Tour de France 2008 – 7. etape

Forskræp
I dag venter den anden etape i Massif Central og den er lusket. Umiddelbart vil der formentlig ikke ske noget blandt klassementfolkene, der skal puste ud oven på gårsdagens strabadser. Men det er et terræn, der i den grad indbyder til angreb. Med en hård start, hvor feltet kører opad med det samme, kan der forventes hektisk aktivitet, for der er mange der gerne vil ud og lege i dette drilske landskab. Klassementet er rystet en smule på plads nu efter enkeltstarten og den første bjergafslutning, så der er en del ryttere der allerede nu er relativt ufarlige i den store sammenhæng. Det er derfor blandt disse folk, at dagens lykkeriddere skal findes. Typer som David Moncoutié, der forsøgte sig allerede i går, Sandy Casar, Carlos Barredo, David de la Fuente, Jens Voigt og mange, MANGE andre vil sikkert kaste sig hovedkulds ud på vejene. Med 31 bjergpoint at slås om er det utænkeligt, at rivalerne Thomas Voeckler og Sylvain Chavanel ikke vil være synlige. Chavanel brugte en del kræfter på at køre sig i bjergtrøjen i går, så spørgsmålet er om han har benene allerede igen i dag. Med al sandsynlighed vil han dog i det mindste jagte pointene på den tidlige kategori-3, og måske derefter håbe på at en holdkammerat som for eksempel Moncoutié eller Amaël Moinard vil støvsuge de resterende undervejs. Det er mest sandsynligt, at et udbrud vil køre hjem i dag, omend man dog ikke helt kan udelukke at et større felt kommer samlet hjem. Det afhænger dog af, om der vil blive kørt igennem på de to kategori-2-bjerge med 50-60 kilometer til mål, og desuden er der en giftig og meget stejl bakke blot ni kilometer fra målstregen i Aurillac. Det er næsten udelukket, at de regulære sprintere kommer med hjem. Dog kan folk som Oscar Freire og Erik Zabel vise sig at være holdbare, men om deres hold er stærke nok til – og har interesse i – at holde snor i et udbrud, det er tvivlsomt.
Efterskræp
Pow! Sikken vild etape. Der var hektisk aktivitet allerede fra start, og udbrud kørte, blev hentet. Nye udbrud kørte, blev hentet. Og sådan fortsatte det. Da de første tv-billeder kom på cirka en time inde i etapen, var dagens store udbrud stadig ikke etableret, og man kan vel egentlig sige, at det aldrig blev etableret. Således var det et styrt kombineret med kraftig vind, der skabte hullerne i feltet, og resultatet af dette og en efterfølgende forcering var, at omkring 20 mand slap fri. Blandt disse sad alle forhåndsfavoritterne, undtagen den styrtede Damiano Cunego (Lampre), Stijn Devolder (Quick Step) og hele Euskaltel-mandskabet. Til gengæld var CSC Saxo Bank repræsenteret med hele seks ryttere, og det var da også tydeligt, at der var dem der havde størst interesse i at lave forskellen i dag. Fabian Cancellara og Jens Voigt knoklede røven ud af bukserne, men fik kun sporadisk hjælp af de tre ‘overlevende’ Caisse d’Epargne-ryttere. Enden på dette slag blev, at feltet – ført an af de slagne Lampre-folk – nåede op til frontgruppen lige nøjagtig i bunden af dagens første kategori-2-stigning. Straks blev der slået kontra, og den kom fra Josep Jufre og Luis-León Sanchez (Caisse d’Epargne). De fik kort efter selskab af Jufres Saunier Duval-kollega, David de la Fuente og Vincenzo Nibali fra Liquigas, og hermed var dagens mest vedholdende udbrud dannet. De fire arbejdede fint sammen og holdt hen over de to kategori-2-bjerge, men i bunden af dagens sidste bakke 11 kilometer fra mål måtte de se sig hentet af et kraftigt forcerende felt. Kort inde på bakken angreb Gerolsteiners Stefan Schumacher i håb om at vinde den gule trøje tilbage, men han blev mandsopdækket af Oscar Pereiro (Caisse d’Epargne). De to fik ikke rigtig hul, men forårsagede dog endnu en splittelse i feltet, der resulterede i at 23 mand slap væk på nedkørslen. En af dem, dagens mest aggressive rytter Luis-León Sanchez, tog chancen og slap endnu en gang væk. Og denne gang lykkedes det ham at holde de jagtende forfølgere bag sig, til en yderst velfortjent og vanvittigt imponerende sejr. De fleste af klassementfolkene sad med forfølgergruppen hjem, men igen måtte Damiano Cunego slippe taget og han satte 27 sekunder til i forhold til rivalerne. Kim Kirchen er fortsat i spidsen.
Dagens etape var også den første der bød på større mandefald. Mest prominente tab var Christophe Moreau, der tidligt blev sat i den hårde vind, og kort efter pillede nummeret af sin trikot. Agritubel-kaptajnen kunne dermed fuldende en Tour-uge, hvor han ved flere lejligheder slap feltet i hård sidevindskørsel, og i det hele taget ikke har ramt mange rigtige tråd.
Her til aften kom så beskeden om, at årets første ‘offer’ for en positiv dopingtest var fundet. Den heldige vinder var veteranen Manuel Beltran, der straks forlod løbet. Den 37-årige spanier testede positiv for EPO på første etape, og er nu suspenderet af sit hold Liquigas. Beltran kan nu blot afvente resultatet af b-prøven, og viser den samme resultat var dagens etape nok den sidste, hvor på han befandt sig i et professionelt cykelfelt.
1. Luis-León Sanchez (Caisse d’Epargne) 3.52.53 timer
2. Stefan Schumacher (Gerolsteiner) + 0.06 minutter
3. Filippo Pozzato (Liquigas) s.t.
4. Kim Kirchen (Team Columbia) s.t.
5. Alejandro Valverde (Caisse d’Epargne) s.t.
Tags: 7. etape, cykling, tour de france 2008
You can comment below, or link to this permanent URL from your own site.