Tour de France 2009 – 5. og 6. etapes eftertanker
(Endnu) to hektiske dage i årets Tour de France er overstået og jeg må sige, at denne Tour-indledning har været en af de mest dramatiske og begivenhedsrige jeg har set i de 12-14 år jeg har fulgt løbet seriøst. Alle etaper har budt på et eller andet gribende – måske med undtagelse af den anden – og de kommende bjergetaper kan næsten kun skuffe.
Der er delte meninger om Thomas Voeckler. Mange kan ikke udstå den lille linselus og synes han er en pestilens, mens andre slet ikke kan lade være med at holde af den lille fighter. Jeg hører til den sidste del, og derfor var det en fornøjelse, at han endelig fik den etapesejr han har jagtet mere eller mindre hovedløst i en længere årrække. At han ovenikøbet vandt den på virkelig intelligent vis, gør blot fornøjelsen endnu større. Han var iskold i afslutningen, og gamblede vel i virkeligheden stort ved at lade Mikhail Ignatiev køre og Anthony Geslin slide sig selv op i forfølgelsen. Da han satte sit angreb ind var det på det helt rette tidspunkt – på vej ud af en rundkørsel og mens den formodede stærkeste konkurrent, Ignatiev, var lukket inde. At Voeckler så havde kræfterne til at gøre arbejdet færdigt var formidabelt. I det hele taget var afslutningen på 5. etape til Perpignan fortræffelig: Forfølgelsesløb mellem udbryderne og feltet, og de sidste fem-seks kilometer var ren udskilning, hvor udbruddets svageste faldt fra en efter en. Det var blændende cykelløb.
Blændende – eller strålende, ville de kække nok sige – var også etapen til Barcelona. Det er svært ikke at have ondt af David Millar efter hans forrygende solokørsel, men den afsluttende bakke knækkede ham ganske enkelt. Om han ville have holdt hjem på flad vej ved vi jo af gode grunde ikke, men chancen havde nok været større – trods alt. At Thor “The God of Thunder!” Hushovd trak det længste strå på den krævende bakke er ikke noget chok. Afslutningen på Montjuich lignede til forveksling den i Saint-Brieuc i fjor, hvor han ligeledes afviste sine rivaler efter en semi-hård bakke og en fladere afslutning. Hushovd er ikke den hurtigste af sprinterne – det er Mark Cavendish utvivlsomt – og han har heller ikke Oscar Freires listige snuhed. Men nordmanden har simpelthen så megen power, at han på let stigende opløb som disse kan slå alle. Tom Boonen havde naturligvis også været en mulighed her, men hans rolle blev jo desværre udspillet kort før mål via et styrt på den spejlglatte vej.
Dagens musikalske hilsen er ansporet af skotske David Millars herkomst, og går til den tidligere Tour-helt, Pedro Delgado. Tour-vinderen anno 1988 er i dag ekspertkommentator for spansk tv, og han kommenterer gerne på dette og hint i denne funktion. Hans eskapader i bjergene i sen-1980erne og første halvdel af 1990erne var til så stor inspiration for en flok skotske musikere, at de som band simpelthen tog navn efter helten. Jeg præsenterer her: The Delgados.
American Trilogy er i sig selv en glimrende storladen popsang, og at den præsenterer en video, der er optaget på velodromen i Manchester, fuldender blot pakken og gør tilknytningen til cykelsporten endnu større. De gule trøjer og hjelmene – der i mistænkelig grad ligner noget fra det klassiske Banesto-outfit – er fine detaljer.
Tags: 5. etape, 6. etape, delgado, hushovd, millar, the delgados, tour de france 2009, voeckler
You can comment below, or link to this permanent URL from your own site.