Paris-Nice konklusion
To glade mænd med armene i vejret. Forståeligt nok.
Antonio Colom fik endelig noget ud af de kræfter han ofrede på de sidste tre bjergrige dage. En etapesejr i Paris-Nice, som vel – sammen med den han snuppede i Dauphine Libéré i 2007 – må rangeres som hans mest prestigiøse hidtil. Luis Leon Sanchez er naturligvis glad fordi han denne gang fik opfyldt sin store drøm – at vinde Paris-Nice. Desuden er han nok også lettet over, at han slap helskindet gennem den meget intense slutetape.
Nogen let opgave blev det bestemt ikke at forsvare den gule klud, han kørte rundt med på kroppen, for Alberto Contador havde ikke i sinde at overgive sig, og allerede på dagens første (og vanskeligste) stigning Col de la Porte stak han afsted alene, for siden at hente aktørerne i morgenens store udbrud lidt efter lidt. Da han passerede toppen havde han allerede oparbejdet et forspring på godt og vel to minutter, og var altså derfor forbi Sanchez i den samlede stilling. Selvom situationen var lidt kritisk – og bestemt ikke blev mindre kritisk, da han punkterede to gange på vej opad bjerget - virkede Sanchez dog forholdsvis rolig, og takket være godt teamarbejde fik han og Caisse d’Epargne-folkene efterhånden udbruddet ned i et rimeligt tidsmæssigt leje.
De fik aldrig hentet Contador, som tog nogle enkelte pauser undervejs, men gav alt hvad han havde tilbage på dagens sidste forhindring, Col d’Eze. Men mindre kunne gøre det for Luis Leon Sanchez, der ikke for alvor behøvede at bekymre sig over, at Colom og Frank Schleck kørte væk på Eze, og kunne afgøre etapen i selskab med Contador på Promenade des Anglais. Her var Colom altså den stærkeste efter et hårdt og afsindigt medrivende cykelløb, som sjældent er set bedre. Sanchez bevarede førertrøjen med en sikker margin, og holdt Schleck og Sylvain Chavanel på klar afstand. De to stod for løbets sidste dramatiske duel, da Chavanel punkterede på nedkørslen fra Eze, mens Schleck jo lå foran. Den franske darling jagtede vildt nedad – og fik også lidt rigeligt hjælp fra diverse firehjulede køretøjer, hvilket vi dog ser gennem fingrene med i sympati for Sylvain hin Seværdige – og fik kontakt til den store forfølgergruppe. Lukke hullet til Schleck kunne han dog ikke, og de to byttede altså plads på podiet.
Den endelige top-10 i Paris-Nice blev som følger:
1. Luis Leon Sanchez (Caisse d’Epargne/Spanien) 30. 53. 51 timer
2. Frank Schleck (Team Saxo Bank/Luxembourg) + 1.00 min
3. Sylvain Chavanel (Quick Step/Frankrig) + 1.09
4. Alberto Contador (Astana/Spanien) + 1.24
5. Antonio Colom (Katusha/Spanien) + 1.47
6. Jens Voigt (Team Saxo Bank/Tyskland) + 1.59
7. Kevin Seeldrayers (Quick Step/Belgien) + 2.29
8. Jonathan Hivert (Skil-Shimano/Frankrig) + 2.57
9.Yuri Trofimov (BBox Bouygues Telecom/Rusland) + 3.37
10.Christophe Le Mevel (Francaise des Jeux/Frankrig) + 4.00
Pointkonkurrencen: Sylvain Chavanel
Bjergkonkurrencen: Tony Martin (Team Columbia-High Road/Tyskland)
Ungdomskonkurrencen: Kevin Seeldrayers
Holdkonkurrencen: (Team Saxo Bank)
Der dukkede nye interessante navne op på resultatlisten i år. Først og fremmest glæder jeg mig dog over den store franske succes, med Chavanels podieplads og etapesejr, foruden etapegevinst til Jérémy Roy og i alt tre mand i top-10. Af disse var Chavanel naturligvis det oplagte højdepunkt, grundet hans angrebsiver, taktiske evner og tapre forsvar af førertrøjen. Men også den kun 22-årige Jonathan Hivert er værd at bemærke. Han sluttede lige efter de forreste på alle de væsentlige etaper, men demonstrerede både spurtstyrke i afslutningerne, og store evner både opad og nedad stigningerne. Den fjerlette Skil-Shimano-rytter kan godt blive et spændende bekendtskab fremover. Det samme kan sige om vinderen af ungdomskonkurrencen, Kevin Seeldrayers. Den unge belgier er ikke noget helt ubeskrevet blad, for han har i sine foregående to år som professionel vist lovende kørsel og rigtig fine evner specielt i bakket/bjergrigt terræn. Men den samlede syvendeplads og sejr i ungdomskonkurrencen i et virkeligt hårdt Paris-Nice, hvor han har slidt og slæbt for sin kaptajn Chavanel, må nok betegnes som hans reelle gennembrud. Den blot 60 kilo lette klatrer har allerede demonstreret stor angrebsiver, og han bliver utvivlsomt spændende at følge i sine fremtidige opgaver.
Den klejne russer Trofimov slutter som nummer ni, efter et forholdsvist anonymt løb, men han har været i nærheden af fronten hele løbet igennem og følger dermed op på sin imponerende debutsæson sidste år. Der er meget mere i vente fra BBox Bouygues Telecom-klatreren. Om der er meget mere i vente fra Christophe Le Mevel er måske mere tvivlsomt, men efter en del års solide præstationer – overvejende som hjælper for mere profilerede ryttere – lader han til i Paris-Nice at have fundet frem til sine hidtil bedste bjergben. En samlet 10.plads her er fremragende, og et velfortjent og opløftende resultat for en af feltets anonyme og selvopofrende støtteryttere.
2009-udgaven af Paris-Nice kommer til at stå som en af de helt store. Der var virkelig action igennem hele ugen, om det så gjaldt sidevinden og regnvejret først på ugen, bjergafslutningen på La Montagne de Lure, den efterfølgende dags festfyrværkeri på etapen til Fayence, hvor Contador gik sukkerkold og Luis Leon Sanchez kørte så forrygende nedad og på flad vej. Og endelig sidstedagens store slag mellem de to. Paris-Nice har nu for tredie år i træk overgået sig selv, og budt på cykelløb af den allermest sprudlende slags. Efter sidste års udgave sad jeg med en fornemmelse af, at nu kunne det kun gå nedad bakke med resten af årets cykelløb, og selvom 2008 bestemt ikke var noget kedeligt år, så forblev Paris-Nice højdepunktet. Det samme kan meget vel blive tilfældet igen i år, men jeg ser trods alt med glæde frem til de næste syv-otte måneders cykelløb.
Tirreno-Adriatico
Det klassiske italienske etapeløb har ført en mere tilbagetrukket tilværelse på denne blog i ugens løb, og det ændrer sig heller ikke her. Det skal dog med, at Andreas Klöden slog til på søndagens 30 kilometer lange enkeltstart, hvor Joaquin Rodriguez helt efter bogen ikke havde meget at stille op. Astanas tyske veteran trak efter veloverstået dont såmænd også løbets førertrøje over hovedet, men fornøjelsen var kortvarig, for allerede på mandagens bjergetape mistede han den, da en italiensk trio med en – ahem – blakket fortid kørte fra ham. Michele Scarponi – tilbagevendt hos Simonis og Rebellins Serramenti-mandskab efter Puerto-sagen – henviste i den vanskelige afslutning Stefano Garzelli og en anden Puerto-notabilitet Ivan Basso til de knap så cool placeringer, og overtog dermed også førertrøjen inden den flade, afsluttende etape tirsdag.
Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg ikke har fulgt så meget med i Tirreno-Adriatico, så hvordan den generelle underholdningsværdi har været, er jeg nok ikke den rette til at braldre op om.
Tags: chavanel, colom, contador, cykling, hivert, klöden, paris-nice, sanchez, scarponi, schleck, seeldrayers, tirreno-adriatico, trofimov
You can comment below, or link to this permanent URL from your own site.