Tour de France 2008 – 6. etape

Forskræp

Bjerge! Af den beherskede slags, jovist, men bjerge er det ikke desto mindre. Det er en etape der er temmelig vanskelig at greje – tro mig, det har været en lidelse at sætte managerhold til dagens strabadser – for det kan ende med hvad som helst. Lige bortset fra en massespurt. De foregående dages pinsler har sat sit præg på klassementet, og stærke bjergryttere som David López García og Leonardo Piepoli er for eksempel allerede 14 minutter efter. Derfor kan man let forestille sig, at et udbrud med kompetente, men ufarlige folk vil få lov at køre hjem. På den anden side vil nogle af klassementfolkene måske også gerne teste rivalerne, mens en mand som Riccardo Ricco’ har netop denne etape som erklæret mål. De der har ambitioner om at skrabe point til sig i bjergkonkurrencen vil med en vis sandsynlighed også af sted i dag, så Thomas Voeckler, Sylvain Chavanel og måske Christophe Moreau vil prøve lykken. Det er altså lidt af et sammensurium af ryttere, interesser og strategier, der skal jongleres med i dag. Men den afsluttende stigning bliver selvfølgelig afgørende under alle omstændigheder. Bliver det et opgør mellem forhåndsfavoritterne skal man selvfølgelig nævne Alejandro Valverde, Kim Kirchen, Damiano Cunego og føromtalte Ricco’. Skulle et udbrud snige sig hjem, kunne det være interessant at kigge efter David Moncoutié, John Gadret, Yuri Trofimov eller måske Sandy Casar. Mellem klassementfolkene vil der næppe ske den store udskilning, men det er næsten sikkert at nogen vil miste lidt tid. Måske 15-20-30 sekunder – det er de afstande der vil kunne skabes på de sidste, stejle 1,5 kilometer. Hvem ofrene bliver – det er det interessante.

Efterskræp

Og det gik så stort set lige efter den fiktive bog. Et lille udbrud kom af sted ret hurtigt, men Sylvain Chavanel, Freddy Bichot og Benoît Vaugrenard fik aldrig noget kæmpe forspring. Chavanel gik forudsigeligt nok efter at hente bjergpoint og ved etapens afslutning kunne han se tilbage på et succesrigt togt: Prikkerne klæber nu til Cofidis-kaptajnen. Men favoritterne havde åbenbart planer med dagens bjergafslutning, og holdt udbruddet i stram snor – i fællesskab med den gule trøje Stefan Schumachers Gerolsteiner-tropper. Allerede fra bunden af dagens første kategori-2-stigning var der angrebsiver fra feltet, og det fygede om ørerne på rytterne med accelerationer og udbrudsforsøg. Men selv om det var relativt ufarlige folk der prøvede lykken, var der ingen der havde held med deres forehavende. Fra toppen af Croix-Morand-bjerget satte Caisse d´Epargne sig i front og trak i et hårdt, men kontrolleret tempo. Det fortsatte de med hele vejen hen til målstigningen Super-Besse, hvor Bichot som den sidste af lykkeridderne blev hentet. Allerede i bunden blev der angrebet fra alle sider. Franskmændene var specielt ivrige, og folk som Laurent Lefèvre, Amaël Moinard og David Moncoutié forsøgte sig alle uden større held. Mere interessant var angrebet fra Vladimir Efimkin, der senere fik følgeskab af Christian Vande Velde og Leonardo Piepoli. Disse blev dog hentet i bunden af den sidste 1½ kilometer, stejle stigning, og herfra mandsopdækkede favoritterne hinanden. Udfaldet blev ikke uventet, at Riccardo Ricco’ og Alejandro Valverde passerede stregen først, men italieneren var meget overbevisende, og fik næsten den spanske mester til at se langsom ud. En bedrift i sig selv. Tidsforskellene blev som ventet minimale favoritterne imellem, men dramatik kom der alligevel: Med 500 meter tilbage styrtede Schumacher idet han ville accelerere, og forhindrede blandt andet Andy Schleck og Denis Menchov i at følge de forreste. Schumacher selv mistede naturligvis også tid, og derved kunne han ikke forsvare førertrøje, der i stedet blev overtaget af Kim Kirchen. Altså endnu en trøje til Team Columbia, der har vadet i succes de første seks dage.

1. Riccardo Ricco’ (Saunier Duval-Scott) 4.57.52 timer

2. Alejandro Valverde (Caisse d’Epargne) + 0.01 minutter

3. Cadel Evans (Silence-Lotto) s.t.

4. Frank Schleck (CSC Saxo Bank) 0.04

5. Kim Kirchen (Team Columbia) s.t.

Samlet

1. Kim Kirchen 24.30.41 timer

2. Cadel Evans + 0.06 minutter

3. Stefan Schumacher (Gerolsteiner) 0.16

4. Christian Vande Velde (Garmin Chipotle) 0.44

5. David Millar (Garmin Chipotle) 0.47

Explore posts in the same categories: Cykelsport

Tags: , ,

You can comment below, or link to this permanent URL from your own site.

Comment: