Tour de France 2008 – ruten (del 1)

Siden Christian Prudhomme overtog pisken og ledelsen af Tour de France fra Jean-Marie Leblanc, har der været – og vil der blive – eksperimenteret en anelse med ruteplanlægningen. Sidste års start i London viste sig som en genistreg, med enorme tilskuermængder og tilfredse ryttere til følge. I 2009 starter man med en 15 kilometer lang enkeltstart i og omkring Monaco, hvilket af naturlige årsager giver flere terrænmæssige muligheder for de efterfølgende dage. Men også i år har man leget lidt med opsætningen – endda i højere grad end meget længe.

For første gang siden 1966 åbnes løbet ikke med en tidskørsel. Man har fra ledelsens side i stedet valgt at begynde lige på og hårdt med en snørklet og knoldet etape over 197,5 kilometer. Med udgangspunkt i det forblæste Bretagne skal rytterne altså bekæmpe bakker såvel som vind på deres vej fra Brest til Plumelec. For en første etape (5.juli) i Tour de France er denne strækning relativt kringlet, og afslutningen – på den to kilometer lange stigning Côte de Cadoudal – gør det ikke lettere for rytterne. Her er altså ikke (nødvendigvis) tale om en klassisk sprinteretape, hvilket resultatet fra seneste Tour-besøg i Plumelec da også vidner om.

Anden etape (6. juli) fra Auray til Saint-Brieuc er ikke mindre kompliceret med en masse småbakker og lusket landskab, der kan skabe mere ravage end højdeprofilen umiddelbart indikerer. Sidst Tour-karavanen besøgte Saint-Brieuc var i 2004, og dengang sørgede regn og vind for splittelse i feltet, inden Filippo Pozzato udmanøvrerede Iker Flores og Francisco Mancebo i den drilske afslutning. Ud over denne etape mindes nogen måske også prologen i 1995, hvor en oversatsende Chris Boardman styrtede i et sving i det drivvåde føre i Saint-Brieucs gader.

Efter weekendens indledende øvelser møder rytterne for første gang i årets Tour rendyrket sprinterterræn, når de på tredie etape (7. juli) kører til Nantes, en af veteranerne på rutekortet. Der er start i kystbyen Saint-Malo, og herfra baner feltet sig syd på og ind i landet. Terrænet er let bulet, men næppe noget der kan afskrække et par hundrede professionelle cykelryttere. Der er ingen kategoriserede stigninger og afslutningen er da også helt flad, så alt peger på at et samlet felt rammer Nantes, hvor spurtkanonerne skal have deres første regulære konfrontation efter en formodet hurtigt kørt etape.

At sprinterne ikke skal have det for let, og komme for godt ind i rytmen er fjerde etape (8. juli) bevis på. For allerede her venter løbets første enkeltstart. Denne første alvorlige test for de klassementhåbefulde starter og slutter i Cholet, og byder på ganske få vanskeligheder hvad højdemeter angår – for ikke at sige ingen. Distancen er 29,5 km og profil og distance må virke særdeles indbydende for tempotonserne. Om de vil det eller ej, så skal de mere bjergstærke klassementfolk stramme sig gevaldigt an her.

Efter løbets korteste etape venter den længste, nemlig den femte (9. juli) af slagsen. Med udgangspunkt i gårsdagens centrum, Cholet, bevæger karavanen sig stik øst på de 232 kilometer mod Chateauroux. Feltet befinder sig i det midtfranske bakkelandskab, i klassisk cykelterræn (Tours, for eksempel, er ikke fjernt fra dagens rute). Helt pandekagefladt er det ikke, men de små takker der stikker op på profilen er næppe voldsomt generende for feltet. På papiret en oplagt sprinteretape, men presset ind mellem løbets første enkeltstart og de første bjerge, kan et udbrud muligvis få lang snor. Mest sandsynligt virker det dog, at de hurtige folk – som formentlig sulter allerede på nuværende tidspunkt – får lov at folde sig ud i Gérard Depardieus pittoreske fødeby.

Som nævnt venter de første bjerge – og den første bjergafslutning – allerede på sjette etape (10. juli). Feltet befinder sig ikke helt i Pyrenæerne endnu, men ‘blot’ i det mere beherskede Massif Central. Det betyder dog ikke at det bliver let, for det er aldrig rigtigt fladt i dette område. Efter en knoldet, men dog rimelig indledning med et par kategori-4-toppe, tager etapens vanskeligheder for alvor fat på de sidste 50 af de i alt 195,5 kilometer fra Aigurande til Super-Besse. Den 1400 meter høje Col de la Croix-Morand er – med sin top 37,5 km fra mål – en lille aperitif til afslutningen opad Super-Besse. Målstigningen er ikke ekstremt vanskelig, men byder dog på de sidste 1,5 km på en hældning på 10 %. Denne afslutning har været brugt to gange tidligere – i 1978 0g 1996. Senest bød den på fremragende cykelløb og en velkendt vinder:

Rolf Sørensen vil have rig lejlighed til at fortælle om sin smukke sejr, når bjergsprinterne kæmper deres indædte kamp på målstregen. Forvent sekunders tidsforskelle blandt klassementfokene frem for minutter på denne etape.

Syvende etape (11. juli) lader ikke de allerede nu ømme cykelrytterben få megen hvile, for ruten mellem Brioude og Aurillac er omtrent lige så knoldet og vanskelig som forgængeren. Hele fem kategoriserede stigninger – fortsat i de lavere kategorier 2, 3 0g 4 – skal forceres inden den relativt flade afslutning. Mest bemærkelsesværdigt er det knap 1600 meter høje Pas de Peyrol, som gør livet surt for rytterne på den sidste halvdel af etapens i alt 159 km. Otte kilometer med en gennemsnitlig stigning på godt 6 % skal nok skabe ravage, hvis der køres igennem. Vælger feltet at rulle adstadigt hen over, udsættes dramatikken til bare 10-12 km fra mål, for her venter den lumske Côte de Saint-Jean de Donne. Her vil der med sikkerhed ske ting og sager, for selv om bakken blot er 1,7 km lang, så vil dens gennemsnitsstigning på 9,9 % sortere kraftigt ud i flokken af vinderhåb. Fra toppen er der ni km til mål, med en efterfølgende stejl nedkørsel og flad vej de sidste tre-fire kilometer. En giftig etape, der vil skabe mange, små huller, omend den næppe vil få voldsom indflydelse på det samlede klassement. Da sprinterne næppe vil hænge på hele vejen til mål, er denne etape en oplagt mulighed for enkeltstartens og den første bjergetapes ofre. Med mindre klassementfolkene vil bruge den som slagmark.

Ottende etape (12. juli) fra Figeac til Toulouse fortsætter hvor de to foregående slap, nemlig i et krøllet og ondskabsfuldt terræn, hvor rytterne ikke får mange øjeblikkes ro. Inden for de første 70 kilometer er der placeret hele fire kategoriserede stigninger, og det er ikke utænkeligt at feltet vil blive splittet og samlet op til flere gange i løbet af etapens første halvdel. Ved forplejningszonen efter 89 kilometer begynder det dog at lysne for de hårdest ramte, for her flader ruten noget ud og anden halvdel af etapen indbyder til højt tempo fra sprinterholdene. To små bakker, henholdsvis 22 og 13 kilometer fra målet i Frankrigs fjerdestørste by, kan dog komme i vejen for de tungeste spurtkarle, men disse vil formentlig knibe tæer, øjne og baller sammen, for opløbet i Toulouse er sandsynligvis deres eneste chance for triumf i en længere periode. Med tanke på hvor få muligheder de egentlig har haft på nuværende tidspunkt, vil det nok vurderes at være anstrengelserne værd. På trods af 172,5 kilometer på varme og knoldede, sydfranske veje.

Hvis ikke alvoren har meldt sig endnu for de hårdtprøvede pedalatleter, så gør den det virkelig på niende etape (13. juli). Her venter 224 kilometer mellem Toulouse og Bagnères-de-Bigorre, og som om det ikke er nok at de skal sidde i sadlen rigtig længe denne dag, så skal de også klatre over et par af Pyrenæernes helt legendariske bjergpas. Etapens første 150 kilometer er såmænd ikke værre end hvad feltet allerede er blevet udsat for, for de fem klassificerede stigninger der venter på den strækning er alle i kategori 3 og 4. Her vil der næppe ske mandefald, selv om vejen er jævnt (men blidt) stigende det meste af tiden. Vanskelighederne hober sig dog op i horisonten, og når 150-km-mærket er passeret vil bjergelefanterne sikkert sige “tak for i dag”, og finde sig til rette i gruppettoen. Første rigtigt voldsomme bjerg, Col de Peyresourde, passeres med 57,5 km til mål, og med denne placering, vil vi nok ikke se samme sprintermatch-lignende billeder her, som Alberto Contador og Michael Rasmussen bød publikum på sidste år:

Men når rytterne er nået helt derop har de klatret i mere end 13 stejle kilometer, og det vil de nok kunne mærke, også selv om udskilningen ikke vil være endegyldig her. Efter passagen af Peyresourde venter en lang nedkørsel, og straks derefter endnu en stejl opstigning til Col d’Aspin, 12,3 km med 6,5 % i snit. Toppen af Aspin rammes efter 198 kilometer, og herefter venter 26 kilometer nedad. Selve afslutningen er mere eller mindre flad, og lægger op til en spurt mellem en gruppe overlevende. De senere år har den første store bjergetape budt på afventende kørsel fra topfolkene, hvilket har favoriseret udbrydere med velfungerende bjergben, men uden de store klassementhåb. Spørgsmålet er hvad de ret kraftige udfordringer tidligere på ugen kommer til at betyde for udviklingen af denne første rigtig store bjergetape – måske er tiden moden til at klassementfolket kommer ud af deres skjul?

En del taler dog for, at det virkelige Pyrenæer-slag skal slås på 10. etape (14. juli). Bastilledagen vil få den hengemte vildmand frem i samtlige franske ryttere i feltet, og de vil formentlig trampe hinanden over tæerne for at komme afsted på de 156 kilometer fra Pau til Hautacam. De mest succesrige og dristige af dem vil sikkert føle sig on top of the world indtil de når forplejningszonen i Campan efter 84 kilometer. Derefter vil de nok ønske sig andetsteds. Efter fodringen venter nemlig Pyrenæernes mest berømte og berygtede bjerg, det mytiske Col du Tourmalet. 18 lange og stejle kilometer, der automatisk vil skabe udskilning, uden at rytterne dog vil komme en og en over toppen i 2115 meters højde. Herefter venter en lige så lang og modbydelig nedkørsel, inden det falder mindre drastisk i yderligere 15-18 kilometer. Fra bunden i Ayros-Arbouix er der godt 14 kilometer til målstregen, og det er her – på den stejle rampe op til Hautacam – at dramatikken vil tage til. Her kan favoritterne ikke gemme sig længere, og de må melde ud om de er til noget eller ej. Hautacam har – som de fleste nok er bekendt med – haft afgørende indflydelse på det samlede slutresultat de tre gange det er blevet brugt i Tour-sammenhæng. Det var her Miguel Indurain smed alle konkurrenter (undtagen den mere kontrollerbare Luc Leblanc) af i 1994, her Bjarne Riis kiggede sine rivaler ud i 1996, og her Lance Armstrong i et øsende regnvejr savede Marco Pantani, Jan Ullrich og Alex Zülle midt over på vej mod den samlede sejr i 2000, selv om laurbærene på Hautacam ved den lejlighed gik til Javier Otxoa. Her vil der med garanti ske ravage.

Etapeprofiler og flere detaljer kan findes på løbets officielle hjemmeside.

Explore posts in the same categories: Cykelsport

Tags: cykling, rute, tour de france 2008

You can comment below, or link to this permanent URL from your own site.