Tour de France 2008 – 18. etape

Forskræp
Det er svært ikke at betragte denne etape som andet end dagen derpå. De høje bjerge er bag feltet, og herfra går det kun nedad – med hensyn til højdemeter – til rytterne når Paris på søndag. Men det faktum behøver ikke betyde, at det bliver kedeligt. Profilen er i hvert fald indbydende. Og dette kan ‘kun’ ende med, at et udbrud kører hjem. Det er slet ikke sprinterterræn, og CSC Saxo Bank vil nok være ligeglade med at holde folk tilbage, der ikke spiller en rolle i det samlede klassement. Men samtidig er det også en temmelig lusket etape, der måske kan bruges til en offensiv. En tanke er, at man fra førerholdets side ikke anser Carlos Sastres forspring for stort nok, og vil prøve at lave en udskilning. Det er bulet og knoldet hele dagen, og den lange – men umiddelbart ikke synderligt stejle – Croix de Montvieux, med top 33,5 kilometer fra mål kan måske bruges til et eller andet. Det samme kan den lille knold Côte de Sorbiers 8,5 kilometer fra målstregen. Det kan altså forventes, at der vil blive kørt to cykelløb i dag; et blandt de udbrydere der kommer afsted og et i feltet.
Hvem sidder så i dagens udbrud? Ja, det kan være hvem som helst. Jeg forventer at Ag2r vil forsøge at få en mand eller to med, da de formentlig stadig har holdkonkurrencen i tankerne. Det kan være noget for hurtige Martin Elmiger, eller måske Christophe Riblon, Hubert Dupont eller José Luis Arrieta. Cofidis har været med i det meste i dette løb, og det vil næppe være anderledes i dag. Samtlige ryttere på det hold kan potentielt blande sig i dag, så der er frit valg. Ellers vil det være the usual suspects: Filippo Pozzato, Alessandro Ballan, Thomas Voeckler, Ronny Scholz – sågar Kurt-Asle Arvesen eller Jens Voigt, hvis CSC Saxo Bank har de interesser i dag. Og, ikke at forglemme, kræfter i behold.
Efterskræp
Det blev mildt sagt ikke det store sus. Feltet kørte som død og helvede fra starten, og den første time blev afviklet med et gennemsnit på næsten 56 kilometer i timen! Ganske vist gik det meste af ruten nedad, men alligevel. Da der kom tv på, var to mand sluppet afgørende fri, og Carlos Barredo og Marcus Burghardt fik da heller aldrig selskab bagfra. I feltet var der ikke rigtig nogen aktivitet, og kun tre forfølgere på en ligegyldig mellemhånd forsøgte sig. Så det hele var lidt bedrøveligt at overvære. I frontduoen var der aldrig nogen tvivl om, at Burghardt var den suverænt hurtigste, og det gav nogle, trods alt, interessante billeder af Carlos Barredo, der desperat prøvede at slippe ud af den situation. De sidste 10-15 kilometer udviklede sig til en regulær krig, hvor ingen kneb var for ufine – bedst symboliseret i Barredos angreb, da Burghardt forsøgte at lyne sin jakke. På de sidste fem kilometer gik de to udbrydere helt i stå og udkæmpede en duel der lignede en sprintermatch på bane. Den kraftfulde tysker viste sig selvfølgelig at være sin spanske følgesvend klart overlegen, og vandt let spurten. Bagude udkæmpede sig en anden duel, da Roman Kreuziger benyttede dagens sidste stigning til at angribe Andy Schlecks hvide ungdomstrøje. Luxembourgeren svarede dog igen, og det mundede ud i at de to sammen med blandt andre den lokale helt, Cyril Dessel, fik et lille hul til feltet. De cirka ti sekunder de havde på stregen får dog næppe nogen større betydning i det samlede klassement.
Dagens drama udspillede sig langt bag feltet. Den hårdtprøvede Damiano Cunego styrtede efter 30 kilometer, og groggy og forslået måtte han sætte sig på asfalten, hvor han blandt andet fik store forbindinger på hagen. Efter seks-syv minutter fik han kæmpet sig op på cyklen, og blev herfra bugseret videre på etapen af fire holdkammerater. Kvintetten havde 150 kilometer foran sig, og det lykkedes dem faktisk at komme i mål inden for tidsgrænsen, med et tidstab på cirka 13½ minutter til feltet. En heroisk indsats af Cunego, der kan se tilbage på en rædsom Tour, hvor han slet ikke har kunnet leve op til forventningerne og desuden er blevet ramt af talrige uheld. Han blev efter etapen bragt til hospitalet i Saint-Ètienne, hvor det blev konstateret at han intet havde brækket. Han var dog så forslået over hele kroppen, at han ikke stiller til start i morgen. En trist sortie for ‘den lille prins’, der trods åbenlyse vanskeligheder i løbet har kæmpet tappert og nægtet at give op.
Tags: 18. etape, cykling, tour de france 2008
You can comment below, or link to this permanent URL from your own site.