikle det, for siden at sende talentet videre til større udfordringer når det var ved at være flyveklart (eller i den anden grøft, var ved at gå i stå). I dag ses Francaise des Jeux altså nok primært som en talentfabrik, der uddanner unge ryttere, snarere end et hold der kæmper med om de største sejre og overskrifter. Det er lidt synd, men man lader til at have affundet sig med situationen.

I den optik kan man som Tour de France-seer forhåbentlig glæde sig til at stifte bekendtskab med folk, der om føje år vil kunne præge store cykelløb – men formentlig for andre hold. Mest oplagt er her nok 22-årige Jérôme Coppel. Den alsidige franskmand byggede sin nu 1½-år gamle profkarriere på en basis af rigtig gode enkeltstartsevner, parret med flair for at køre opad. Kort og godt prototypen på en god etapeløbsrytter. Han har vist glimt af sit potentiale de sidste 18 måneder, for eksempel med den samlede fjerdeplads i sidste års udgave af Tour de l’Avenir, tidligere betragtet som ‘de unges Tour de France’. I år har han udviklet sig yderligere, hvilket har resulteret i en flot sjetteplads i det altid interessante Critérium International og gode tidskørsler i Tour de Romandie. Det er nok tvivlsomt om det store gennembrud står for døren i det kommende Tour de France, men hold øje med den unge mand.

Hold også øje med den spændende finne Jussi Veikkanen. Han har gennem de seneste par år vist sig som en farlig afslutter, når terrænet bliver kuperet og der kunne sagtens ligge et par etaper og vente på finnen med de fine evner. Han vinder dog sjældent, så om det ligefrem bliver til etapesejr er nok tvivlsomt. Fra den yngre garde kan der også forventes stor aktivitet af Benoít Vaugrenard, der tidligere har gjort sig bemærket på specielt tidskørsler og såmænd også i de kuperede endagsklassikere i Ardennerne. En mand der ofte sås i udbrud i sidste år Tour, og næppe vil holde sig tilbage i år. Yauheni Hutarovich er også stadig forholdsvis ung, men han har allerede masser af sejre på cv’et. Den nykårede hviderussiske mester er en udpræget sprinter og vil nok få det vanskeligt i kampen mod Cavendish og co, men hold alligevel øje med hans rød-grønne trøje i massespurterne. Sidste mand fra den yngre generation er Jérémy Roy, der allerede i sidste års Tour var tæt på den store triumf, men blev slået af Sylvain Chavanel efter et langt og succesrigt udbrud. I årets Paris-Nice fik han  dog lov at smage sejrens sødme, da han slog den anden franske helt Thomas Voeckler efter et ligeledes langt udbrud. Det er altså via angreb og offensiv kørsel Roy skal gøre sig bemærket.

De mere garvede kræfter skal sørge for Francaise des Jeux’ tilstedeværelse i klassementets øverste del. Sandy Casar lader til at have fundet sit niveau i de lange etapeløb, og han har forhåbninger om at forbedre sin 14.plads fra i fjor – endda helt ind i top-10. Han er for en gang skyld ikke alene på holdet om at have forhåbninger, for Christophe Le Mevel har haft godt af luftforandring og er siden skiftet fra Credit Agricole gået stærkt frem. Han har kørt et fornemt forår, hvor det blandt andet er blevet til samlede 10.pladser i Paris-Nice og Critérium du Dauphiné Libéré og en 12.plads i Volta a Catalunya. En samlet top-20 er bestemt ikke uden for rækkevidde for Le Mevel.

Holdet fuldendes af Sébastien Joly, der efter næsten et års fravær er tilbage i fulde omdrejninger efter sin kræftsygdom og Anthony Geslin, den spurtstærke tidligere VM-bronzevinder. Begge vil være synlige i udbrud.

Garmin-Slipstream

Julian Dean, Tyler Farrar, Ryder Hesjedal, Martijn Maaskant, David Millar, Danny Pate, Christian Vande Velde, Bradley Wiggins, David Zabriskie

Kaptajn(er): Christian Vande Velde

Sprinter(e): Julian Dean, Tyler Farrar

Bjergrytter(e):

Ambition(er): podieplads til Vande Velde, etapesejre, tidskørslerne

Det er ikke blevet til mange sejre i foråret for det stort satsende amerikanske hold – blot otte stykker. Og ganske typisk er halvdelen af dem hentet på tidskørsler, individuelle såvel som for hold. For det er på dette felt Jonathan Vaughters’ udvalgte har specialiseret sig. Eller rettere, det er den type ryttere han har hentet til sit hold. Derfor var det også så skuffende, da man ikke formåede at vinde det løb man hidtil i sæsonen har satset mest på, nemlig den indledende holdtidskørsel i Giro d’Italia. Da kaptajn Christian Vande Velde senere i samme løb styrtede og måtte holde en længere pause, så det rigtig skidt ud for holdet med de øhm…interessante trøjer. Men nu står sæsonens største mål for døren og man kan kun håbe på det bedste.

Det udtagne hold ser igen ud at være skræddersyet til holdtidskørslen, og Garmin-Slipstream hører bestemt også til de største favoritter til at vinde den. Med tempospecialister på alle pladser, med undtagelse af hurtige Julian Dean og den netop udtagede Martijn Maaskant, ser det i hvert fald lovende ud. Dog bør man have mere at byde på end blot en god indsats på tidskørslerne, for Tyler Farrar er rykket mindst et skridt op i sprinterhierarkiet i år, hvor han blandt andet har slået Mark Cavendish. Farrar var også rigtig godt kørende i Giro d’Italia, hvor han dog ved flere lejligheder viste manglende placeringsevner. Til at hjælpe sig i feltet har han bundrutinerede Julian Dean. Bradley Wiggins, David Millar, Ryder Hesjedal, Danny Pate og David Zabriskie må alle formodes at have personlige ambitioner på løbets to enkeltstarter, og her står Wiggins nok stærkest. Millar viste fremragende bjergkørsel for nylig i Critérium du Dauphiné Libéré, og måske har han atter ambitioner om at gøre sig lidt i klassementet?

I sidste ende hænger holdets klassementforhåbninger dog nok på Christian Vande Veldes skuldre, og man klynger sig til håbet om, at han er kommet sig ordentligt over sit brækkede kraveben.

Tour de France 2009 – holdene (del 1)

Her følger første del af min gennemgang af de deltagende hold i årets Tour de France. Denne gang drejer det sig om Ag2r-La Mondiale, Agritubel, Astana, Bbox Boygues Telecom og Caisse d’Epargne. Formodede klassementryttere er markeret med gult, sprintere med grønt og bjergryttere med rødt.

Ag2r-La Mondiale

José Luis Arrieta, Cyril Dessel, Hubert Dupont, Vladimir Efimkin, Stéphane Goubert, Lloyd Mondory, Rinaldo Nocentini, Christophe Riblon, Nicolas Roche

Kaptajn(er): Cyril Dessel, Vladimir Efimkin

Sprinter(e): Lloyd Mondory

Bjergrytter(e): Hubert Dupont, Stéphane Goubert

Ambition(er): Etapesejre, samlet top-10 til Efimkin

Hos Ag2r-La Mondiale lever og ånder man for månederne juni og juli. For her kan man i den grad tale om et hold der ofte er tæt på usynlige, for så at vågne op når de franske etapeløb Route du Sud, Critérium du Dauphiné Libéré og Tour de France dukker op på løbskalenderen. 2009 er ingen undtagelse, for det er blot blevet til fire sejre for de blå fra Chambéry: Helt sigende er de tre faldet inden for de seneste to uger, mens den første og største – Rinaldo Nocentinis etapesejr i Tour of California – ligger helt tilbage til februar måned. Således er det altså endnu engang et mandskab der er fintunet til de tre vigtigste uger på deres kalender.

De ni udvalgte er som altid præget af offensive kræfter, der gerne gør sig når terrænet er lidt mere bulet end normalt. Således er holdets franske kaptajn Cyril Dessel atter klar til at udfordre både bjerge og konkurrenter, og hans allround-evner, der inkluderer gode klatreben, fin nedkørselsteknik og en fornuftig afslutning, kan vise sig gyldne på en del af bjergetaperne, der faktisk indbyder mere til opportunistiske angribere end klassementets topfolk. Dessel vandt en smuk etapesejr i Jausiers i sidste års Tour, og det vil bestemt ikke være noget chok hvis han havner i en lignende situation i år. Sammen med førnævnte Rinaldo Nocentini, vil Dessel nok være holdets bedste bud på en etapesejr.

Holdets klassementhåb er endnu en offensiv kraft, nemlig Vladimir Efimkin. Russeren kørte en glimrende Tour sidste år, og sluttede samlet som nummer 10. En lignende præstation må være målet igen i år, hvis han da ikke håber på at forbedre den – med et års mere erfaring på bagen. Efimkin var synlig i det nys overståede Critérium du Dauphiné Libéré, omend hans samlede 14.plads levner plads til forbedring.

En mand der næppe vinder noget som helst – han har endnu ikke prøvet det i sin lange karriere – er oldgamle Stéphane Goubert. Men selv om han ikke vinder, så lader Goubert alligevel til at blive bedre år for år, hvilket er ganske imponerende i en alder af nu 39. Hold øje med ham på bjergetaperne, hvor han på sine bedste dage vil kunne sidde med rigtig længe. Helt så længe vil den 10 år yngre Hupert Dupont nok ikke sidde med, men den splejsede klatrer skal nok vise sig frem i udbrud på de hårdere etaper. Det samme vil en anden veteran, José Luis Arrieta, der aldrig har været bleg for at angribe. Han får sjældent rigtig meget ud af anstrengelserne, men vil sammen med sine allerede nævnte holdkammerater og Christophe Riblon gøre sit til at vise trøjen frem.

De mere bjergstærke folk suppleres af sprinteren Lloyd Mondory, der har det med at poppe frem i tide og utide, men næppe vil kunne blande sig helt i fronten i massespurten. En håndfuld placeringer i top-10 eller deromkring vil dog ikke være utænkeligt for Mondory, der dog må formodes, i store træk, at skulle klare sig selv

Endelig skal nævnes den måske mest interessante rytter på holdet. Nicolas Roche er for få dage siden blevet irsk mester, og han virker som om han er klar til at tage favntag med Tour de France. Roche Jr. fik et lille gennembrud i sidste års Vuelta a Espana, hvor han blandede sig i massespurter, kørte forbløffende godt med i bjergene og også præsterede fornuftige tidskørsler. Dette rakte til en samlet 13.plads, og spørgsmålet er om han skal gå klassementvejen som sin far Stephen Roche, eller hvor fremtiden fører ham hen. Jeg vil i hvert fald holde øje med den alsidige irer.

Agritubel

Maxime Bouet, Sylvain Calzati, Brice Feillu, Romain Feillu, Eduardo Gonzalo Ramirez, David Le Lay, Geoffroy Lequatre, Christophe Moreau, Nicolas Vogondy

Kaptajn(er): Christophe Moreau

Sprinter(e):

Bjergrytter(e): Eduardo Gonzalo Ramirez

Ambition(er): Etapesejre

Agritubel-mandskabet er vant til at at køre rundt som det dominerende hold, når de giver sig i kast med de mange franske endag- og etapeløb. Således har de udviklet sig til ‘kongerne af de lavere rangerede cykelløb’, hvilket blandt andet har bragt ikke færre end 16 sejre med sig i indeværende sæson. De har vist sig at være bredt dominerende i disse små løb, for deres dominans er ikke bare resultatet af en enerådig hersker, men derimod det at de har et hold med mange der kan vinde. Denne luksus må de dog lægge fra sig i det kommende Tour de France, for som modtager af et af de tre wildcards – og det faktum at de er et af feltets absolut mindste hold – kan det ikke forventes at de vil spille nogen fremtrædende rolle i det store perspektiv.

Man har valgt at stille med et varieret hold, bestående af gamle, garvede kæmper og yngre talenter (og nogen derimellem). Allermest gammel og garvet er naturligvis Christophe Moreau, men spørgsmålet er nok om ikke hans kaptajnværdighed er mere af navn end af gavn. Han har såmænd haft en udmærket sæson, hvor han dog har været en smule anonym. Således er hans absolut acceptable 11.plads fra forårets forrygende Paris-Nice det mest bemærkelsesværdige Moreau har præsteret. Han er nok ved at være ovre sidste salgsdato, men en sidste jagt på en etapesejr eller måske bjergtrøjen skal han naturligvis have lov at give sig i kast med.

Så har der været mere krudt i trioen David Le Lay, Maxime Bouet og Romain Feillu. Le Lay har været decideret overdådigt kørende det meste af foråret og har leveret blændende resultater i en stribe kortere etapeløb. Blandt andet kan nævnes hans sejr i det traditionsrige Circuit de la Sarthe, samt en samlet andenplads i den franske etapeløbsklassiker 4 Jours de Dunkerque. Senest er Le Lay blevet nummer tre ved de franske mesterskaber i enkeltstart og han virker som om han er klar til at fortsætte sin hidtil bedste sæson. Hold øje med ham, når terrænet bliver lidt bulet. Hold også øje med den blot 22-årige Bouet, der i april blev noget så sjældent som en fransk vinder af et ikke-fransk etapeløb, da han slog til i det portugisiske Volta ao Alentejo. Han lader til at være en mand der kan køre med i hårdt terræn, men også har en afslutning der gør ham farlig når et løb skal afgøres. Således er begge hans sejre i år sikret via en spurt i en lille gruppe. Det er nok for tidligt at forvente det helt vilde af Bouet allerede i det kommende Tour de France, men jeg har i hvert fald noteret mig hans navn under filen ‘hold lige lidt øje med ham’. Romain Feillu har efterhånden slået sit navn fast, via gode optrædender i de seneste to Tours de France. Ikke mindst sidste år, hvor det jo blev til en dag  i gult. Han ser ud til at have fået lidt mere at stå imod med i det kuperede terræn, hvilket gode præstationer i Critérium International og Tour de Luxembourg vidner om. Om det har kostet lidt af hans hurtighed er så spørgsmålet. Feillu har haft en god forårssæson, og vil nok ofre ikke så lidt for at fortsætte de gode takter i Tour de France.

Resten af Agritubel-holdet gøres op af rutinerede Nicolas Vogondy, tidligere etapevinder Sylvain Calzati, den spanske bjergrytter Eduardo Gonzalo Ramirez, og de to franskmænd Geoffroy Lequatre og Brice Feillu, den talentfulde lillebror til Romain. Alle er angrebslystne ryttere, der kan forventes at vise sig frem, når vejene skråner let opad (og nedad) og det bliver lidt mere knoldet end en pandekage.

Astana

Lance Armstrong, Alberto Contador, Andreas Klöden, Levi Leipheimer, Dmitriy Muravyev, Sergio Paulinho, Yaroslav Popovych, Gregory Rast, Haimar Zubeldia

Kaptajn(er): Officielt Alberto Contador, men..you know

Sprinter(e):

Bjergrytter(e): Potentielt alle undtagen Muravyev og Rast

Ambition(er): Vinde hele lortet med Armstrong, og hvis ikke det kan lade sig gøre, så i nødstilfælde med Contador

Det er svært at finde på noget at sige om dette hold, som ikke allerede er sagt, så her kommer i stedet nogle benhårde facts:

- De har 16 sejre i indeværende sæson

- De 12 er vundet af Alberto Contador og Levi Leipheimer

- 10 af de 16 sejre er hentet på enkeltstarter

- Kun to er vundet på ‘regulære’ etaper med samlet start

Så har jeg ikke flere benhårde facts.

Dette Tour-hold ser vildt ud på papiret, men om det også er det på vejen er jo det presserende spørgsmål. Faktum er, at man råder over de senere års bedste etapeløbsrytter i Alberto Contador, og så den tilbagevendte diktator Lance Armstrong, der officielt indordner sig, men næppe vil lade sig nøje med det. Det kan blive verdens bedste soap opera – det kan man i hvert fald håbe. Dmitriy Muravyev var den heldige vinder, da der blev trukket lod om hvem af kasakherne der skulle have lov at køre med, og Gregory Rast har via gode præstationer på det seneste kørt sig på holdet. Sergio Paulinho er en fin rytter, men virker mest som en del af et større politisk spil på holdet; altså, når nu man udnævner Alberto Contador til kaptajn, så må manden jo hellere få en hjælper med. Trods alt. De tre heldige kan få lov at slide sig ihjel på det flade og det let kuperede, mens stjernerne slås indbyrdes. De kan selvfølgelig også vælge at hjælpe hinanden, men det ville være godt nok være kedeligt. Så mit råd til Yaroslav Popovych, Haimar Zubeldia, Andreas Klöden og Levi Leipheimer er: Gå ud og lav rav i den!

Bonusinfo: Astana årgang 2009 er måske det eneste Tour-hold i nyere tid, der stiller med seks kaptajner og tre hjælperyttere. Ikke engang Team Telekom i sine mest kaotiske inkarnationer kan være med her.

Bbox Bouygues Telecom

Yukiya Arashiro, William Bonnet, Pierrick Fèdrigo, Saïd Haddou, Laurent Léfèvre, Alexandre Pichot, Pierre Rolland, Yuri Trofimov, Thomas Voeckler

Kaptajn(er): Pierrick Fèdrigo, Thomas Voeckler

Sprinter(e):

Bjergrytter(e): Pierre Rolland, Yuri Trofimov

Ambition(er): Etapesejre

Bbox Bouygues Telecom har i denne sæson præsteret noget som få andre hold kan bryste sig af: De har vundet cykelløb på tre forskellige kontinenter (Afrika, Asien og Europa). Dette er dog ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel, men rettere en konstatering af at de har interesser (også) andre steder end på det klassiske cykelsportskontinent. Det er egentlig ganske sympatisk, og en sejr er en sejr – uagtet om den falder i Italien eller Gabon. Det er nu heller ikke svært at have sympati for det lille (som jo i parentes bemærket slet ikke er så lille endda) franske hold, der oftest har en meget offensiv tilgang til det at køre cykelløb. Dette skyldes nok primært, at de – i hvert fald i de største cykelløb – sjældent hører til favoritkredsen, og derfor er nødt til at jagte succes på anden vis.

Og den vis kender de fleste der har set Tour de France de sidste mange år: Angreb! Bouygues Telecom er et hold fyldt med angribere, og så er det sådan set ligegyldigt om terrænet og den givne rute passer holdets ryttere eller ej, ud over stepperne skal de. I Pierrick Fèdrigo, Thomas Voeckler, Laurent Léfèvre og Yuri Trofimov har de også de helt rette karakterer til at føre taktikken ud i livet, og der vil næppe gå mange kilometer af anden etape, før vi ser en Bouygues Telecom-rytter i udbrud. Og ja, vi kan lige så godt indse det: Den rytter vil nok være Voeckler.

Fèdrigo er en rytter jeg sætter stor pris på. Han har klasse, høj klasse endda, og på sine bedste dage er han en guderytter. Han havde en af disse dage, da han vandt en bjergetape i Critérium du Dauphiné Libéré for nylig, og den måde han vandt på i den betagende smukke afslutning op igennem Briancon var ren perfektion. Den tidligere franske mester har det med at vælge sine dage, og vi vil sandsynligvis se ham et par gange i løbet af de tre uger, hvor jeg med glæde vil heppe ham hele vejen til mål. Han vandt bjergtrøjen i førnævnte Dauphiné Libéré, og bjergtrøjen kunne måske være et nyt mål for ham i Tour de France?

En anden der måske vil have netop den prikkede trøje for øje er den unge Pierre Rolland. Han er allerede udråbt som det næste store franske håb (hvilket sikkert vil ride ham som en mare de kommende år), og hans præstationer i specielt sidste års Paris-Nice og Dauphiné Libéré (i sidstnævnte vandt han faktisk bjergkonkurrencen) virkede da også lovende. Den ranglede Rolland debuterer i Tour de France i år, og det kan måske nok ende med at han falder igennem, men håbet er jo lysegrønt – eller rød/hvid-prikket – og en hel nation vil følge ham med øjnene på stilke i håbet om/troen på, at der endelig er en ny stjerne på vej.

Nye stjerner på vej er hverken William Bonnet, Saïd Haddou eller Alexandre Pichot formentlig, men de besidder alle en vis hurtighed, der kan vise sig nyttig hvis de skulle havne i det rette udbrud. Haddou demonstrerede blandt andet denne hurtighed, da han i april vandt det tradionsrige franske endagsløb Tro-Bro Léon – ved denne lejlighed satte han godt 30 konkurrenter grundigt på plads. Bonnet har tidligere vist sig villig til at blande sig i massespurter, men har ikke helt hvad der skal til, til for alvor at være en trussel her. Sine gode prologevner får han næppe heller gavn af i et løb uden prolog, så det ligner en hjælpertjans, hvis han ikke lige har benene til at gå med i udbrud. Pichot er ej heller uden evner i en spurt, hvilket han blandt andet viste med flere gode placeringer i sidste års Tour of Qatar, der om noget er sprinternes etapeløb. I år har han primært gjort sig bemærket med en fornem 11.plads i Ronde van Vlaanderen.

Bouygues Telecom-truppen rundes af med et mere eksotisk indslag, nemlig japanske Yukiya Arashiro. At japaneren dog er mere end blot et godt marketingsprodukt til at sælge holdtrøjer viste han med sin flotte samlede niendeplads i den hårde franske etapeløbsklassiker 4 Jours de Dunkerque i maj måned. Han vil dog utvivlsomt få det vanskeligt i sin Tour-debut.

Caisse d’Epargne

David Arroyo, Rui Costa, Arnaud Coyot, José Iván Gutiérrez, Luis Pasamontes, Oscar Perreiro, José Joaquin Rojas, Luis Léon Sanchez, Rigoberto Uran

Kaptajn(er): Oscar Pereiro (?), Luis Léon Sanchez

Sprinter(e): José Joaquin Rojas

Bjergrytter(e): David Arroyo

Ambition(er): Etapesejre, samlet top-10 til Sanchez

For første gang i Valverde-æraen stiller Caisse d’Epargne uden en superstjerne i front. Alejandro Valverde selv er som bekendt ikke velkommen i Italien, hvis jord Tour-ruten lige rammer ved en enkel lejlighed, og derfor er kaptajnen ikke med når løbet starter på lørdag. Valverde har ellers vanen tro taget godt for sig af retterne i foråret, og sejret i velrenommerede etapeløb som Volta a Catalunya og Critérium du Dauphiné Libéré, men heldigvis for det spansk/franske hold har den anden oplagte stjerne, Luis Léon Sanchez, taget skridtet op med sin smukke sejr i Paris-Nice. De to har tilsammen noteret sig for 11 af holdets 14 sejre i år, og det siger en del om hvem der primært er i fokus på det mandskab. Dermed fortsættes traditionen fra halvfemsernes Banesto-hold, hvor Miguel Indurain jo som bekendt udøvede sit (blide) diktatur.

Men selvom Caisse d’Epargne i Tour de France må undvære sin altoverskyggende superstjerne, og det meste af ansvaret nu er lagt over på den seværdige og uhyre talentfulde Sanchez, så er det jo ikke fordi resten af holdet består af anonyme arbejdsmænd, der ‘kun’ kan arbejde sig selv halvt ihjel for kaptajnen. I den stabile klatrer David Arroyo har man for eksempel en mand der kan køre et rigtigt fint klassement på sin egen diskrete facon, skulle det glippe for Sanchez. I Rigoberto Uran har man en fyrig lille columbianer, der kan mere end de fleste – de der husker Tour de Suisse 2007, husker måske også hvordan han snød et toptunet felt med sit angreb en kilometer fra mål og dermed sikrede sig en meriterende etapesejr. Den 22-årige portugiser Rui Costa har imponeret i sin første sæson på topniveau, med samlet sejr i 4 Jours de Dunkerque og en fin 13.plads i Tour de Suisse. Enkeltstartsspecialisten José Iván Gutiérrez er altid en fornøjelse at følge når han begraver sig selv totalt i sin selvopofrende støtte til diverse kaptajner – måske får han mere rum til sig selv i Valverdes fravær? Så er der den talentfulde og meget hårdføre sprinter José Joaquin Rojas, der altid er på toppen i det tidligste forår, men har det med at få problemer når han når længere frem på sæsonen. Han er nu på sin fjerde fulde sæson som prof og har efterhånden fået så megen hård hud på kroppen, at det endelige gennembrud må nærme sig.

Vi må selvfølgelig ikke glemme den tidligere Tour-vinder Oscar Pereiro, men han har vist haft rigeligt at gøre med at komme tilbage til feltet efter sit uhyggelige styrt i sidste års Tour de France. Han har ikke vist noget som helst i denne sæson der indikerer, at han skulle være tilbage på sit topniveau, og umiddelbart er der altså ikke meget der tyder på, at han kommer til opnå en stor rolle rent personligt. Groft sagt bliver han måske degraderet til hjælperfunktionen, som man også må formode at sejtrækkere som Arnaud Coyot og Luis Pasamontes påtager sig.