Tour de France 2009 – holdene (del 2)

Her følger anden del af min gennemgang af de deltagende hold i årets Tour de France. Denne gang drejer det sig om Cervélo Test Team, Cofidis, Euskaltel-Euskadi, Francaise des Jeux og Garmin-Slipstream. Formodede klassementryttere er markeret med gult, sprintere med grønt og bjergryttere med rødt.

Cervélo Test Team

Iñigo Cuesta, Volodymir Gustov, Heinrich Haussler, Thor Hushovd, Andreas Klier, Brett Lancaster, José Angel Gomez Marchante, Hayden Roulston, Carlos Sastre

Kaptajn(er): Carlos Sastre, Thor Hushovd

Sprinter(e): Heinrich Haussler

Bjergrytter(e): José Angel Gomez Marchante

Ambition(er): Samlet sejr til Sastre, grøn pointtrøje til Hushovd, etapesejre

Cervélo Test Team (CTT) er en af årets nyskabelser. Det blev dannet da cykelfabrikanten trak sig fra forpligtelser hos andre cykelhold med det mål at skabe et eget team. Det viste sig at være en god ide, da man formåede at tiltrække store navne med Sastre og Hushovd i spidsen, solide ryttere i mellemklassen samt yngre talentfulde kræfter. Og med den foreløbige sæson in mente kan man blot konkludere, at det har været en entydig succes: 15 sejre er det blevet til, og der har bestemt været nogen store imellem – ikke mindst de fire etapesejre i Giro d’Italia pynter gevaldigt på cv’et. Trods holdets status som ikke-Pro Tour-hold, har de deltaget i stort set alle løb, grundet nyhedens interesse og de ryttere de har kunnet friste diverse løbsarrangører med, og alle har fået noget for pengene, for CTT har været synlige hele vejen fra sæsonens spæde start og op til nu. Det helt store navn har været Heinrich Haussler der har skovlet point ind på kontoen, takket være sine fire sejre og – ikke mindst – utallige sekundære placeringer. Specielt andenpladserne i forårsklassikerne Milano-San Remo og Ronde van Vlaanderen var forbløffende, og kun en velkendt britisk sprinters årvågenhed forhindrede tysk-australieren i at tage den helt store, sensationelle sejr i førstnævnte klassiker.

Men hvad kan vi forvente af holdet i Tour de France? Carlos Sastres sejr fra i fjor skal naturligvis forsvares, og den lille spanier har da også lagt i kakkelovnen til at der skal ske noget. Han har i år udviklet sig til en rendyrket sejrsmaskine, og med to etapesejre i Giro d’Italia så vi unægteligt en ny side af Sastre. Det er med sikkerhed aldrig sket tidligere i hans profkarriere, at han har vundet to etaper i samme løb, og på stående fod er jeg også i tvivl om hvorvidt Sastre tidligere har vundet to gange på et år. Siden afslutningen på den italienske rundtur har Sastre gemt sig for offentligheden, og vanen tro ved ingen for alvor hvor han befinder sig formmæssigt. Men Mr. Stability himself skuffer sjældent, og umiddelbart er der heller ingen grund til at tvivle på Sastres form når vi rammer Tour. Til at støtte sig i bjergene har Sastre sine tro væbnere fra CSC/Saxo Bank-tiden, Iñigo Cuesta og Volodymir Gustov. De to altopofrende veteraner vil næppe kunne sidde med hele vejen til bjergtoppene samtlige dage, men har tidligere suppleret hinanden fint og vil sandsynligvis også kunne bidrage med deres vanlige, anonyme slid. En mand der måske vil kunne sidde med Sastre hele vejen på selv de hårdeste bjerge er José Angel Gomez Marchante. Den klejne klatrer er på sine bedste dage i verdensklasse når det går opad, men desværre er han lige så ringe når han ikke har dagen. Den notorisk ustabile spanier har haft en karriere, der gang på gang er blevet hæmmet af skader og sygdom, og det kan selvfølgelig også forklare hans noget ujævne kørsel. Med ham ved man altså ikke helt hvad man får, hvilket han også har demonstreret i denne sæson: Han var virkelig god i maj måneds Volta a Catalunya og knap så god i det netop overståede Tour de Suisse.  På flad vej skal Sastre sætte sin lid til gennemrutinerede tonsere som Andreas Klier og Brett Lancaster og bomstærke Hayden Roulston, som dog alle må formodes også at have pligter for holdets anden kaptajn, Thor Hushovd. Således skal de sørge for at holde udbrydere i snor og lancere nordmanden i massespurterne. Her vil Hushovd også få hjælp af Heinrich Haussler – eller vil han? Haussler har oven på sin forrygende sæson ikke lagt skjul på, at han har personlige ambitioner i Tour de France, og spørgsmålet er om der kan risikere at komme lidt kurrer på tråden? Haussler er fra sin tid på nu hedengangne Gerolsteiner vant til at skulle ’slås’ med to-tre andre holdkammerater i spurtopgørene, så det er ikke fremmed for ham. Men måske vil der være mere ræson i at han satser på de mere kuperede mellemetaper og overlader de regulære massespurter til Hushovd.

Cofidis

Stéphane Augé, Samuel Dumoulin, Leonardo Duque, Bingen Fernandez, Christophe Kern, Sébastien Minard, Amaël Moinard, David Moncoutié, Rémi Pauriol

Kaptajn(er): David Moncoutié

Sprinter(e): Leonardo Duque

Bjergrytter(e):

Ambition(er): Etapesejre, bjergtrøje til Moncoutié?

Cofidis har vanen tro gjort sig bedst på de hjemlige franske landeveje, hvilket ikke er så mærkeligt, da sponsoren allerede sidste år gjorde det klart at de ville nedjustere ambitionerne (og interesserne) så man primært ville satse på de franske løb. Dette gjorde at man op til denne sæson måtte sige farvel til et par af sine profiler i skikkelse af Sylvain Chavanel og Nick Nuyens. Specielt tabet af den franske darling Chavanel var et hårdt slag for holdet, men heldigvis var en anden klar til at tage over. David Moncoutié har altid været en populær mand hos de franske cykelfans, og den stilfærdige og gennemsympatiske bjergrytter lader nu til at have fundet sin anden ungdom. Han imponerede stort i sidste års Vuelta a Espana, hvor det udover en samlet top-10 også blev til en smuk etapesejr og gevinst i bjergkonkurrencen. I år har han fulgt op med triumfer på vanskelige bjerge som Mont Faron (i Tour de Méditerranéen) og Saint-Francois Longchamps (i netop overståede Critérium du Dauphiné Libéré). Når Moncoutié trods sine åbenlyse evner i bjergene ikke må formodes at spille en rolle i det samlede klassement, så skyldes det en temmelig middelmådig enkeltstart (for nu at være diplomatisk) og en uheldig evne til at tabe oceaner af tid på de flade etaper. Man kan for eksempel være helt sikker på, at lige så snart der er sidevind, så vil Moncoutié befinde sig i sidste gruppe – det slår sjældent fejl. Men netop disse faktorer gør også at han vil kunne gå på lange togter i bjergene og skrabe point til sig i den konkurrence, samtidig med han jagter endnu en etapesejr til samlingen (han har i forvejen to, fra henholdsvis 2004 0g 2005).

Udover Moncoutié råder Cofidis over et helt regiment af angrebsivrige ryttere: Jeg vil næsten garantere, at Stéphane Augé vil angribe allerede på den indledende bakke på anden etape, i sin jagt på bjergtrøjen og hæder. Det er efterhånden fast tradition som ville være en skam at bryde. Den lille kanonkugle Samuel Dumoulin vil næppe heller holde sig tilbage på de første etaper, specielt med tanke på at han jo endelig fik sin etapesejr sidste år. Når ruten bliver lidt vanskeligere vil det ikke være utænkeligt at se Christophe Kern, Bingen Fernandez og Rémi Pauriol foran feltet, og specielt sidstnævnte har igennem et par år virket lovende, og som en mand der kan klatre bedre end gennemsnittet. Han har dog været alt for ustabil til for alvor at køre med i toppen af etapeløbsklassementerne, men måske skal det være i år? Han startede i hvert fald sæsonen forrygende med to sejre, men røg desværre ind i et styrt i Paris-Nice, der smadrede det meste af hans forår. Han er først for alvor ved at være tilbage nu, og spørgsmålet er selvfølgelig hvor formen er.

Skal der køres klassement hos Cofidis, skal det nok være fra Amaël Moinards side. Han fik et lille gennembrud i sidste års Tour de France, hvor han kørte i top-15, primært takket være et langt udbrud, der gav ham en del tid til de øvrige klassementfolk, men også fordi han formåede at hænge ganske fint på i de største bjerge. Moinard har været forholdsvis diskret i foråret, men har kørt et hæderligt klassement i samtlige etapeløb han har deltaget i. Hvis han skal gentage sidste års flotte placering kræver det nok at han igen henter tid på etaper, hvor favoritterne er knap så interesserede, for ellers vil det blive svært i et noget mere fyrigt felt. Han er dog værd at notere sig, synes jeg. Det samme er den lille columbianer Leonardo Duque, der altid placerer sig i massespurterne, men aldrig kommer i nærheden af at vinde dem. Skal han vinde, så skal han nok afsted i et udbrud, som da han i Vuelta a Espana 2007 vandt en etape på netop at ramme det rette udbrud og derefter gøre arbejdet færdigt med sin gode spurt.

Holdet afrundes af cykelcross-allrounderen Sébastien Minard, der må forventes at trække i arbejdstøjet for sine kaptajner.

Forvent at se rigtig meget til Cofidis’ røde trøje i alle terræner, for det er netop på aggressivitet og angrebslyst de skal gøre sig bemærket.

Euskaltel-Euskadi

Igor Antón, Mikel Astarloza, Koldo Fernández, Egoi Martínez, Juanjo Oroz, Alan Pérez, Rubén Pérez, Amets Txurruka, Gorka Verdugo

Kaptajn(er): Mikel Astarloza

Sprinter(e): Koldo Fernández

Bjergrytter(e): Igor Antón

Ambition(er): Angreb!, etapesejre, samlet top-10 til Astarloza?

Der er hulens til forskel på det Euskaltel-mandskab man som seer og publikum blev forkælet med i begyndelsen og midten af dette årti, og det Euskaltel-mandskab der kører rundt og gør vejene orange i dag. Dengang glædede man sig over det giftige trekløver Roberto Laiseka, Iban Mayo og Haimar Zubeldia, som man kunne være sikker på at bemærke når vejene blev stejle, og som skaffede mange store resultater til holdet. Situationen er anderledes i dag: Laiseka er forlængst stoppet, Mayos karriere er af flere omgange gået op i røg (og nu lader der end ikke til at være blot den mindste lue tilbage) og Zubeldia er skiftet til rollen som luksushjælper på Astana. Tilbage af de virkelig bemærkelsesværdige ryttere fra Euskaltels storhedstid er nu kun den superseværdige olympiske mester Samuel Sanchez (som springer dette års Tour over), der står ret alene når der skal laves iøjnefaldende resultater. Tiderne er skiftet i Baskerlandet, for selvom angrebsiveren ikke er blevet mindre, så må man nok erkende at resultaterne er det.

Når alt dette er sagt, så er det såmænd ikke noget dårligt hold man stiller med i Tour de France 2009 – og kedelige er de i hvert fald slet ikke. I Mikel Astarloza har man en snu og virkelig aggressivt kørende kaptajn, som har lavet en meget fin etapeløbskarriere ud af at angribe på tidspunkter hvor favoritterne ikke tager notits af ham, og på den led har han ofte skabt sig tidsforspring som han kunne tære på, når bjergene bliver lidt for stejle for den store mand. Astarloza er en meget undervurderet rytter, der i etapeløbssammenhæng faktisk er ganske komplet: Han kører en god enkeltstart og hænger fint på opad, uden dog helt at kunne følge de absolutte favoritter. Disse evner har skaffet ham utallige top-10-placeringer i specielt en-uges-etapeløb, men såmænd også i Tour de France, hvor han i 2007 sluttede som nummer ni. I bjergene vil han forhåbentlig få selskab af Igor Antón. Den evigt talentfulde klatrer har det med at poppe op i tide og utide og lave et markant resultat, men det er som om det helt store gennembrud lader vente på sig, selv om han var tæt på i sidste års Tour de Suisse, hvor det blev til en etapesejr, fire dage i førertrøjen og en samlet tredieplads. Antón har været ret usynlig hidtil i denne sæson, men begyndte dog at vise antydning af form tidligere på måneden i Critérium du Dauphiné Libéré. Forhåbentlig er han klar til at sætte fut på bjergene den næste måneds tid.

I Koldo Fernández har man en rytter der kan blande sig i massespurterne. Han har for vane at snuppe mindst et par sejre hver sæson, men stort set kun i de kortere og lavere rangerede etapeløb, og det er nok tvivlsomt om han for alvor vil kunne true spurtkanonerne i det franske. Solide top-10-placeringer skal det dog nok blive til – og enkelte optrædener i top-5 vil hellere ikke chokere.

For resten af holdet er der kun et punkt på dagsordenen: Angrib! Folk der har set Tour de France de sidste par år har ikke kunnet undgå at bemærke Alan og Rubén Pérez og Amets Txurruka, der ikke har forsømt mange lejligheder til at komme ud over stepperne, og jeg tvivler på det vil være anderledes i år. Det samme vil sandsynligvis gøre sig gældende for Egoi Martínez og Juanjo Oroz, der sammen med Gorka Verdugo vil kunne tænkes at køre deres eget diskrete klassement. Martínez har ved tidligere lejligheder, blandt andet i Vuelta a Espana, vist flair for at jagte bjergtrøjer. Om han har den slags ambitioner i Tour de France er usikkert, men sikkert er det dog at han vil kunne ses i front i mere end et tilfælde.

Euskaltel-Euskadi har umiddelbart intet at vinde ved bare at følge med feltet, så forvent et orange regiment af hvirvelvinde der vil storme frem over landevejene – i alle terræner.

Francaise des Jeux

Sandy Casar, Anthony Geslin, Jérôme Coppel, Yauheni Hutarovich, Sébastien Joly, Christophe Le Mevel, Jérémy Roy, Benoít Vaugrenard, Jussi Veikkanen

Kaptajn(er): Sandy Casar

Sprinter(e): Yauheni Hutarovich

Bjergrytter(e):

Ambition(er): etapesejre, samlet top-10 til Casar

Francaise des Jeux startede oprindeligt ud som et storhold i svøb med kæmpe armbevægelser tilbage i midten af 1990′erne. Penge var der masser af og man var meget interesseret i at signe etablerede stjerner, så man øjeblikkeligt kunne opfylde sine vildeste drømme. Men et eller andet sted knækkede filmen – sandsynligvis i forbindelse med den onde spiral fransk cykelsport generelt har været inde i siden nationalheltene Laurent Jalabert og Richard Virenque (s)toppede. Man er aldrig helt blevet det storhold som man lancerede sig selv som, men det skal dog siges til det franske nationallotteris ros, at det har været en solid og stabil sponsor gennem onde og ondere år. Således har holdets chef Marc Madiot haft gode muligheder for at opbygge et ry som talentspotter, der var i stand til at udvikle det, for siden at sende talentet videre til større udfordringer når det var ved at være flyveklart (eller i den anden grøft, var ved at gå i stå). I dag ses Francaise des Jeux altså nok primært som en talentfabrik, der uddanner unge ryttere, snarere end et hold der kæmper med om de største sejre og overskrifter. Det er lidt synd, men man lader til at have affundet sig med situationen.

I den optik kan man som Tour de France-seer forhåbentlig glæde sig til at stifte bekendtskab med folk, der om føje år vil kunne præge store cykelløb – men formentlig for andre hold. Mest oplagt er her nok 22-årige Jérôme Coppel. Den alsidige franskmand byggede sin nu 1½-år gamle profkarriere på en basis af rigtig gode enkeltstartsevner, parret med flair for at køre opad. Kort og godt prototypen på en god etapeløbsrytter. Han har vist glimt af sit potentiale de sidste 18 måneder, for eksempel med den samlede fjerdeplads i sidste års udgave af Tour de l’Avenir, tidligere betragtet som ‘de unges Tour de France’. I år har han udviklet sig yderligere, hvilket har resulteret i en flot sjetteplads i det altid interessante Critérium International og gode tidskørsler i Tour de Romandie. Det er nok tvivlsomt om det store gennembrud står for døren i det kommende Tour de France, men hold øje med den unge mand.

Hold også øje med den spændende finne Jussi Veikkanen. Han har gennem de seneste par år vist sig som en farlig afslutter, når terrænet bliver kuperet og der kunne sagtens ligge et par etaper og vente på finnen med de fine evner. Han vinder dog sjældent, så om det ligefrem bliver til etapesejr er nok tvivlsomt. Fra den yngre garde kan der også forventes stor aktivitet af Benoít Vaugrenard, der tidligere har gjort sig bemærket på specielt tidskørsler og såmænd også i de kuperede endagsklassikere i Ardennerne. En mand der ofte sås i udbrud i sidste år Tour, og næppe vil holde sig tilbage i år. Yauheni Hutarovich er også stadig forholdsvis ung, men han har allerede masser af sejre på cv’et. Den nykårede hviderussiske mester er en udpræget sprinter og vil nok få det vanskeligt i kampen mod Cavendish og co, men hold alligevel øje med hans rød-grønne trøje i massespurterne. Sidste mand fra den yngre generation er Jérémy Roy, der allerede i sidste års Tour var tæt på den store triumf, men blev slået af Sylvain Chavanel efter et langt og succesrigt udbrud. I årets Paris-Nice fik han  dog lov at smage sejrens sødme, da han slog den anden franske helt Thomas Voeckler efter et ligeledes langt udbrud. Det er altså via angreb og offensiv kørsel Roy skal gøre sig bemærket.

De mere garvede kræfter skal sørge for Francaise des Jeux’ tilstedeværelse i klassementets øverste del. Sandy Casar lader til at have fundet sit niveau i de lange etapeløb, og han har forhåbninger om at forbedre sin 14.plads fra i fjor – endda helt ind i top-10. Han er for en gang skyld ikke alene på holdet om at have forhåbninger, for Christophe Le Mevel har haft godt af luftforandring og er siden skiftet fra Credit Agricole gået stærkt frem. Han har kørt et fornemt forår, hvor det blandt andet er blevet til samlede 10.pladser i Paris-Nice og Critérium du Dauphiné Libéré og en 12.plads i Volta a Catalunya. En samlet top-20 er bestemt ikke uden for rækkevidde for Le Mevel.

Holdet fuldendes af Sébastien Joly, der efter næsten et års fravær er tilbage i fulde omdrejninger efter sin kræftsygdom og Anthony Geslin, den spurtstærke tidligere VM-bronzevinder. Begge vil være synlige i udbrud.

Garmin-Slipstream

Julian Dean, Tyler Farrar, Ryder Hesjedal, Martijn Maaskant, David Millar, Danny Pate, Christian Vande Velde, Bradley Wiggins, David Zabriskie

Kaptajn(er): Christian Vande Velde

Sprinter(e): Julian Dean, Tyler Farrar

Bjergrytter(e):

Ambition(er): podieplads til Vande Velde, etapesejre, tidskørslerne

Det er ikke blevet til mange sejre i foråret for det stort satsende amerikanske hold – blot otte stykker. Og ganske typisk er halvdelen af dem hentet på tidskørsler, individuelle såvel som for hold. For det er på dette felt Jonathan Vaughters’ udvalgte har specialiseret sig. Eller rettere, det er den type ryttere han har hentet til sit hold. Derfor var det også så skuffende, da man ikke formåede at vinde det løb man hidtil i sæsonen har satset mest på, nemlig den indledende holdtidskørsel i Giro d’Italia. Da kaptajn Christian Vande Velde senere i samme løb styrtede og måtte holde en længere pause, så det rigtig skidt ud for holdet med de øhm…interessante trøjer. Men nu står sæsonens største mål for døren og man kan kun håbe på det bedste.

Det udtagne hold ser igen ud at være skræddersyet til holdtidskørslen, og Garmin-Slipstream hører bestemt også til de største favoritter til at vinde den. Med tempospecialister på alle pladser, med undtagelse af hurtige Julian Dean og den netop udtagede Martijn Maaskant, ser det i hvert fald lovende ud. Dog bør man have mere at byde på end blot en god indsats på tidskørslerne, for Tyler Farrar er rykket mindst et skridt op i sprinterhierarkiet i år, hvor han blandt andet har slået Mark Cavendish. Farrar var også rigtig godt kørende i Giro d’Italia, hvor han dog ved flere lejligheder viste manglende placeringsevner. Til at hjælpe sig i feltet har han bundrutinerede Julian Dean. Bradley Wiggins, David Millar, Ryder Hesjedal, Danny Pate og David Zabriskie må alle formodes at have personlige ambitioner på løbets to enkeltstarter, og her står Wiggins nok stærkest. Millar viste fremragende bjergkørsel for nylig i Critérium du Dauphiné Libéré, og måske har han atter ambitioner om at gøre sig lidt i klassementet?

I sidste ende hænger holdets klassementforhåbninger dog nok på Christian Vande Veldes skuldre, og man klynger sig til håbet om, at han er kommet sig ordentligt over sit brækkede kraveben.

Explore posts in the same categories: Cykelsport

Tags: cervélo, cofidis, euskaltel, francaise des jeux, garmin-slipstream, holdene, tour de france 2009

You can comment below, or link to this permanent URL from your own site.