Som det efterhånden er blevet en fast tilbagevendende tradition, så bliver årets VM-rute udråbt som benhård og slet ikke egnet til sprinterne. Således var det i 2001, hvor Lissabon lagde asfalt til en slutspurt mellem 45 mand, og hvor Oscar Freire slog Paolo Bettini og forlængst glemte Andrej Hauptman. Sådan var det i 2003 i canadiske Hamilton, hvor det først på løbets absolut sidste omgang lykkedes en lille og særdeles selektiv gruppe at slippe væk, og hvor de senere års største fluke af en verdensmester, Igor Astarloa, snød forfølgerne med blandt andre Alejandro Valverde og Peter Van Petegem, og hvor mere end 60 ryttere sluttede inden for et halvt minut af vindertiden. Sådan var det i Verona i 2004, hvor top-5 blev besat af sprintere – hårdføre sprintere som Freire (igen), Erik Zabel og Luca Paolini, javist, men sprintere ikke desto mindre. Og sådan var det igen i Salzburg i 2006, hvor kun en genial manøvre inden for den sidste kilometer gjorde at Bettini, Zabel, Valverde og Samuel Sanchez slap fri af det 45 mand store felt der ellers skulle have afgjort VM mellem sig.
Men denne gang skulle den være god nok: ruten i Mendrisio er benhård og slet ikke egnet til sprinterne. At dømme efter kvindernes og U23-herrernes løb tidligere på dagen, kan det godt se ud som om der er noget om snakken, for specielt hos kvinderne viste udskilningen sig efterhånden at blive ganske kraftig, og der blev lavet store tidsforskelle på de to bakker, hvor vinderne Tatiana Guderzo og Romain Sicard formåede henholdsvis ene kvinde og unge knægt at gøre forskellen. Det lover godt for herrernes linieløb, der starter i morgen formiddag og forventes afgjort sidst på eftermiddagen.
Hvem kan så forventes at løbe med titlen og den regnbuefarvede trøje? Det vil jeg forsøge at gætte mig lidt frem til her.
Ligesom det altså er blevet en tradition det seneste tiår (cirka) at fremhæve ruten som benhård og selektiv, så har selve VM-løbet mere og mere udviklet sig til en italiensk-spansk duel. Kigger vi ti år tilbage, til Verona 1999, så var det her Oscar Freire chokerede hele cykelverdenen ved at snyde alle favoritterne med et veltimet angreb på sidste kilometer. I ‘Freire-æraen’, som jeg vælger at kalde den, har Spanien fire verdensmesterskaber (Freire x3, Astarloa), det samme har Italien (Bettini x2, Mario Cipollini, Alessandro Ballan) og kun lettiske Romans Vainsteins og belgiske Tom Boonen har kunnet bryde dette mønster. Det virker dog som om italiernene har fået overtaget, da de har vundet de seneste tre og specielt sidste år fik de sat de spanske toreadorer fuldstændigt skakmat, og var kun marginalt presset af, ja, det danske hold minsandten. I morgen må vi dog igen forvente et primært opgør mellem de offensive italienere og de mere defensive spaniere. Italien har den vel største forhåndsfavorit i den i Vuelta a España ualmindeligt formstærke Damiano Cunego, der jo allerede sidste år var i overdådig VM-form, og kun blev slået af landsmand Ballan. Den regerende verdensmester er med igen, efter en sæson der i det store hele har været et skadesplaget mareridt. Ballan begyndte at vise form i slutningen af Tour de France, og var virkelig god i august, hvor han sejrede sammenlagt i Tour de Pologne. Han fik dog slet ikke præget Vuelta a España, og derfor står han nu i en situation, hvor han ikke kan forlange at spille hovedrollen på sit hold. Italienerne har i folk som Stefano Garzelli, Luca Paolini, Filippo Pozzato og formstærke Giovanni Visconti ryttere, der alle kan præge en rute og et løb som dette, og de må forventes at blive spillet ud i det store, strategiske slag der skal slås. Italienerne vil nok køre offensivt som de plejer, for selv om Cunego er blandt de bedste på bakkerne – hvis ikke den bedste – og kan slå de fleste i en spurt, så er han ikke nogen Paolo Bettini, der vil kunne besejre alle. Det spanske triumvirat Freire, Valverde og Sanchez kan alle matche hovedparten af rivalerne i en samlet afslutning, og kan derfor igen tillade sig at køre afventende, for ikke at sige destruktivt. Det bliver spændende at se, om Franco Ballerinis blå tropper endnu engang får held til at udmanøvrere Paco Antequeras hvid-gul-røde ditto.
Kigger man udover de to store nationer, så kunne der meget vel tænkes at komme hård konkurrence fra et stærkt australsk hold. Det føres an af Allan Davis, Cadel Evans, der kom godt ud af Vuelta a España, og så min dark horse, Simon Gerrans. Davis har ofte vist, at han magter disse hårde VM-rundstrækninger og at han har en stor del af sin power tilbage efter udmarvende strabadser. Han skal håbe på at en forholdsvis stor gruppe kommer samlet til målstregen, mens Evans skal køre fra alle sine konkurrenter. At dette scenario er utænkeligt er så en anden sag. Gerrans, derimod, skal håbe på hård udskilning, hvorefter han kan udnytte sin hurtighed i en mindre gruppe. Cérvelo Test Team-rytteren har haft en formidabel sæson, der har indbragt ham meriterende etapesejre i både Giro d’Italia og Vuelta a España, samt gevinst i Pro Tour-løbet GP Ouest France og top-10-placeringer i samtlige tre Ardenner-klassikere.
Udover de nævnte nationer er det svært at se hold, der kan sætte præg med stort set alle sine ryttere, og en stor nation som Tyskland skal nok håbe på lucky punches fra Tony Martin eller Fabian Wegmann, for alle Gerald Cioleks evner til trods, så vil han næppe sidde med til den bitre ende. Hos Rusland bør man vel sætte sin lid til snu og hypererfarne Serguei Ivanov og mesterskabsrytteren par excellence, Alexandr Kolobnev. Belgiens bedste kort er Philippe Gilbert, der dog har en uheldig vane med at administrere sine kræfter en smule skævt. Nick Nuyens har vist god efterårsform, men bliver der kørt hårdt vil han nok få vanskeligt ved at hænge på, endsige præge løbets finale. Tom Boonen har ofte vist at han kan være med i ganske krævende terræn, men her må han dog forventes at være for tung. Men hvem ved, måske kan han finde trøst i, at læremester Johan Museeuw vandt sidst VM blev afviklet i Schweiz i 1996?
Luxembourg står igen i den bizarre situation, at de er berettiget til at stille med fuldt hold – ni mand- men at de ganske enkelt ikke kan fylde holdkortet helt ud! Fire mand har de til start, og Andy Schleck må i fraværet af sin skadede bror sætte sin lid til en Kim Kirchen, der har haft en skidt og uheldspræget sæson, sat i relief af hans alt for tidlige exit fra Vuelta a España. Kort sagt: Andy må klare sig selv. Hvorvidt det overhovedet bliver aktuelt ved ingen, for den unge Schlecks form har det med at komme og gå som vinden blæser, og han har intet bedrevet siden Tour de France.
Norge har for første gang fuldt hold hos herreseniorerne, og i vidunderknægten Edvald Boasson Hagen har de et af de varmeste bud på en verdensmester. Han er dog stadig meget ung, og spørgsmålet er om ikke distancen vil være for meget for ham på nuværende tidspunkt? Der er dog ingen tvivl om at han vil blive markeret tæt, for han har haft en overvældende succesfuld sæson, og kan nærmest alt på en landevejscykel. De garvede kræfter Thor Hushovd og Kurt-Asle Arvesen kan altså vise sig at være nordmændenes bedste bud, og der vil jeg nok sætte min lid til Hushovd, der slet ikke er uden evner i terræn som dette.
USA stiller som altid med et b- eller c-hold, og det er svært at se nogen af dem gøre noget som helst i dette løb. Tyler Farrar er vel bedste bud, men ruten er nok for krævende, og desuden har han haft en laaaaaaaang sæson allerede, og der kan ikke være meget tilbage i ham. Tom Danielson har i år vist glimt af genopstandelse, men har ved gud aldrig vist noget som helst i endagsløbene – det gør han næppe heller i morgen.
Briterne har en flok dygtige ryttere med, men det er nok for tidligt – og for voldsom en rute – for den supertalentfulde Ben Swift. David Millar viste god enkeltstartsform i Vuelta a España, hvor han vandt den sidste tidskørsel. Han sprang VM-enkeltstarten over, da han på forhånd havde indset at han ville møde overmagten i den schweiziske bjørn, og har således fokuseret fuldt på linieløbet. Endagsløb har dog aldrig været Millars speciale, og jeg har svært ved at se ham gøre noget helt stort her. Det samme gælder for glimrende og erfarne ryttere som Roger Hammond og Steven Cummings.
Holland er drattet nedad i hierarket og har ligesom en anden falmet stormagt, Frankrig, kun seks ryttere med. Det er dog seks gode ryttere, og både Lars Boom, Robert Gesink og Johnny Hoogerland var vældigt godt kørende i Vuelta a España. Boom kunne faktisk være en interessant outsider, men jeg har en forestilling om, at distancen er en kende for meget for ham. Bunderfarne Karsten Kroon er som altid en mand man skal tage seriøst i et løb som dette, og er måske det største orange håb.
Frankrigs bedste kort er Sylvain Chavanel og Pierrick Fèdrigo, men deres store evner til trods, vil de næppe kunne stille meget op i det skrappe selskab.
Danmark skal forsøge at gentage den store succes fra i fjor, men Matti Breschel virker desværre ikke helt så skarp som på samme tidspunkt sidste år. Ruten kan også let vise sig at være for krævende til den hurtige og alsidige Køge-knægt. Jakob Fuglsang og Chris Anker Sørensen bør begge kunne gøre sig på en hård rute som denne, men ingen af dem har en afslutning der kan bruges til ret meget i de afgørende momenter.
Værtsnationen er en enmandshær, der hedder Fabian Cancellara. Af de mange magtdemonstrationer han har leveret de senere år, var VM-enkeltstarten i torsdags måske den største. Cancellara hører til den ypperste favoritkreds, og er han med i front på toppen af den sidste stigning, så er der en stor risiko for at han kan køre favoritterne i sænk på de afsluttende 2-3 kilometer. Måske vil vi i morgen se den første mand, der vinder både enkeltstart og linieløb samme år?
Det var mit kig på de mest traditionsrige nationer – skal man kigge på de mere ‘eksotiske’ lande, så skal Tjekkiets Roman Kreuziger nævnes. Han viste stigende formkurve i Vuelta a España, og viste i augusts Clasica San Sebastian, at han også magter endagsløb. Hos Slovenien har man en spændende fyr i Grega Bole, der både kan køre i bakker og – ikke mindst – spurte, men han er temmelig uprøvet, og vil nok ikke spille nogen rolle i afgørelsen. Colombia stiller med alsidige springfyre i José Serpa og Rigoberto Uran, der kan lidt af hvert, mens Kazakhstan skal håbe på Alexandre Vinokourov. Andrey Kasheckin gjorde comeback i enkeltstarten forleden, men var langt fra fordums styrke, og han vil næppe præstere i linieløbet. I form ville en bakke- og spurtstærk gut som Maxim Iglinskiy være et spændende outsiderbud, men hvor hans form befinder sig er noget uklart. Ukraine har i Andriy Grivko en hyperoffensiv rytter, der dog nok skal få brændt sine mange kræfter af på alle de forkerte tidspunkter.
Estland stiller med spændende folk som Rein Taaramäe og René Mandri, der dog formentlig vil blive overmatchet, mens slovakkerne skal håbe at forhenværende U23-verdensmester Peter Velits har en af sine store dage. Canada har fine folk i Michael Barry, der tidligere har kørt gode VM, og Ryder Hesjedal, der vandt en bjergetape i Vuelta a España, mens Thomas Lövkvist nok er det største svenske håb, trods Marcus Ljungqvists gode VM-meritter. Endelig fortjener den irske trio Philip Deignan, Daniel Martin og Nicolas Roche, og den hviderussiske ditto Vasil Kiryienka, Aliaksandr Kuchynski og Kanstantin Siutsou også at blive nævnt. Ingen af disse mere perifere navne er måske ligefrem vinderemner, men det vil ikke være chokerende hvis nogen af dem sidder med langt ind i finalen.
Eurosport sender direkte fra klokken 10.15 til løbets afslutning, dog med en pause undervejs. Vil man gerne have det hele med, kan det anbefales at kigge med på svensk TV1 fra klokken 10.20, og samme tid går norske NRK1 på. Dansk TV2 går først på fra klokken 15.00.
Den endelige startliste findes lige her.
God fornøjelse med VM-løbet!
