Tour de France 2009 – 2. etapes eftertanker
“Et muntert sind, rødmosset og glad!”
Jørgen Leth er tilbage i fin form, for således var den ældre herres ord da han var igennem live i et af TV2’s Tourstudier efter dagens etape til Brignoles. Den rødmossede og glade mand med det muntre sind var finske Jussi Veikkanen, en mand med gode evner til at køre i et udfordrende terræn som det i dag, men også en rytter der sjældent rammer overskrifterne. Det gjorde han altså i dag, da han som den første finne nogensinde kunne iklæde sig den prikkede bjergtrøje. Alene det at han er finne i cykelsporten er sådan set nok til at gøre ham til en kultfigur, for så mange af den slags er der heller ikke i det professionelle felt (ja, finner altså). Kjell Carlström gør sig engang imellem bemærket hos Liquigas, og Matti Helminen viste sig ved VM i enkeltstart for et par år siden. Men ellers skal vi vel tilbage til Joona Laukka, den (p)lyshårede klatrer, der var en skattet hjælper hos Festina, inden hans karriere slog et smut forbi blandt andet danske Team Acceptcard, for siden at forsvinde ud i ingenting. Og så var der den supertalentfulde Jukka Vastaranta, der skabte furore i junior- og U23-klasserne i begyndelsen af dette årtusinde, men desværre aldrig faldt til som seniorprof. Og så er det vist også ved at være det. Det vrimler ikke med finner, der åbenbart ikke er hajer til den slags med cykler (den lidt for joviale joke beklager jeg øjeblikkeligt, undskyld).
Ellers er der egentlig ikke så meget at sige til dagens løb. Det forløb planmæssigt, selv om terrænet var lidt mere udfordrende end det plejer på sådan en tidlig etape. Et klassisk firemandsudbrud fik lov at komme afsted – naturligvis med Stéphane Augé iblandt – og de fik aldrig et større forspring end at Team Saxo Bank og sprinterholdene kunne kontrollere det. Mikhail Ignatiev fik demonstreret sit trademark, soloangrebet 10 kilometer fra mål, men det holdt selvfølgelig heller ikke. Og i den noget kaotiske spurt var Mark Cavendish klasser, nej klasser! bedre end sine konkurrenter. Det endte altså som det skulle. Det gjorde det desværre ikke for Jurgen van de Walle, der styrtede ude på ruten, men fik kæmpet sig i mål med hvad der skulle vise sig at være en sammenklappet lunge og et brud på venstre kraveben! Av, for pokker. Endnu en gang skræmmes og imponeres jeg af hvad de cykelryttere kan bide i sig. Det er helt ubegribeligt. Jeg tror jeg vil skamme mig næste gang jeg jamrer over en overrevet neglerod.
Nå, jeg vil indføre et nyt indslag her på bloggen. Som en musiktosset cykelsportsentusiast vil jeg naturligvis elske at kunne kombinere de to ting, og det kan jeg tillade mig, for det er min blog, ha! Så her kommer første del i serien:
En musikalsk hilsen
Det er ret simpelt: Jeg dedikerer et stykke musik til en, nogen eller noget fra feltet, som jeg føler skal have en hilsen. Dagens hilsen går til fartdjævlene Fabian Cancellara og Mark Cavendish. Jeg ved ikke om de ligefrem ønsker at få denne sang dedikeret til sig, men sådan er reglerne ikke desto mindre.
Primal Scream – Accelerator
“Come on, come on, hit the accelerator, the acceleratoooor!”
Et drøn af et treethalvtminut kort adrenalinrush. Nyd det HØJT, eller nyd det slet ikke.
Tags: 2. etape, accelerator, cavendish, primal scream, tour de france 2009, veikkanen
You can comment below, or link to this permanent URL from your own site.