Tour de France 2009 – holdene (del 1)

Her følger første del af min gennemgang af de deltagende hold i årets Tour de France. Denne gang drejer det sig om Ag2r-La Mondiale, Agritubel, Astana, Bbox Boygues Telecom og Caisse d’Epargne. Formodede klassementryttere er markeret med gult, sprintere med grønt og bjergryttere med rødt.

Ag2r-La Mondiale

AG2R_La_Mondiale

José Luis Arrieta, Cyril Dessel, Hubert Dupont, Vladimir Efimkin, Stéphane Goubert, Lloyd Mondory, Rinaldo Nocentini, Christophe Riblon, Nicolas Roche

Kaptajn(er): Cyril Dessel, Vladimir Efimkin

Sprinter(e): Lloyd Mondory

Bjergrytter(e): Hubert Dupont, Stéphane Goubert

Ambition(er): Etapesejre, samlet top-10 til Efimkin

Hos Ag2r-La Mondiale lever og ånder man for månederne juni og juli. For her kan man i den grad tale om et hold der ofte er tæt på usynlige, for så at vågne op når de franske etapeløb Route du Sud, Critérium du Dauphiné Libéré og Tour de France dukker op på løbskalenderen. 2009 er ingen undtagelse, for det er blot blevet til fire sejre for de blå fra Chambéry: Helt sigende er de tre faldet inden for de seneste to uger, mens den første og største – Rinaldo Nocentinis etapesejr i Tour of California – ligger helt tilbage til februar måned. Således er det altså endnu engang et mandskab der er fintunet til de tre vigtigste uger på deres kalender.

De ni udvalgte er som altid præget af offensive kræfter, der gerne gør sig når terrænet er lidt mere bulet end normalt. Således er holdets franske kaptajn Cyril Dessel atter klar til at udfordre både bjerge og konkurrenter, og hans allround-evner, der inkluderer gode klatreben, fin nedkørselsteknik og en fornuftig afslutning, kan vise sig gyldne på en del af bjergetaperne, der faktisk indbyder mere til opportunistiske angribere end klassementets topfolk. Dessel vandt en smuk etapesejr i Jausiers i sidste års Tour, og det vil bestemt ikke være noget chok hvis han havner i en lignende situation i år. Sammen med førnævnte Rinaldo Nocentini, vil Dessel nok være holdets bedste bud på en etapesejr.

Holdets klassementhåb er endnu en offensiv kraft, nemlig Vladimir Efimkin. Russeren kørte en glimrende Tour sidste år, og sluttede samlet som nummer 10. En lignende præstation må være målet igen i år, hvis han da ikke håber på at forbedre den – med et års mere erfaring på bagen. Efimkin var synlig i det nys overståede Critérium du Dauphiné Libéré, omend hans samlede 14.plads levner plads til forbedring.

En mand der næppe vinder noget som helst – han har endnu ikke prøvet det i sin lange karriere – er oldgamle Stéphane Goubert. Men selv om han ikke vinder, så lader Goubert alligevel til at blive bedre år for år, hvilket er ganske imponerende i en alder af nu 39. Hold øje med ham på bjergetaperne, hvor han på sine bedste dage vil kunne sidde med rigtig længe. Helt så længe vil den 10 år yngre Hupert Dupont nok ikke sidde med, men den splejsede klatrer skal nok vise sig frem i udbrud på de hårdere etaper. Det samme vil en anden veteran, José Luis Arrieta, der aldrig har været bleg for at angribe. Han får sjældent rigtig meget ud af anstrengelserne, men vil sammen med sine allerede nævnte holdkammerater og Christophe Riblon gøre sit til at vise trøjen frem.

De mere bjergstærke folk suppleres af sprinteren Lloyd Mondory, der har det med at poppe frem i tide og utide, men næppe vil kunne blande sig helt i fronten i massespurten. En håndfuld placeringer i top-10 eller deromkring vil dog ikke være utænkeligt for Mondory, der dog må formodes, i store træk, at skulle klare sig selv

Endelig skal nævnes den måske mest interessante rytter på holdet. Nicolas Roche er for få dage siden blevet irsk mester, og han virker som om han er klar til at tage favntag med Tour de France. Roche Jr. fik et lille gennembrud i sidste års Vuelta a Espana, hvor han blandede sig i massespurter, kørte forbløffende godt med i bjergene og også præsterede fornuftige tidskørsler. Dette rakte til en samlet 13.plads, og spørgsmålet er om han skal gå klassementvejen som sin far Stephen Roche, eller hvor fremtiden fører ham hen. Jeg vil i hvert fald holde øje med den alsidige irer.

Agritubel

agritubel jersey

Maxime Bouet, Sylvain Calzati, Brice Feillu, Romain Feillu, Eduardo Gonzalo Ramirez, David Le Lay, Geoffroy Lequatre, Christophe Moreau, Nicolas Vogondy

Kaptajn(er): Christophe Moreau

Sprinter(e):

Bjergrytter(e): Eduardo Gonzalo Ramirez

Ambition(er): Etapesejre

Agritubel-mandskabet er vant til at at køre rundt som det dominerende hold, når de giver sig i kast med de mange franske endag- og etapeløb. Således har de udviklet sig til ‘kongerne af de lavere rangerede cykelløb’, hvilket blandt andet har bragt ikke færre end 16 sejre med sig i indeværende sæson. De har vist sig at være bredt dominerende i disse små løb, for deres dominans er ikke bare resultatet af en enerådig hersker, men derimod det at de har et hold med mange der kan vinde. Denne luksus må de dog lægge fra sig i det kommende Tour de France, for som modtager af et af de tre wildcards – og det faktum at de er et af feltets absolut mindste hold – kan det ikke forventes at de vil spille nogen fremtrædende rolle i det store perspektiv.

Man har valgt at stille med et varieret hold, bestående af gamle, garvede kæmper og yngre talenter (og nogen derimellem). Allermest gammel og garvet er naturligvis Christophe Moreau, men spørgsmålet er nok om ikke hans kaptajnværdighed er mere af navn end af gavn. Han har såmænd haft en udmærket sæson, hvor han dog har været en smule anonym. Således er hans absolut acceptable 11.plads fra forårets forrygende Paris-Nice det mest bemærkelsesværdige Moreau har præsteret. Han er nok ved at være ovre sidste salgsdato, men en sidste jagt på en etapesejr eller måske bjergtrøjen skal han naturligvis have lov at give sig i kast med.

Så har der været mere krudt i trioen David Le Lay, Maxime Bouet og Romain Feillu. Le Lay har været decideret overdådigt kørende det meste af foråret og har leveret blændende resultater i en stribe kortere etapeløb. Blandt andet kan nævnes hans sejr i det traditionsrige Circuit de la Sarthe, samt en samlet andenplads i den franske etapeløbsklassiker 4 Jours de Dunkerque. Senest er Le Lay blevet nummer tre ved de franske mesterskaber i enkeltstart og han virker som om han er klar til at fortsætte sin hidtil bedste sæson. Hold øje med ham, når terrænet bliver lidt bulet. Hold også øje med den blot 22-årige Bouet, der i april blev noget så sjældent som en fransk vinder af et ikke-fransk etapeløb, da han slog til i det portugisiske Volta ao Alentejo. Han lader til at være en mand der kan køre med i hårdt terræn, men også har en afslutning der gør ham farlig når et løb skal afgøres. Således er begge hans sejre i år sikret via en spurt i en lille gruppe. Det er nok for tidligt at forvente det helt vilde af Bouet allerede i det kommende Tour de France, men jeg har i hvert fald noteret mig hans navn under filen ‘hold lige lidt øje med ham’. Romain Feillu har efterhånden slået sit navn fast, via gode optrædender i de seneste to Tours de France. Ikke mindst sidste år, hvor det jo blev til en dag  i gult. Han ser ud til at have fået lidt mere at stå imod med i det kuperede terræn, hvilket gode præstationer i Critérium International og Tour de Luxembourg vidner om. Om det har kostet lidt af hans hurtighed er så spørgsmålet. Feillu har haft en god forårssæson, og vil nok ofre ikke så lidt for at fortsætte de gode takter i Tour de France.

Resten af Agritubel-holdet gøres op af rutinerede Nicolas Vogondy, tidligere etapevinder Sylvain Calzati, den spanske bjergrytter Eduardo Gonzalo Ramirez, og de to franskmænd Geoffroy Lequatre og Brice Feillu, den talentfulde lillebror til Romain. Alle er angrebslystne ryttere, der kan forventes at vise sig frem, når vejene skråner let opad (og nedad) og det bliver lidt mere knoldet end en pandekage.

Astana

astanajerseyLance Armstrong, Alberto Contador, Andreas Klöden, Levi Leipheimer, Dmitriy Muravyev, Sergio Paulinho, Yaroslav Popovych, Gregory Rast, Haimar Zubeldia

Kaptajn(er): Officielt Alberto Contador, men..you know

Sprinter(e):

Bjergrytter(e): Potentielt alle undtagen Muravyev og Rast

Ambition(er): Vinde hele lortet med Armstrong, og hvis ikke det kan lade sig gøre, så i nødstilfælde med Contador

Det er svært at finde på noget at sige om dette hold, som ikke allerede er sagt, så her kommer i stedet nogle benhårde facts:

- De har 16 sejre i indeværende sæson

- De 12 er vundet af Alberto Contador og Levi Leipheimer

- 10 af de 16 sejre er hentet på enkeltstarter

- Kun to er vundet på ‘regulære’ etaper med samlet start

Så har jeg ikke flere benhårde facts.

Dette Tour-hold ser vildt ud på papiret, men om det også er det på vejen er jo det presserende spørgsmål. Faktum er, at man råder over de senere års bedste etapeløbsrytter i Alberto Contador, og så den tilbagevendte diktator Lance Armstrong, der officielt indordner sig, men næppe vil lade sig nøje med det. Det kan blive verdens bedste soap opera – det kan man i hvert fald håbe. Dmitriy Muravyev var den heldige vinder, da der blev trukket lod om hvem af kasakherne der skulle have lov at køre med, og Gregory Rast har via gode præstationer på det seneste kørt sig på holdet. Sergio Paulinho er en fin rytter, men virker mest som en del af et større politisk spil på holdet; altså, når nu man udnævner Alberto Contador til kaptajn, så må manden jo hellere få en hjælper med. Trods alt. De tre heldige kan få lov at slide sig ihjel på det flade og det let kuperede, mens stjernerne slås indbyrdes. De kan selvfølgelig også vælge at hjælpe hinanden, men det ville være godt nok være kedeligt. Så mit råd til Yaroslav Popovych, Haimar Zubeldia, Andreas Klöden og Levi Leipheimer er: Gå ud og lav rav i den!

Bonusinfo: Astana årgang 2009 er måske det eneste Tour-hold i nyere tid, der stiller med seks kaptajner og tre hjælperyttere. Ikke engang Team Telekom i sine mest kaotiske inkarnationer kan være med her.

Bbox Bouygues Telecom

BBox_Bouygues_Telecom

Yukiya Arashiro, William Bonnet, Pierrick Fèdrigo, Saïd Haddou, Laurent Léfèvre, Alexandre Pichot, Pierre Rolland, Yuri Trofimov, Thomas Voeckler

Kaptajn(er): Pierrick Fèdrigo, Thomas Voeckler

Sprinter(e):

Bjergrytter(e): Pierre Rolland, Yuri Trofimov

Ambition(er): Etapesejre

Bbox Bouygues Telecom har i denne sæson præsteret noget som få andre hold kan bryste sig af: De har vundet cykelløb på tre forskellige kontinenter (Afrika, Asien og Europa). Dette er dog ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel, men rettere en konstatering af at de har interesser (også) andre steder end på det klassiske cykelsportskontinent. Det er egentlig ganske sympatisk, og en sejr er en sejr – uagtet om den falder i Italien eller Gabon. Det er nu heller ikke svært at have sympati for det lille (som jo i parentes bemærket slet ikke er så lille endda) franske hold, der oftest har en meget offensiv tilgang til det at køre cykelløb. Dette skyldes nok primært, at de – i hvert fald i de største cykelløb – sjældent hører til favoritkredsen, og derfor er nødt til at jagte succes på anden vis.

Og den vis kender de fleste der har set Tour de France de sidste mange år: Angreb! Bouygues Telecom er et hold fyldt med angribere, og så er det sådan set ligegyldigt om terrænet og den givne rute passer holdets ryttere eller ej, ud over stepperne skal de. I Pierrick Fèdrigo, Thomas Voeckler, Laurent Léfèvre og Yuri Trofimov har de også de helt rette karakterer til at føre taktikken ud i livet, og der vil næppe gå mange kilometer af anden etape, før vi ser en Bouygues Telecom-rytter i udbrud. Og ja, vi kan lige så godt indse det: Den rytter vil nok være Voeckler.

Fèdrigo er en rytter jeg sætter stor pris på. Han har klasse, høj klasse endda, og på sine bedste dage er han en guderytter. Han havde en af disse dage, da han vandt en bjergetape i Critérium du Dauphiné Libéré for nylig, og den måde han vandt på i den betagende smukke afslutning op igennem Briancon var ren perfektion. Den tidligere franske mester har det med at vælge sine dage, og vi vil sandsynligvis se ham et par gange i løbet af de tre uger, hvor jeg med glæde vil heppe ham hele vejen til mål. Han vandt bjergtrøjen i førnævnte Dauphiné Libéré, og bjergtrøjen kunne måske være et nyt mål for ham i Tour de France?

En anden der måske vil have netop den prikkede trøje for øje er den unge Pierre Rolland. Han er allerede udråbt som det næste store franske håb (hvilket sikkert vil ride ham som en mare de kommende år), og hans præstationer i specielt sidste års Paris-Nice og Dauphiné Libéré (i sidstnævnte vandt han faktisk bjergkonkurrencen) virkede da også lovende. Den ranglede Rolland debuterer i Tour de France i år, og det kan måske nok ende med at han falder igennem, men håbet er jo lysegrønt – eller rød/hvid-prikket – og en hel nation vil følge ham med øjnene på stilke i håbet om/troen på, at der endelig er en ny stjerne på vej.

Nye stjerner på vej er hverken William Bonnet, Saïd Haddou eller Alexandre Pichot formentlig, men de besidder alle en vis hurtighed, der kan vise sig nyttig hvis de skulle havne i det rette udbrud. Haddou demonstrerede blandt andet denne hurtighed, da han i april vandt det tradionsrige franske endagsløb Tro-Bro Léon – ved denne lejlighed satte han godt 30 konkurrenter grundigt på plads. Bonnet har tidligere vist sig villig til at blande sig i massespurter, men har ikke helt hvad der skal til, til for alvor at være en trussel her. Sine gode prologevner får han næppe heller gavn af i et løb uden prolog, så det ligner en hjælpertjans, hvis han ikke lige har benene til at gå med i udbrud. Pichot er ej heller uden evner i en spurt, hvilket han blandt andet viste med flere gode placeringer i sidste års Tour of Qatar, der om noget er sprinternes etapeløb. I år har han primært gjort sig bemærket med en fornem 11.plads i Ronde van Vlaanderen.

Bouygues Telecom-truppen rundes af med et mere eksotisk indslag, nemlig japanske Yukiya Arashiro. At japaneren dog er mere end blot et godt marketingsprodukt til at sælge holdtrøjer viste han med sin flotte samlede niendeplads i den hårde franske etapeløbsklassiker 4 Jours de Dunkerque i maj måned. Han vil dog utvivlsomt få det vanskeligt i sin Tour-debut.

Caisse d’Epargne

caisse d'epargne

David Arroyo, Rui Costa, Arnaud Coyot, José Iván Gutiérrez, Luis Pasamontes, Oscar Perreiro, José Joaquin Rojas, Luis Léon Sanchez, Rigoberto Uran

Kaptajn(er): Oscar Pereiro (?), Luis Léon Sanchez

Sprinter(e): José Joaquin Rojas

Bjergrytter(e): David Arroyo

Ambition(er): Etapesejre, samlet top-10 til Sanchez

For første gang i Valverde-æraen stiller Caisse d’Epargne uden en superstjerne i front. Alejandro Valverde selv er som bekendt ikke velkommen i Italien, hvis jord Tour-ruten lige rammer ved en enkel lejlighed, og derfor er kaptajnen ikke med når løbet starter på lørdag. Valverde har ellers vanen tro taget godt for sig af retterne i foråret, og sejret i velrenommerede etapeløb som Volta a Catalunya og Critérium du Dauphiné Libéré, men heldigvis for det spansk/franske hold har den anden oplagte stjerne, Luis Léon Sanchez, taget skridtet op med sin smukke sejr i Paris-Nice. De to har tilsammen noteret sig for 11 af holdets 14 sejre i år, og det siger en del om hvem der primært er i fokus på det mandskab. Dermed fortsættes traditionen fra halvfemsernes Banesto-hold, hvor Miguel Indurain jo som bekendt udøvede sit (blide) diktatur.

Men selvom Caisse d’Epargne i Tour de France må undvære sin altoverskyggende superstjerne, og det meste af ansvaret nu er lagt over på den seværdige og uhyre talentfulde Sanchez, så er det jo ikke fordi resten af holdet består af anonyme arbejdsmænd, der ‘kun’ kan arbejde sig selv halvt ihjel for kaptajnen. I den stabile klatrer David Arroyo har man for eksempel en mand der kan køre et rigtigt fint klassement på sin egen diskrete facon, skulle det glippe for Sanchez. I Rigoberto Uran har man en fyrig lille columbianer, der kan mere end de fleste – de der husker Tour de Suisse 2007, husker måske også hvordan han snød et toptunet felt med sit angreb en kilometer fra mål og dermed sikrede sig en meriterende etapesejr. Den 22-årige portugiser Rui Costa har imponeret i sin første sæson på topniveau, med samlet sejr i 4 Jours de Dunkerque og en fin 13.plads i Tour de Suisse. Enkeltstartsspecialisten José Iván Gutiérrez er altid en fornøjelse at følge når han begraver sig selv totalt i sin selvopofrende støtte til diverse kaptajner – måske får han mere rum til sig selv i Valverdes fravær? Så er der den talentfulde og meget hårdføre sprinter José Joaquin Rojas, der altid er på toppen i det tidligste forår, men har det med at få problemer når han når længere frem på sæsonen. Han er nu på sin fjerde fulde sæson som prof og har efterhånden fået så megen hård hud på kroppen, at det endelige gennembrud må nærme sig.

Vi må selvfølgelig ikke glemme den tidligere Tour-vinder Oscar Pereiro, men han har vist haft rigeligt at gøre med at komme tilbage til feltet efter sit uhyggelige styrt i sidste års Tour de France. Han har ikke vist noget som helst i denne sæson der indikerer, at han skulle være tilbage på sit topniveau, og umiddelbart er der altså ikke meget der tyder på, at han kommer til opnå en stor rolle rent personligt. Groft sagt bliver han måske degraderet til hjælperfunktionen, som man også må formode at sejtrækkere som Arnaud Coyot og Luis Pasamontes påtager sig.

Explore posts in the same categories: Cykelsport

Tags: , , , , , ,

You can comment below, or link to this permanent URL from your own site.

6 Comments on “Tour de France 2009 – holdene (del 1)”

  1. Stefan Says:

    bedste gennemgang nogensinde! Bortset lige selvfølgelig fra den gule skrift!

    Du må ud og hore din blog Morten. Alle der skal se Tour burde læse dette!

    • Morten Says:

      Jeg er jo ikke en hore – kan man være det uden at miste sin selvrespekt? Og ja, den gule skrift er ikke så heldig, og jeg ved ikke om det ligefrem hjælper at den er blevet gjort fed. Men nu er den der – indtil jeg finder på noget bedre.

      Del 2 er for øvrigt netop blevet uploadet – nu mangler jeg bare at lave 10 holdprofiler inden lørdag eftermiddag. Yikes!

      Og tak for kommentar og ros, selvfølgelig.

  2. Stefan Says:

    og del 2 nuuuuuuuuuuuuuu

  3. Per Says:

    Hej Morten!

    Jeg vil blot istemme et “Waauw – hvor er det god læsning” – det er da den bedste optakt, jeg har læst om Tour de France 2009 – bliv endelig ved med det.

    Nu har jeg først lige faldet over din blog i dag – men blogger du under hele touren – omkring etaper, sejre, opture, nedture osv? Det ville være rigtig fedt…

    Mange hilsner
    Per

    • Morten Says:

      Hej Per, mange tak for de rosende ord – de luner i, nåja, heden.

      For at svare på dit spørgsmål, så er det min hensigt at blogge løs under hele Touren – som udgangspunkt hver dag, men hvordan og hvorledes har jeg ikke helt besluttet mig for endnu. Men noget kommer der nok til at ske, så du skal være hjerteligt velkommen til at læse med.

      • Per Says:

        Hej Morten!

        Det lyder rigtig godt! Jeg glæder mig til at læse din blog hver dag. God arbejdslyst!

        Mange hilsner
        Per


Comment: