Jeg er nu nået til anden del af min opsamling på cykelsportsåret 2009, og denne gang vil jeg kåre intet mindre end årets rytter. Hvem har fortjent at løbe med den hæder?

“Er det Alejandro Valverde, der trods en sæson hvor han har været udelukket fra løb i Italien, og et ’svagere’ forår end vanligt, har skovlet sejre og point ind på kontoen? Og hvor samlede sejre i (endelig!) Vuelta a España, Vuelta a Burgos, Critérium du Dauphiné Libéré og Volta a Catalunya sikrede hans position som nummer et på verdensranglisten 2009“.

Nej, årets rytter bliver han ikke – han har trods alt bare gjort hvad han plejer.

"Soy tranquilo. Tengo un Ferrari rojo, tienes un blog estúpido"

“Jamen, er det så Alberto Contador der løber med hæderen? Han har jo dog vundet Tour de France ene mand (næsten da), plus det løse i form af Vuelta al Pais Vasco, Volta ao Algarve og det spanske mesterskab i enkeltstart”.

Nej, det er jo bare endnu et år på kontoret, for Contador den usårlige. Og han formåede rent faktisk at ikke vinde et etapeløb – og op til flere endda – som han stillede op i. Det trækker naturligvis ned.

"Soy muy malcontento. Morten, tu es un tonto de capirote"

“Nåmen, så må det jo være Mark Cavendish der vinder titlen som årets rytter. Altså, 23 sejre i år – det er det samme som hele Caisse d’Epargne vandt til sammen. Og der var jo blandt andre Milano-San Remo, fire etaper i Giro d’Italia, to i Tour de Suisse og seks i Tour de France imellem. Det må da være nok til at kandidere til årets rytter”?

Det er det bestemt også, men dette trofæ vinder han altså ikke.

"What the hell are you talking about, you bloody baaaastard?"

“Nåja, det kan vel også forsvares at give prisen til Cadel Evans, med tanke på hans verdensmesterskab og samlede tredieplads i Vuelta a España”.

Ja, det kan det så absolut, men det er nu heller ikke den gnavne australier der får det største trofæ hjem til hylden.

"Huh?!"

“Hvem fanden vinder så den pris, din klovn? Er der overhovedet en pris, eller sidder du bare og holder dine to læsere for nar?”

Godt ord igen. Årets cykelrytter 2009 er:

*trommehvirvel*

*exceptionelt lang trommehvirvel*

*allerede nu alt for lang trommehvirvel – fyr den janitshar*

Philippe Gilbert!

“Philippe Gilbert! PHILIPPE GILBERT! Hvorfor dog ham”?!

Jo, ser du – Gilbert har haft en extraordinært blændende sæson, hvor han vanen tro har høstet sejre og store resultater hele året. Han vandt ganske vist ikke nogen af de tidligste belgiske brostensløb, hvori han ellers har excelleret tidligere, men han kronede en stærk klassikerkampagne i foråret – 3  i Ronde van Vlaanderen, 4 i Amstel Gold Race og 4 i Liege-Bastogne-Liege – med en storartet etapesejr i Giro d’Italia, hvor han udførte sit trick med at stikke kort før mål på en lille stigning, til perfektion, og mens mange af hans kolleger varmede op til Tour de France snuppede han det hollandske etapeløb Ster Elektrotoer i juni. Dette var dog for intet at regne mod hans sæsonafslutning, der var helt vanvittig: Gevinster i de traditionsrige italienske efterårsklassikere Coppa Sabatini og Giro del Piemonte, krydret med den højst aparte dobbelt-triumf i Paris-Tours (som han dermed vandt for andet år i træk) og Giro di Lombardia! Philippe Gilbert har altid været en meget alsidig landevejsrytter, men at han inden for en uge genvinder det flade Paris-Tours, som ellers har det med at være temmelig uforudsigeligt, og siden slår til i kalenderens måske barskeste endagsløb Giro di Lombardia, det er saftsuseme klasse.

Der er vel aldrig nogen der har været i tvivl om, at Gilbert besidder evnerne til at bedrive noget rigtigt stort, og sejren i mastodonten i Lombardiet er beviset på at evighedstalentet endelig er sprunget helt ud. En af forårets klassikere må ligge og vente rundt om hjørnet for den populære walloner, og om den så hedder Ronde van Vlaanderen eller Liege-Bastogne-Liege, det må tiden (forhåbentlig) vise.

Prisen som årets rytter 2009 går helt fortjent til Philippe Gilbert.

"Merci, Morten"

De professionelle landevejsryttere er nu stort set alle gået i vinterhi, efter at Chris Anker Sørensen i dag lukkede sæsonen med sejr i Japan Cup. Derfor vil jeg det kommende stykke tid følge op på året der gik på landevejene.

Det første indlæg skal handle om de ryttere der slog igennem i det forløbne år.

Ingen over og kun ganske få i umiddelbar nærhed af Edvald Boasson Hagen. Det har været et rent jubelår for den norske knægt, der har cyklet fra triumf til triumf – og har gjort det fra de traditionelle mallorcanske endagsløb i februar til Tour of Britain i midten af september. Han har demonstreret sin afsindige alsidighed ved at vinde den regnfulde semi-klassiker Gent-Wevelgem via et 40 kilometer langt tomandsudbrud, ved at vinde etapeløb som Eneco Tour og Tour of Britain, massespurter i selvsamme løb, enkeltstarter – og minsandten om han ikke lige snuppede en stærkt kuperet etape i Giro d’Italia.

Alt dette skal holdes op imod, at Boasson Hagen altså stadig blot er 22 år! Det er faktisk helt vildt, og en alsidighed magen til mindes jeg ikke at have set ret mange gange i mine 14-15 år som cykelsportsfan. Her matches han vel kun af Alejandro Valverde og Laurent Jalabert. Edvald Boasson Hagen har masser af udviklingspotentiale, men reelt mangler han vel kun at få bjergbenene skruet helt på, og at det sker vil jeg på ingen måde afvise – han viste spredte eksempler på sådanne evner i Giro d’Italia. Ingen ved helt hvor hans fokus vil ligge i fremtiden, for pilen peger lidt i alle retninger, men hans fysik – han er en stor gut – peger vel primært mod de virkeligt tunge endagsklassikere og en-uges-etapeløb, hvilket sejrene i Gent-Wevelgem og Eneco Tour jo også bakker op. Altså i store træk, sin generations Sean Kelly – men vil han stoppe der, eller udfordre kannibalen Eddy Merckx og sejre i alle terræner og tænkelige scenarier?

Foreløbig bliver det mere end almindeligt interessant at følge ham næste år, hvor han skal køre med Team Sky’s logo på dresset i stedet for Team Columbias.

Tyler Farrar er ikke som Edvald Boasson Hagen brudt massivt igennem fra første tråd hos de professionelle, men er nærmere kommet snigende. Han blev prof hos Cofidis i 2006, og var dengang regnet som en hurtig og slidstærk rytter med flair for forårsklassikerne og korte enkeltstarter. Men indtil i år var Garmin-rytteren stadig bedst kendt for et voldsomt styrt nedad Kemmelberg i 2007-udgaven af Gent-Wevelgem.

Det er der dog lavet kraftigt om på i år, hvor han som en af få har presset Mark Cavendish i massespurterne – og ovenikøbet slået ham. Farrar har haft en forrygende sæson, der har sikret ham hele 11 sejre, men de fleste har nok bemærket ham i de tre Grand Tours, hvor det blev til et utal af top-3-placeringer, med etapesejren i Vuelta a España som kronen på værket. Det er dog nok en uge i august, der vil stå som hans største præstation, for her blev det til sejr i ProTour-løbet Vattenfall Cyclassics og tre etaper i Eneco Tour.

Farrar lader til at have fundet sin plads som topsprinter i de største etapeløb, og spørgsmålet er om han vil holde fast i denne position, eller om han vil finde nogle af sine tidligere dyder frem og også blande sig på de vindblæste franske og belgiske brosten.

Jakob Fuglsang åbnede sit første år som fuldblods-professionel med store forventninger tilknyttet sine brede, unge skuldre, for han havde trods alt en titel som forhenværende U23-verdensmester på mountainbike og en samlet sejr i Post Danmark Rundt anno 2008 på sit cv. At han formåede at leve op til rygtet er derfor ikke nogen overraskelse, men at han har overgået alle forventninger med flere cykellængder og leveret en regulær kanonsæson er alligevel nok uventet.

Fuglsang startede året med total selvopofrelse i holdets tjeneste, og hele cykelverdenen så en mand med benene i orden på specielt den sidste etape af Paris-Nice, hvor han leverede et sandt arbejdsraseri for sin kaptajn. Dette gjorde han også i Liege-Bastogne-Liege, men derfra var der dømt personlig succes. De samlede sjettepladser i prestigiøse og hæderkronede etapeløb som Volta a Catalunya og Criterium du Dauphiné Libéré vakte naturlig opmærksomhed, og disse blev fulgt op af løfter om, at manden sagtens kan vinde på egen hånd, da han triumferede meget overlegent i Tour de Slovénie og siden forsvarede sin sejr i Post Danmark Rundt.

Jakob Fuglsang fik ikke sit GT-gennembrud i år, da styrt satte en stopper for de ambitioner i Vuelta a España, men han fik i stedet vist flair for at ramme de rigtige udbrud på vanskelige etaper, for hele tre gange lykkedes det ham, uden det dog resulterede i sejre. Denne evne til at køre endagsløb fik han allersidst på sæsonen leveret endnu flere beviser på i to af kalenderens hårdeste løb – Giro dell’Emilia og Giro di Lombardia. I førstnævnte var han centimeter fra at løbe med hele skidtet, men måtte i den knaldhårde afslutning se sig slået af Robert Gesink, og i sidstnævnte var han med i løbets afgørende stunder, hvilket den endelige 16.plads dog ikke giver et helt retfærdigt billede af.

Der er ingen tvivl om, at Jakob Fuglsang går ind til 2010-sæsonen et par trin højere op i hierarkiet hos Team Saxo Bank, men med hans sæsonafslutning in mente er det alligevel interessant at se om hans fokus vil være på etapeløbene, som der hele tiden har været lagt op til, eller om han måske vil bruge mere krudt på de bjerg/bakkerige endagsløb. Fremtiden ser i hvert fald ualmindelig lys ud for midtjyden.

Det er egentlig lidt uretfærdigt at tage en mand som Heinrich Haussler med i kategorien årets gennembrud, for han har trods alt gjort sig bemærket tidligere med etapesejre i Vuelta a España (2005) og Criterium du Dauphiné Libéré (2007). Men hans tilstedeværelse i årets løb har bare været så massiv, at han ikke er til at komme udenom.

Heinrich Haussler var om nogen forårets mand, hvor resultaterne kom i spandevis. Den drabelige dyst med Mark Cavendish i Milano-San Remo, hvor de lå side om side på selve målstregen og målfoto måtte i brug for at udråbe briten som vinder, var nok den mest mindeværdige, men andenplads i Ronde van Vlaanderen og syvendeplads i Paris-Roubaix pynter på ethvert cv, og særdeles fremtrædende roller i mange af de belgiske semiklassikere gør næppe heller hans ry ringere. Trods de mange lige-ved-og-næsten-placeringer skortede det ikke på sejre, og af de seks det blev til, kan der vel næppe være tvivl om, at gevinsten på 13. etape af Tour de France var den største. Ikke bare fordi det nu engang var i Tour de France, men også fordi den blev vundet på imponerende vis, hvor tysk-australieren kørte sine udbryderkolleger i sænk i et vildt terræn (og et vildt regnvejr) på vejen til Colmar. Netop den sejr var det bedste bevis på Hausslers alsidighed, for selv om de fleste af hans sejre falder i større spurter på flad vej, så er han også meget holdbar i mere udfordrende terræn.

Når alt dette er sagt, så er Cervelo Test Team-rytteren alligevel den af mine fem udvalgte jeg levner mindst chance for at leve op til årets resultater i 2010, for en sådan massiv dominans som han leverede i hele foråret, har jeg vanskeligt ved at se ham gentage. Det behøver han for så vidt heller ikke – han kan jo for eksempel bare ‘nøjes med’ at bytte en af sine klassiker-andenpladser ud med en sejr, og så er forventningerne indfriet uanset hvad han ellers bedriver. Men hans resultater i år – på allerhøjeste plan – har simpelthen været så markant bedre end tidligere, at han 1) har fundet sit niveau eller 2) er et cykelsporten one hit wonder. Jeg må indrømme, at jeg er kraftigt i tvivl om hvor jeg skal placere ham.

Rein Taaramäe bragte sig i år på bane som den mest lovende estiske cykelrytter siden Jaan Kirsipuu (der i parentes bemærket skam kører og vinder cykelløb endnu). Han gjorde det i både Paris-Nice og Vuelta al Pais Vasco med en iver og synlighed, der var meget smittende, og selv om resultaterne udeblev, så var det åbenlyst at talentet var tilstede. Et talent han allerede i fjor løftede en flig af, og som også var synligt mens han kørte i U23-rækkerne.

Gennembruddet lod dog ikke vente længe på sig, for i maj måneds Tour de Romandie slog han igennem ved på vanlig vis at køre uhyre aggressivt på kongeetapen, hvor kun det tjekkiske under Roman Kreuziger kunne slå ham. Det blev til en samlet tredieplads for Taaramäe, et resultat der kom i hus via offensiv bjergkørsel og evnen til at forsvare sig dygtigt på en tidskørsel. Talenter der halvanden måned senere skaffede ham en samlet ottendeplads i Tour de Suisse, og i august gav samlet sejr i det franske etapeløb Tour de l’Ain. Han kom lidt i menneskehænder i Vuelta a España, hvor han primært fik fremvist sin estiske mestertrøje på etapen til Xorret del Catí, men som du kan se på billedet ovenover havde han det ikke let på den ulideligt stejle bakke.

Rein Taaramäe går 2010-sæsonen i møde, som et af de mest løfterige etapeløbstalenter, for kombinationen dygtig bjergrytter/fornuftig tidskører er skræddersyet til de lange, seje træk. Jeg glæder mig meget til at følge Cofidis-rytteren i de(t) kommende år.

Det var mine fem udvalgte i kategorien årets gennembrud. Der var selvfølgelig andre, og vel først og fremmest Tony Martin, som jeg ærligt skal indrømme, at jeg havde glemt i overvejelserne til dette indlæg, hvilket lige nu forekommer fuldstændig forrykt. Jeg tillader mig dog at sige, at han fik sit gennembrud allerede sidste år, hvilket nok forekommer lidt hult. Det tager jeg gerne på mig, kære læser. Jeg kunne også have nævnt den, på det seneste, allestedsnærværende Johnny Hoogerland, der virkelig brændte igennem i Vuelta a España og senest Giro di Lombardia. Det ville heller ikke have været forkert at nævne Kevin Seeldrayers, det unge belgiske etapeløbshåb, der gjorde det så fremragende i forårets Paris-Nice og Giro d’Italia, eller den hurtige og bakkestærke Francesco Gavazzi, der trods et magert år for Lampre-holdet har lyst stærkere end de fleste. Og du kan sikkert selv finde på flere.

Jeg vender forhåbentlig snart tilbage med endnu et tilbageblik på cykelsportssæsonen 2009.

]]> http://spiritditch.wordpress.com/2009/10/25/cykelsportsaret-2009-gennembrudene/feed/ 0 spiritditch Boasson Hagen vinder Gent-Wevelgem Tyler Farrar vinder i Vuelta a España Jakob Fuglsang udfordrer Mont Ventoux Heinrich Haussler vinder i Tour de France Rein Taaramäe (s)lider på Xorret del Catí http://spiritditch.wordpress.com/2009/09/26/vm-pa-landevej-2009-herrernes-liniel%c3%b8b-optakt/ http://spiritditch.wordpress.com/2009/09/26/vm-pa-landevej-2009-herrernes-liniel%c3%b8b-optakt/#comments Sat, 26 Sep 2009 22:41:03 +0000 Morten http://spiritditch.wordpress.com/?p=680 ]]>

Som det efterhånden er blevet en fast tilbagevendende tradition, så bliver årets VM-rute udråbt som benhård og slet ikke egnet til sprinterne. Således var det i 2001, hvor Lissabon lagde asfalt til en slutspurt mellem 45 mand, og hvor Oscar Freire slog Paolo Bettini og forlængst glemte Andrej Hauptman. Sådan var det i 2003 i canadiske Hamilton, hvor det først på løbets absolut sidste omgang lykkedes en lille og særdeles selektiv gruppe at slippe væk, og hvor de senere års største fluke af en verdensmester, Igor Astarloa, snød forfølgerne med blandt andre Alejandro Valverde og Peter Van Petegem, og hvor mere end 60 ryttere sluttede inden for et halvt minut af vindertiden. Sådan var det i Verona i 2004, hvor top-5 blev besat af sprintere – hårdføre sprintere som Freire (igen), Erik Zabel og Luca Paolini, javist, men sprintere ikke desto mindre. Og sådan var det igen i Salzburg i 2006, hvor kun en genial manøvre inden for den sidste kilometer gjorde at Bettini, Zabel, Valverde og Samuel Sanchez slap fri af det 45 mand store felt der ellers skulle have afgjort VM mellem sig.

Men denne gang skulle den være god nok: ruten i Mendrisio er benhård og slet ikke egnet til sprinterne. At dømme efter kvindernes og U23-herrernes løb tidligere på dagen, kan det godt se ud som om der er noget om snakken, for specielt hos kvinderne viste udskilningen sig efterhånden at blive ganske kraftig, og der blev lavet store tidsforskelle på de to bakker, hvor vinderne Tatiana Guderzo og Romain Sicard formåede henholdsvis ene kvinde og unge knægt at gøre forskellen. Det lover godt for herrernes linieløb, der starter i morgen formiddag og forventes afgjort sidst på eftermiddagen.

Hvem kan så forventes at løbe med titlen og den regnbuefarvede trøje? Det vil jeg forsøge at gætte mig lidt frem til her.

Ligesom det altså er blevet en tradition det seneste tiår (cirka) at fremhæve ruten som benhård og selektiv, så har selve VM-løbet mere og mere udviklet sig til en italiensk-spansk duel. Kigger vi ti år tilbage, til Verona 1999, så var det her Oscar Freire chokerede hele cykelverdenen ved at snyde alle favoritterne med et veltimet angreb på sidste kilometer. I ‘Freire-æraen’, som jeg vælger at kalde den, har Spanien fire verdensmesterskaber (Freire x3, Astarloa), det samme har Italien (Bettini x2, Mario Cipollini, Alessandro Ballan) og kun lettiske Romans Vainsteins og belgiske Tom Boonen har kunnet bryde dette mønster. Det virker dog som om italiernene har fået overtaget, da de har vundet de seneste tre og specielt sidste år fik de sat de spanske toreadorer fuldstændigt skakmat, og var kun marginalt presset af, ja, det danske hold minsandten. I morgen må vi dog igen forvente et primært opgør mellem de offensive italienere og de mere defensive spaniere. Italien har den vel største forhåndsfavorit i den i Vuelta a España ualmindeligt formstærke Damiano Cunego, der jo allerede sidste år var i overdådig VM-form, og kun blev slået af landsmand Ballan. Den regerende verdensmester er med igen, efter en sæson der i det store hele har været et skadesplaget mareridt. Ballan begyndte at vise form i slutningen af Tour de France, og var virkelig god i august, hvor han sejrede sammenlagt i Tour de Pologne. Han fik dog slet ikke præget Vuelta a España, og derfor står han nu i en situation, hvor han ikke kan forlange at spille hovedrollen på sit hold. Italienerne har i folk som Stefano Garzelli, Luca Paolini, Filippo Pozzato og formstærke Giovanni Visconti ryttere, der alle kan præge en rute og et løb som dette, og de må forventes at blive spillet ud i det store, strategiske slag der skal slås. Italienerne vil nok køre offensivt som de plejer, for selv om Cunego er blandt de bedste på bakkerne – hvis ikke den bedste – og kan slå de fleste i en spurt, så er han ikke nogen Paolo Bettini, der vil kunne besejre alle. Det spanske triumvirat Freire, Valverde og Sanchez kan alle matche hovedparten af rivalerne i en samlet afslutning, og kan derfor igen tillade sig at køre afventende, for ikke at sige destruktivt. Det bliver spændende at se, om Franco Ballerinis blå tropper endnu engang får held til at udmanøvrere Paco Antequeras hvid-gul-røde ditto.

Kigger man udover de to store nationer, så kunne der meget vel tænkes at komme hård konkurrence fra et stærkt australsk hold. Det føres an af Allan Davis,  Cadel Evans, der kom godt ud af Vuelta a España, og så min dark horse, Simon Gerrans. Davis har ofte vist, at han magter disse hårde VM-rundstrækninger og at han har en stor del af sin power tilbage efter udmarvende strabadser. Han skal håbe på at en forholdsvis stor gruppe kommer samlet til målstregen, mens Evans skal køre fra alle sine konkurrenter. At dette scenario er utænkeligt er så en anden sag. Gerrans, derimod, skal håbe på hård udskilning, hvorefter han kan udnytte sin hurtighed i en mindre gruppe. Cérvelo Test Team-rytteren har haft en formidabel sæson, der har indbragt ham meriterende etapesejre i både Giro d’Italia og Vuelta a España, samt gevinst i Pro Tour-løbet GP Ouest France og top-10-placeringer i samtlige tre Ardenner-klassikere.

Udover de nævnte nationer er det svært at se hold, der kan sætte præg med stort set alle sine ryttere, og en stor nation som Tyskland skal nok håbe på lucky punches fra Tony Martin eller Fabian Wegmann, for alle Gerald Cioleks evner til trods, så vil han næppe sidde med til den bitre ende. Hos Rusland bør man vel sætte sin lid til snu og hypererfarne Serguei Ivanov og mesterskabsrytteren par excellence, Alexandr Kolobnev. Belgiens bedste kort er Philippe Gilbert, der dog har en uheldig vane med at administrere sine kræfter en smule skævt. Nick Nuyens har vist god efterårsform, men bliver der kørt hårdt vil han nok få vanskeligt ved at hænge på, endsige præge løbets finale. Tom Boonen har ofte vist at han kan være med i ganske krævende terræn, men her må han dog forventes at være for tung. Men hvem ved, måske kan han finde trøst i, at læremester Johan Museeuw vandt sidst VM blev afviklet i Schweiz i 1996?

Luxembourg står igen i den bizarre situation, at de er berettiget til at stille med fuldt hold – ni mand- men at de ganske enkelt ikke kan fylde holdkortet helt ud! Fire mand har de til start, og Andy Schleck må i fraværet af sin skadede bror sætte sin lid til en Kim Kirchen, der har haft en skidt og uheldspræget sæson, sat i relief af hans alt for tidlige exit fra Vuelta a España. Kort sagt: Andy må klare sig selv. Hvorvidt det overhovedet bliver aktuelt ved ingen, for den unge Schlecks form har det med at komme og gå som vinden blæser, og han har intet bedrevet siden Tour de France.

Norge har for første gang fuldt hold hos herreseniorerne, og i vidunderknægten Edvald Boasson Hagen har de et af de varmeste bud på en verdensmester. Han er dog stadig meget ung, og spørgsmålet er om ikke distancen vil være for meget for ham på nuværende tidspunkt? Der er dog ingen tvivl om at han vil blive markeret tæt, for han har haft en overvældende succesfuld sæson, og kan nærmest alt på en landevejscykel. De garvede kræfter Thor Hushovd og Kurt-Asle Arvesen kan altså vise sig at være nordmændenes bedste bud, og der vil jeg nok sætte min lid til Hushovd, der slet ikke er uden evner i terræn som dette.

USA stiller som altid med et b- eller c-hold, og det er svært at se nogen af dem gøre noget som helst i dette løb. Tyler Farrar er vel bedste bud, men ruten er nok for krævende, og desuden har han haft en laaaaaaaang sæson allerede, og der kan ikke være meget tilbage i ham. Tom Danielson har i år vist glimt af genopstandelse, men har ved gud aldrig vist noget som helst i endagsløbene – det gør han næppe heller i morgen.

Briterne har en flok dygtige ryttere med, men det er nok for tidligt – og for voldsom en rute – for den supertalentfulde Ben Swift. David Millar viste god enkeltstartsform i Vuelta a España, hvor han vandt den sidste tidskørsel. Han sprang VM-enkeltstarten over, da han på forhånd havde indset at han ville møde overmagten i den schweiziske bjørn, og har således fokuseret fuldt på linieløbet. Endagsløb har dog aldrig været Millars speciale, og jeg har svært ved at se ham gøre noget helt stort her. Det samme gælder for glimrende og erfarne ryttere som Roger Hammond og Steven Cummings.

Holland er drattet nedad i hierarket og har ligesom en anden falmet stormagt, Frankrig, kun seks ryttere med. Det er dog seks gode ryttere, og både Lars Boom, Robert Gesink og Johnny Hoogerland var vældigt godt kørende i Vuelta a España. Boom kunne faktisk være en interessant outsider, men jeg har en forestilling om, at distancen er en kende for meget for ham. Bunderfarne Karsten Kroon er som altid en mand man skal tage seriøst i et løb som dette, og er måske det største orange håb.

Frankrigs bedste kort er Sylvain Chavanel og Pierrick Fèdrigo, men deres store evner til trods, vil de næppe kunne stille meget op i det skrappe selskab.

Danmark skal forsøge at gentage den store succes fra i fjor, men Matti Breschel virker desværre ikke helt så skarp som på samme tidspunkt sidste år. Ruten kan også let vise sig at være for krævende til den hurtige og alsidige Køge-knægt. Jakob Fuglsang og Chris Anker Sørensen bør begge kunne gøre sig på en hård rute som denne, men ingen af dem har en afslutning der kan bruges til ret meget i de afgørende momenter.

Værtsnationen er en enmandshær, der hedder Fabian Cancellara. Af de mange magtdemonstrationer han har leveret de senere år, var VM-enkeltstarten i torsdags måske den største. Cancellara hører til den ypperste favoritkreds, og er han med i front på toppen af den sidste stigning, så er der en stor risiko for at han kan køre favoritterne i sænk på de afsluttende 2-3 kilometer. Måske vil vi i morgen se den første mand, der vinder både enkeltstart og linieløb samme år?

Det var mit kig på de mest traditionsrige nationer – skal man kigge på de mere ‘eksotiske’ lande, så skal Tjekkiets Roman Kreuziger nævnes. Han viste stigende formkurve i Vuelta a España, og viste i augusts Clasica San Sebastian, at han også magter endagsløb. Hos Slovenien har man en spændende fyr i Grega Bole, der både kan køre i bakker og – ikke mindst – spurte, men han er temmelig uprøvet, og vil nok ikke spille nogen rolle i afgørelsen. Colombia stiller med alsidige springfyre i José Serpa og Rigoberto Uran, der kan lidt af hvert, mens Kazakhstan skal håbe på Alexandre Vinokourov. Andrey Kasheckin gjorde comeback i enkeltstarten forleden, men var langt fra fordums styrke, og han vil næppe præstere i linieløbet. I form ville en bakke- og spurtstærk gut som Maxim Iglinskiy være et spændende outsiderbud, men hvor hans form befinder sig er noget uklart. Ukraine har i Andriy Grivko en hyperoffensiv rytter, der dog nok skal få brændt sine mange kræfter af på alle de forkerte tidspunkter.

Estland stiller med spændende folk som Rein Taaramäe og René Mandri, der dog formentlig vil blive overmatchet, mens slovakkerne skal håbe at forhenværende U23-verdensmester Peter Velits har en af sine store dage. Canada har fine folk i Michael Barry, der tidligere har kørt gode VM, og Ryder Hesjedal, der vandt en bjergetape i Vuelta a España, mens Thomas Lövkvist nok er det største svenske håb, trods Marcus Ljungqvists gode VM-meritter. Endelig fortjener den irske trio Philip Deignan, Daniel Martin og Nicolas Roche, og den hviderussiske ditto Vasil Kiryienka, Aliaksandr Kuchynski og Kanstantin Siutsou også at blive nævnt. Ingen af disse mere perifere navne er måske ligefrem vinderemner, men det vil ikke være chokerende hvis nogen af dem sidder med langt ind i finalen.

Eurosport sender direkte fra klokken 10.15 til løbets afslutning, dog med en pause undervejs. Vil man gerne have det hele med, kan det anbefales at kigge med på svensk TV1 fra klokken 10.20, og samme tid går norske NRK1 på. Dansk TV2 går først på fra klokken 15.00.

Den endelige startliste findes lige her.

God fornøjelse med VM-løbet!

Jeg er blevet smittet af den sygdom der har bredt sig gennem cykelsportsfan-scenen de seneste par måneder (og nej, det er så vidt vides ikke svineinfluenza); jeg har haft umanerligt vanskeligt ved at blive grebet af løbet. Det er en sygdom der er kommet gradvist de seneste tre-fire år – for mit vedkommende i hvert fald, og skyldes nok overvejende, at jeg på dette tidspunkt af året er ved at være cykelsportsmæt nok for i år. Det er der intet odiøst i, landevejsfeltet er trods alt sidst på sæsonen, og de sidste ressourcer skal brændes af over de kommende par uger, og det gælder altså også for os der sidder på den anden side af tv- og computerskærmene, eller står på landevejene og – naive og loyale som vi er – hepper på rytterne. Kort fortalt: Jeg har dælme ikke fået set meget cykelløb fra Spanien de seneste tre uger. Derfor kan det også virke lidt sært, at jeg skal sidde her og evaluere et løb jeg har fulgt meget overfladisk, men den ‘ære’ fortjener det trods alt.

Nogle af de mest interessante aspekter set fra min stol:

- Det lykkedes endelig Alejandro Valverde at vinde en Grand Tour. At det skulle ske i Spanien er ikke noget chok, ligesom det heller ikke vil være noget chok hvis det skulle vise sig at blive hans eneste gevinst af sådan art.  Jeg har en fornemmelse af, at det her var hans chance – specielt med tanke på de adskillige appelsiner der undervejs faldt ned i hans cykelturban. Det var ikke nogen storslået og glorværdig sejr Valverde hentede, men såmænd fortjent nok. Han vandt overvejende grundet sin hurtighed og acceleration på bjergtoppene, men også fordi han demonstrerede en sjældent set stabilitet over tre uger. Der var ingen af hans ellers klassiske off-days, og den ene der var undervejs på 14. etape til Sierra de la Pandera fik han på imponerende vis reddet – og ovenikøbet vendt til egen fordel.

De omtalte appelsiner der i sidste ende gjorde konkurrencen overskuelig for Valverde var rivalernes uheld. Robert Gesink, der lå nummer to helt frem til trediesidste etape fik for anden gang i år en ulykkelig udgang på en GT. Han styrtede et par gange undervejs, og det sidste uheld satte så kraftigt et præg på hans modstandskraft, at han ikke kunne følge konkurrenterne på 18. etape over Puerto de Navacerrada. Modsat Tour de France kom den hollandske klatrer dog igennem løbet, og sluttede da også på en fin sjetteplads, men det må ærligt talt være en bitter konstatering for en mand der på de vitale bjergetaper virkede som løbets allerskarpeste. Gesinks totale GT-gennembrud er udsat for et stykke tid, men der er ingen tvivl om at det kommer – han ER vitterlig så god.

Ikke kun Robert Gesink, men også en velkørende og (som altid) hårdt fightende Cadel Evans måtte se sine GT-drømme forsvinde via uheld. Den nu famøse punktering på 13. etapes Sierra Nevada kostede ham godt og vel et minut, godt og vel et minut som i sidste ende kunne have vist sig altafgørende. Australieren sluttede på trediepladsen 1.32 minutter efter Valverde, og uden det tabte minut – plus en tåbelig tidsstraf oveni – kunne situationen have været helt anderledes for både Evans og Valverde. Cadel Evans må efterhånden betragtes som sin generations bedste etapeløbsrytter, der aldrig vandt en Grand Tour, for jeg tror simpelthen ikke på han nogensinde vil drive det så langt. Der vil altid mangle et eller andet. Trist for den hårdføre og sammenbidte australier, hvis GT-skæbne efterhånden synes beseglet.

- Det mest bemærkelsesværdige ved årets Vuelta a España er for mig det, at ingen af podietagerne – Valverde, Samuel Sanchez og Evans – formåede at vinde en eneste etape. På siddende bagdel kan jeg ikke lige huske hvornår det sidst er sket i en Grand Tour – eller om det overhovedet er set tidligere. Sjovt også med tanke på, at netop folk som Valverde og Sanchez jo tradionelt er skarpe afsluttere og dermed altid potentielle etapevindere. Men i år var der stort set kun massespurter og udbrudssejre. Faktisk skal man helt ned til klassementets nummer ni – irske Philip Deignan – før man finder en etapevinder, og den eneste grund til han overhovedet befinder sig på niendepladsen er netop hans succesrige udbrud på etapen til Avila, hvor han hentede så megen tid, at han kunne avancere fra en fin 18. plads til en formidabel niendeplads.

- Derudover vil jeg huske løbet for Johnny Hoogerlands vanvittige angrebslyst, der løftede den relativt uprøvede hollænder helt op på en samlet 12.plads, Sylwester Szmyds efterhånden klassiske og helt eminente bjergstøtte til sin kaptajn – i dette tilfælde Ivan Basso – og ikke mindst for Damiano Cunegos to forrygende etapesejre i bjergene. Her kan man vist tale om en rytter der er klar til de lige om hjørnet kommende verdensmesterskaber.

Og netop det forestående VM vil jeg formentlig også kigge frem mod i en nær fremtid, så du skal være velkommen tilbage på bloggen de kommende dage.

Min gennemgang af årets Vuelta a España-felt fortsætter her.

Jonathan Vaughters og organisationen bag Garmin-Slipstream har af uvisse årsager haft så megen tillid til Tom Danielson, at denne har fået overdraget kaptajn-hvervet. Den 31-årige amerikaner, der var et af de mest omsværmede talenter, da han kom til Europa og Fassa Bortolo i 2004, har mildt sagt haft vanskeligt ved at omsætte de enorme forventninger til resultater. Bevares, etapesejr og samlet sjetteplads i Vuelta 2006 er bestemt ikke at kimse ad, men hans profkarriere har overvejende handlet om nedture, sygdom, skader og konstante påmindelser om, at han var et flop. Den skrøbelige amerikaner har haft svært ved at kapere dette pres, og i det meste af denne sæson har det lignet et exit til cykelsportens topniveau. I begyndelsen af august kom der dog endelig noget oprejsning til den stærke allrounder, da han vandt enkeltstarten i Vuelta a Burgos, og en fin præstation på kongeetapen sikrede Danielson en samlet tredieplads efter Valverde og Tondo. Pludselig er der altså visse forventninger til amerikaneren, der i det løb hvor han har fejret sine største proftriumfer skal forsøge at komme helt tilbage på ret kurs. Han kan forvente udmærket bjergopbakning af ex-mountainbiker Ryder Hesjedal og ikke mindst det irske wunderkind Daniel Martin. Martin, søn af tidligere prof Neil Martin, nevø til legenden Stephen Roche og dermed fætter til Ag2r’s Nicolas Roche, skulle egentlig have GT-debuteret i årets Tour de France, men en skade satte en stopper for den optræden, så nu kommer debuten altså i Vuelta a España i stedet. Forventningerne til den 23-årige klatrer er enorme, hvilket ikke mindst skyldes hans samlede andenplads i Volta a Catalunya, hvor han blandt andet satte den samlede vinder Valverde til vægs på en af bjergetaperne. Hans overbevisende sejr i sidste års Route du Sud, satte for alvor gang i irerens karriere, og der er intet der tyder på at fremgangen stopper her. Mange eksperter holder vejret i spænding, når den unge mand med de formidable gener sætter sig på cyklen i Assen i dag – og selvfølgelig når feltet rammer bjergene om en uges tid. Endelig skal også nævnes en af feltets mest omtalte ryttere i disse uger, Tyler Farrar. Farrar var god i både Giro d’Italia og Tour de France, men har haft karrierens bedste uger, efter han forrige søndag fejrede sejren i Vattenfall Cyclassics og fulgte denne op med hele tre etapesejre i nys overståede Eneco Tour. Farrar må betragtes som favorit til de første flade etaper i Holland og Belgien.

Lampre stiller i Vuelta a España med begge sine megastjerner, men både Damiano Cunego og verdensmester Alessandro Ballan må formodes først og fremmest at have VM for øje. Lampre har haft en frygteligt skuffende GT-sæson, for til trods for stærkeste opstilling i Giro d’Italia var der intet der fungerede der. I Tour de France stillede man et forstærket b-mandskab, og resultaterne her var naturligvis ikke mere opløftende. Det glædelige for holdet er dog, at Ballan endelig er kommet sig over sit skrækkelige forår, der blev totalt spoleret af sygdom. Han viste regnbuetrøjen og lidt af sit store format ved en enkelt lejlighed mod slutningen af Tour de France, og fik endelig lidt succes, da han i begyndelsen af august vandt Tour de Pologne samlet. Med triumfen i Polen er der lagt op til et stort efterår for den lange italiener, og der er næppe tvivl om at de fleste let kan unde den vellidte verdensmester en succesrig afslutning på hvad der skulle have været hans store jubelår. Ser man bort fra de to stjerner, er der småt med forventninger til holdet. Elegante Enrico Gasparotto har haft en sæson på det jævne, men har vist stigende formkurve på det seneste. Hold øje med ham i de kuperede afslutninger. Den talentfulde ukrainer Vitaliy Buts GT-debuterer her for at få lidt hår på brystet, mens altid offensive Paolo Tiralongo ved mere end en lejlighed vil angribe forgæves.

Liquigas stiller med et på papiret frygtindgydende mandskab. Det føres an af Ivan Basso, der har Vuelta som årets andet store mål, efter hans udmærkede genkomst i Giro d’Italia. Basso skal køre med om sejren, og opbakningen kan han ikke klage over: Den bjergstærke trio Roman Kreuziger, Sylvester Szmyd og Oliver Zaugg er med, og sejtrækkere som Kjell Carlström, Manuel Quinziato og Maciej Bodnar er bomstærke hjælpere på det fladere terræn. I spurterne skal Daniele Bennati med støtte fra Fabio Sabatini forsøge at rette op på endnu en sæson, hvor han oftere har været nævnt på skadeslisterne end i sejrsannalerne. Et virkelig stærkt hold, hvor man kun kan stille spørgsmålstegn ved en ting: Hvordan er deres form egentlig? Det vil tiden vise.

Quick Step har aldrig været et etapeløbshold, og det afspejler Vuelta-truppen ret tydeligt. Der er mere brostensklassiker end bjergtrøjevinder over de ni udvalgte, som ledes af Tom Boonen, der skal forsøge at rette op på et forfærdeligt Tour de France, og et år der vanen tro har budtpå  store opture og kolossale nedture. Dette behandlede jeg allerede i min Tour de France-optakt, og gider derfor ikke begive mig ud i det igen, så jeg vil blot konstatere at Boonen nok er til start for at varme op til VM, og måske for at vinde en etape i Belgien, iført sin belgiske mesterskabstrøje. Ronde de Vlaanderen-vinder Stijn Devolder har formentlig opgivet sine klassementdrømme i de store rundture, men skulle han være kommet på andre tanker, så vil Vuelta a España, hvor han tidligere har gjort det godt, være stedet at ændre på de kedelige facts. Carlos Barredo fik efter flere års tilløb endelig en stor sejr på sit cv, da han første august vandt Clasica San Sebastian. Den altid offensivt kørende Barredo gjorde sig for et par år siden også i klassementet i Vuelta a España, hvor det blev til en samlet 10. plads. Om han har den form for ønsker i årets udgave ved jeg faktisk ikke, men faktum er at hvis nogen fra Quick Step skal forsøge sig på den slags, så skal det være ham. Resten af holdet består af semi-sprintere og deres hjælpere, der alle sikkert venter på at Boonen skal udgå, så de kan køre egne chancer, og måske – som Wouter Weylandt gjorde sidste år – vinde en etape. Den 24-årige belgier er i hvert fald mand for at gøre forsøget igen, hvis ikke Allan Davis får højere intern prioritet.

Den spanske bjergveteran Juanma Garate reddede Rabobank fra den totale ydmygelse i årets Tour de France, da han i næstsidste øjeblik slog til på Mont Ventoux. Garate har fået genvalg til Vuelta, hvor han sammen med folk som den hollandske mester Koos Moerenhout, Paul Martens, Bram Tankink og Pieter Weening skal forsøge at yde stjernefrøet Robert Gesink bare minimal bistand i højderne. Gesink måtte som bekendt forlade sin Tour-debut alt for tidligt efter styrt på en af løbets første etaper, og derfor er han nu blevet sat ind på Vuelta-holdet. Han GT-debuterede i Spanien sidste år med en fornem samlet syvendeplads, men om han kan gentage eller forbedre den bedrift i år er nok tvivlsomt – han er først for ganske få dage siden vendt tilbage til landevejen. Rabobanks håb om succes ligger altså atter på den tredobbelte verdensmester Oscar Freire, der blev smittet af holdets dårligdomme under Tour de France, og fik absolut intet ud af anstrengelserne. Der er revanche i luften, ligesom at han nok endnu en gang bruger sit hjemlands store etapeløb som forberedelse til VM. Endelig skal også nævnes det andet store hollandske vidunderbarn, Lars Boom. En ung mand der i en alder af bare 22 år kunne kalde sig verdensmester og national mester i cykelcross og, ikke at forglemme, national mester i samlet start og enkeltstart – på landevejen! Alt dette skete i 2008 og i år har han fortsat sin udvikling på landevejen med den samlede sejr i Tour de Belgique. Boom har sin største styrke i tidskørslerne, så hold et vågent øje med ham på løbets tre enkeltstarter.

Silence-Lotto har haft en ussel sæson, hvor meget lidt er gået deres vej. Sølle seks sejre er det blevet til, og halvdelen af dem er hentet af Philippe Gilbert, der som en af de få kan være sin indsats bekendt. Gilbert er med i årets Vuelta, hvor han skal jagte etapehæder i udbrud, og er et oplagt vinderemne på etapen til Liege. Holdets andet store navn er naturligvis Cadel Evans, der eftersigende har ambitioner om klassementet. Det er også en naturlig tanke oven på hans katastrofale Tour de France, hvor alt gik galt for australieren, men ingen rigtig kunne forklare hvorfor. Evans har tidligere gjort sig i Vuelta-klassementet, hvor han i 2007 sluttede som nummer fire, så løbet er ikke fremmed for ham. Han kan forvente hæderlig bjergstøtte fra sin lille landsmand Matthew Lloyd, den unge langlemmede belgier Francis de Greef og altid solide Charles Wegelius, mens den tidligere belgiske mester Jurgen Roelandts skal gøre sine hoser grønne i massespurterne.

Team Columbia-HTC kan ikke, end ikke hvis man gør sig umage, undgå at stille med et sprinterspækket hold. Sådan er situationen også i årets Vuelta a España, hvor man i fraværet af ham den lille englænder, I ved nok, årets mest vindende rytter, må lade sig ‘nøje’ med at have årets næstmest vindende i front. Således føres holdet an af Andre Greipel, der kan forvente et tog bestående af næsten lige så hurtige Greg Henderson, Vicente Reynes og Marcel Sieberg, foruden bomstærke slidere som Bert Grabsch og Adam Hansen. Enkeltstartsverdensmester Grabsch hører til den absolutte favoritkreds på løbets anden tidskørsel, den ved Valencia, og i den tunge tjekke Frantisek Rabon har man en mand der kan vinde dagens indledende korte enkeltstart. Holdet fuldendes af de to eneste der må formodes at kunne gøre noget i det kuperede terræn, nemlig Michael Albasini og Kim Kirchen. Albasini har haft en god sæson med etapesejr i sit hjemlands Tour de Suisse, og samlet gevinst i nabolandets Österreich-Rundfahrt, mens Kirchen som bekendt har slidt og slæbt for at komme tilbage i form efter sit alvorlige styrt tidligt på sæsonen. Ruten ligger faktisk godt til Kirchen, men spørgsmålet er om han har ambitioner om at køre klassement eller om hans mål ligger senere på året, ved VM og Giro di Lombardia.

Team Milram medbringer sine største profiler til festen, i skikkelse af Gerald Ciolek og Linus Gerdemann. Ingen af dem har ligefrem brilleret i årets løb, og har derfor masser af incitament til at revanchere sig. Spørgsmålet er om de har motivationen. Ellers skal Milram som altid håbe på, at Christian Knees kan gøre sig i udbrud, samtidig med at han kører et fint klassement, mens den østrigske klatrer Thomas Rohregger fra tid til anden viser styrke på stigningerne. Det ville i hvert fald være et godt tidspunkt at gøre nu på et Milram-mandskab, der som altid er cykelsportens svar på discount-leverpostej.

Team Saxo Banks ni udvalgte består af en mand der har Vuelta som stort mål, og otte andre der forbereder sig til VM. Sådan groft sagt. På papiret er et hold med Schleck-brødrene og Fabian Cancellara naturligvis skræmmende som få, og når de så bakkes op af Matti Breschel, Alexandr Kolobnev, Karsten Kroon, Stuart O’Grady og Kurt-Asle Arvesen, så lyder det som en ordentlig mundfuld for resten af feltet. Ikke desto mindre er det holdets niende mand, der forventes at blive samlet klassement-kransekagefigur, for årets danske komet Jakob Fuglsang har været så imponerende i sin første fulde prof-sæson, at forventningerne til ham blandt cykelsportseksperter er enorme. Samlede sejre i Tour de Slovenie og Post Danmark Rundt er blevet fulgt op af imponerende sjettepladser i Volta a Catalunya og Críterium du Dauphiné Libéré, og i en alder af blot 24 virker den forhenværende mountainbiker allerede komplet som etapeløbsrytter; han kører fremragende opad og nedad og en glimrende enkeltstart. Det eneste han vel reelt mangler er GT-erfaring. Det får han nu, hvor han er udset til at lede holdets Vuelta-kampagne. Manges øjne hviler utvivlsomt på den unge midtjyde, omend det må forventes at tempobæstet Cancellara vinder dagens indledende tidskørsel og snupper førertrøje og opmærksomhed.

Vacansoleil Pro Cycling Team må være Vueltaens svar på Tourens Skil-Shimano: Et på papiret rimeligt beskedent hold, men når man graver lidt dybere, så har de alligevel noget at byde på. Også væsentligt mere end Skil-Shimano. For eksempel den erfarne og ret habile etapeløbsekspert Matteo Carrara, som dog primært gør sig bedst i kortere etaperidt a la Tour de Suisse. Også den alsidige Johnny Hoogerland har visse etapeløbsevner, omend bjergene i Vuelta må formodes at være en tand eller to for krævende for hollænderen. I Jens Mouris og Lieuwe Westra har man to virkeligt stærke temporyttere, der kan gøre sig på enkeltstarterne, mens den lynhurtige slovener Borut Bozic kan blive en overraskelse i massespurterne. Hele fire sprintsejre har han i år, hvor han blandt andre har sat Andre Greipel og Danilo Napolitano grundigt til vægs. Den tidligere U23-verdensmester Sergey Lagutin og klassikereksperten Björn Leukemans er glimrende ryttere som vil gøre sig bemærket i udbrud. Et ganske udmærket hold, som har en del strenge at spille på.

Fjerde og sidste wild card-hold er Xacobeo Galicia, og det er formentlig det af de fire der har størst chance for at udfordre klassementet. Dette skyldes først og fremmest en mand, nemlig Ezequiel Mosquera. Den 33-årige klatrer slog igennem med et brag, da han i 2007 – via defensiv og klog kørsel – sluttede på en imponerende femteplads i Vuelta a España. Sidste år havde han fået tanket tilstrækkeligt med selvtillid til at turde udfordre konkurrenterne, og hans mere offensive tilgang til løbet løftede ham en plads op i klassementet, hvor han endog ved flere lejligheder havde løbets nummer tre, Carlos Sastre i vanskeligheder. Mosquera var vanen tro med fremme i nogle af forårets spanske etapeløb, og planen var at han skulle lede holdets Giro d’Italia-kampagne. Men sygdom gjorde, at han i sidste øjeblik måtte trække sig fra løbet, og i stedet er alt nu bygget op til en formtop i Vuelta. Mosquera er udpræget bjergrytter, og det er på de stejle stigninger han skal hente tid, for han kører en ringe enkeltstart og vil her tabe terræn til mere komplette konkurrenter som Sanchez, Valverde og Basso. Mosquera vil nok sidde alene på de hårdeste bjerge, men kan et langt stykke af vejen forvente hjælp fra gode folk som Gustavo César Veloso, David García Dapena og David Herrero, der alle kan køre ret habilt opad. Specielt de to sidstnævnte er også potentielle etapevindere, for Dapena vandt en hårdt kørt etape i fjor, og Herrero er en ganske hurtig mand, når terrænet har alvorlige buler og de hurtigste folk er sat ud af spillet.

Således nåede jeg igennem samtlige deltagende hold. Husk at du kan se den komplette startliste på løbets officielle site, der som altid byder på etapeprofiler, nyheder og alskens relevant info.

Tilbage er blot at ønske dig god fornøjelse med Vuelta a España 2009!

Der er åbnet op for et helt nyt podium i forhold til sidste år, for hele top-3 har valgt at springe årets Vuelta over, af forskellige grunde: Den regerende vinder, Alberto Contador, har valgt at sidde over efter et på alle måder krævende Tour de France, mens hans holdkammerat Levi Leipheimer – sidste års nummer to – formentlig er færdig for denne sæson, efter sit triste exit fra selvsamme løb. Carlos Sastre, der fuldendte podiet i 2008, har fået tilstrækkeligt med Grand Tour-kilometer i benene i år, efter at have gennemført både Giro d’Italia og Tour de France. Således er det 198 andre ryttere, der sultne kaster sig over podiechancen. Her følger en gennemgang af de 22 startende hold.

Euskaltel-Euskadi stiller til start i Holland som et andet hjemmehold, qua dets orange farver. Ubestridt kaptajn er naturligvis Samuel Sanchez. Den olympiske mester har haft en forbløffende afdæmpet sæson, men meldte også fra starten af året ud, at han ville satse stort på Vuelta a España. Han er således en af de store forhåndsfavoritter, og har bag sig et solidt mandskab, hvor velkendte navne som Igor Anton, Egoi Martínez og Amets Txurruka forventes at kunne yde god støtte. Det ligner en rigtig fin rute for Sanchez, der med sine velkendte bjerg- og bakkeaccelerationer, blændende nedkørsel og glimrende enkeltstart vil kunne presse de øvrige konkurrenter til det yderste.

Ag2r La Mondiale stiller med et bjergstærkt mandskab, ført an af altid bundsolide Tadej Valjavec. Den anonyme slovener har haft en sæson som så ofte før, hvor han i al ubemærkethed sneg sig i top-10 i Giro d’Italia. Stik imod sædvane fik han dog masser af opmærksomhed i Tour de Suisse, hvor han var i førertrøjen indtil sidstedagens enkeltstart – her kunne han dog ikke stille meget op i en disciplin, der slet ikke er hans gebet. Valjavec stiler som altid mod en samlet top-10 – sportsdirektør Vincent Lavenu taler sågar om top-5 – og han kan da også forvente god støtte fra franske bjergryttere som John Gadret, Julien Loubet og Ludovic Turpin, mens angrebsivrige folk som José Luis Arrieta, Alexander Efimkin, Rinaldo Nocentini og Christophe Riblon skal jagte etapesejre. Endelig har hurtige Sébastien Hinault det med at overraske fra tid til anden, og han skal forsøge at gøre sig i massespurterne i begyndelsen af løbet.

Andalucía Cajasur stiller til start med håbet om at Xavier Tondo kan levere en god samlet placering. Den 30-årige spanier har haft en blændende sæson, hvor han har præsteret at køre top-10 i hele seks (!) spanske etapeløb, og senest imponerede han med en andenplads i det krævende Vuelta a Burgos. Tondo kører godt opad og besidder desuden en fin enkeltstart, og disse evner skulle gerne bringe ham i nærheden af top-10. Holdet stiller med erfarne folk, der dog næppe vækker megen genklang hos folk, der ikke følger den spanske cykelsportsscene tæt. Mest bekendt er nok den forhenværende CSC-rytter Manuel Calvente og altid angrebsivrige José Antonio López, men ingen af disse er dog synderligt bemærkelsesværdige. Andalucía Cajasur plejer dog at være garant for offensiv kørsel på mellemetaperne, og wild card-holdet vil næppe ændre meget på den formular i år.

Astana har Haimar Zubeldia som kaptajn i årets Vuelta, i hvert fald på papiret, for den dygtige, men temmelig grå basker må nok indse, at det er en anden rytter der vil stjæle alt rampelyset: Alexandre Vinokourov er nemlig tilbage! Den karismatiske kasakh fik comeback for sit nationalhold i det franske etapeløb Tour de l’Ain for små tre uger siden, og han gjorde sig straks bemærket ved at vinde løbets enkeltstart. For tolv dage siden føjede han endnu en enkeltstartsejr til sit bugnende cv, da han blev asiatisk mester i disciplinen, og for fire dage siden fik han højst overraskende (ironi er muligvis anvendt) kontrakt med Astana. Ligesom det er tilfældet med årets øvrige bemærkelsesværdige comebacks – du ved nok hvem jeg tænker på – er det svært at vide hvor Vinokourov står, men det er næppe sandsynligt at han vil spille en fremtrædende rolle i klassementet, som han gjorde da han vandt samlet i 2006. De tre enkeltstarter – inklusive dagens korte af slagsen – kan dog være realistiske mål for Vinokourov, der allerede inden sin dopingdom udmærkede sig mere og mere i denne disciplin på bekostning af sine bjergegenskaber. Resten af Astana-mandskabet er temmeligt solidt, og jeg kunne egentlig godt være interesseret i at se hvad en mand som Chris Horner er i stand til i klassementet – hvis han vel at mærke kører efter det. Assan Bazayev kan måske blande sig når der skal sprintes, mens en bjergstærk og hurtig mand som Maxim Iglinskiy altid er en kandidat til etapesejre på de kuperede etaper.

Bbox Bouygues Telecom har for vane at bruge Giro d’Italia og Vuelta a España som løb, hvor unge og uprøvede folk kan få sig noget løbserfaring, og det faldt i år Giro-arrangørerne så meget for brystet, at holdet slet ikke blev inviteret til start. Så galt er det ikke gået i forhold til Vuelta (hvis tætte forbindelse med Tour de France-societetet nok har hjulpet), for holdet fra Bretagne er på startstregen i Assen i eftermiddag. Det er da heller ikke et totalt ubehjælpsomt mandskab man har udtaget, for en af holdets største attraktioner, Pierrick Fèdrigo, er med. Hvad hans ambitioner med løbet er, kan der nok stilles spørgsmålstegn ved, men mon ikke han har VM i tankerne? Det er dog ikke nødvendigvis en hindring for at kunne lave resultater, og der ligger et par etaper hist og pist der bør tiltale Fèdrigo. Derudover er også hurtige William Bonnet med, og han vil måske allerede på dagens enkeltstart kunne blande sig langt fremme i tabellen. Endelig er der et sympatisk gensyn med den selvopofrende slider Franck Bouyer, der i år har gjort comeback efter på ulykkelig vis at have stoppet sin karriere i 2006.

Caisse d’Epargne må ‘lide den tort’ at have løbets måske største favorit på holdet, for Alejandro Valverde er tilbage i GT-sammenhæng. Valverde måtte jo som bekendt sidde over Tour de France og det skal hævnes. Efter et forår under middel, slog han for alvor til i slutningen af maj, hvor han vandt Volta a Catalunya, og tre uger senere gentog han den bedrift i Críterium du Dauphiné Libéré. Senest tog Valverde den samlede sejr i Vuelta a Burgos, og han er nu klar til endnu en gang at forsøge sig som Grand Tour-betvinger. Netop disse tre-ugers-løb er den ellers så komplette spaniers ulykkelige kærlighed, for det er endnu ikke lykkedes ham at vinde et. Stadig står hans andenplads, efter Vinokourov, i Vuelta 2006 som hans bedste placering. Skal det lykkes ham at forbedre den i år? Ruten er i hvert fald til det. Holdet er også stærkt, for han har sin tro væbner Joaquin Rodriguez med sig, og også superslidere som Vasili Kiryienka, José Vicente García Acosta og Xabier Zandio kan være nyttige sammen med bjergstærke folk som Daniel Moreno og David Lopez García.

Cervélo Test Team er som nævnt uden kaptajn Sastre og i dennes fravær ligger klassementforhåbningerne på José Ángel Gómez Marchantes smalle skuldre. Den spanske klatrer er dog en skrøbelig herre, der når han er bedst kan alt, og når han er værst ikke er i stand til noget som helst. Han viste små glimt af sine gode evner i Tour de France, inden han styrtede og måtte udgå, men nu er han tilbage i håbet om en samlet top-10. Han er en spændende rytter, som jeg godt kunne unde et vellykket løb, men jeg er stærkt i tvivl om hvad han kan præstere. Cervélo skal måske nærmere håbe på, at formstærke Simon Gerrans kan ramme de(t) rigtige udbrud, hvor han kan udnytte sin hurtighed. Etapen til Liege kan være et mål for den accelerationsstærke australier. Det kan den også for en anden hurtig og bakkestærk rytter, nemlig Xavier Florencio. Han kan omtrent de samme ting som Gerrans, og det kan blive en spændende duo på de halvhårde etaper. Endelig kan holdet håbe på litauiske Ignatas Konovalovas på enkeltstarterne, omend distancerne på 30 og 28 kilometer muligvis er en tand for meget for ham. Og måske kan irske Philip Deignan overraske i bjergene, som han gjorde i løbet i 2007. Han er en temmelig ustabil rytter, men han viste glimrende form i Vuelta a Burgos for ganske nyligt, hvor det blev til en samlet 10. plads.

Cofidis stiller med et overraskende stærkt hold. Det føres an af sidste års bjergtrøje David Moncoutié, der desværre skuffede gevaldigt i årets Tour de France. Ser man bort fra det har den franske veteran faktisk haft en god sæson, med sejren på kongeetapen i Críterium du Daphiné Libéré som højdepunktet. Moncoutié viste god form i det nyligt afviklede Tour de l’Ain, hvor det blev til en samlet tredieplads. Moncoutiés store evner til trods, så er det altså en anden mand jeg glæder mig mest til at følge: Den 22-årige ester Rein Taaramäe har fået et stort gennembrud i år, hvor han har været synlig gennem det mest af sæsonen. Gennembruddet kom dog i maj måneds Tour de Romandie, hvor han sluttede som nummer tre efter at have presset vinderen Roman Kreuziger til det yderste. Podiepladsen i Romandiet blev fulgt op af en stærk ottendeplads i Tour de Suisse, og sejre i både samlet start og enkeltstart i det estiske mesterskab. At Taaramäe er i form viste han, da han i starten af august dominerede Tour de l’Ain med sejr på kongeetapen og den samlede gevinst. Esteren er brølstærk på bakker og bjerge, og kører en god enkeltstart og som følge deraf er hans etapeløbspotentiale enormt. Han har ikke kørt en Grand Tour før, så han er med for at lære. Men dette har ikke tidligere hindret unge ryttere i at folde sig ud. Jeg er meget spændt på hvad han kan i dette fine selskab. Cofidis stiller desuden med blandt andet en af årets største franske overraskelser, den lille bakkespecialist Julien El Fares, og allrounderen Damien Monier der har fået et lille gennembrud i år, med en samlet top-20 i Tour de Suisse, femteplads i Tour de Méditerranéen og senest en samlet fjerdeplads i Tour de l’Ain. Endelig skal altid kampivrige Leonardo Duque nævnes, og han vil formentlig blande sig i både massespurter og udbrud, som han har for vane.

Contentpolis-Ampo er endnu et af disse små spanske hold, der primært gør sig – nej, der KUN gør sig – i løb på den iberiske halvø. Således er alle holdets nævneværdige resultater – og det er ærligt talt ikke ret mange – hentet i Spanien og Portugal. Største sejr i år stod kaptajn Julián Sánchez Pimienta for, da han vandt kongeetapen i Volta a Catalunya, men ud over det har den lille spanske klatrer ikke gjort meget væsen af sig i år. Det samme gælder holdets nok bedste klassementbud Manuel Vásquez, der dog viste tegn på form tidligere på måneden i Vuelta a Burgos, hvor det blev til en samlet niendeplads. Hurtige Javier Benitez startede året fint, men har ikke formået at følge op på det siden, så måske der er større forventninger til hurtige og forholdsvis bakkestærke Francisco Pacheco Torres. Det er ikke noget hold der kan forventes at fyre op under klassementet, men mon ikke vi kan regne med at se den rød-grå trøje i udbrud undervejs i løbet?

Francaise des Jeux har bragt kaptajn Sandy Casar med til Holland, men om han har klassementambitioner eller hellere vil jagte etaper er for mig lidt usikkert. Etaper vil hurtige Sébastien Chavanel med sikkerhed jagte, og han skal nok slå til i den første uge. Rémy di Gregorio har efterhånden nået et punkt, hvor de gennem en del år opsparede forventninger skal udløses i resultater, og måske kan den manglende deltagelse i Tour de France virke som en rød klud på den franske klatrer, der trods sine bare 24 år virker som om han har været i feltet altid. Talentfulde Anthony Roux skal blive interessant at følge i sin GT-debut, og han har i hvert fald vist at formen er til stede med sin flotte fjerdeplads i ProTour-løbet GP Ouest France i sidste weekend. Også bakke- og spurtstærke Wesley Sulzberger debuterer i en Grand Tour i dag, og den 22-årige australier er som et af fremtidens håb selvfølgelig også en mand der er værd at holde lidt øje med.

Det uglesete spanske hold Fuji-Servetto måtte slide hårdt for at få lov at deltage i Giro d’Italia, hvor de absolut ikke var velkomne. Til start var de dog, hvilket de naturligvis ikke var i sommerens Tour de France, for Tour-societetet glemmer næppe foreløbig den skam holdet i sin tidligere inkarnation, Saunier Duval, bragte over sidste års løb, hvor Riccardo Ricco’ og Leonardo Piepoli gjorde grin med alt og alle, for som bekendt at blive kylet ud af løbet efter de pinlige dopingepisoder. Hverken Ricco’ eller Piepoli kom med over på Fuji-Servetto, hvilket til gengæld holdets tredie profil, Juan José Cobo gjorde. Cobo har haft en skidt sæson, hvor det ganske vist blev til sejr på kongetapen i Vuelta a Castilla y Leon, men derudover har han været helt væk. Grunden til det kan man jo så selv spekulere over. Cobo er officielt kaptajn på holdet i Vuelta, men han har ikke vist tegn på noget der bare minder om form, så om han kan præstere noget nævneværdigt er nok tvivlsomt. Altid angrebsivrige David de la Fuente har haft en udmærket sæson, og han vil med garanti jage etapesejre og måske bjergtrøjen. I det hele taget kan bjergtrøjen meget vel være holdets mål, for udover de la Fuente kan offensive klatrere som Beñat Intxausti og Robert Kiserlovski måske vise sig frem, ligesom en fyrig rytter som Eros Capecchi har vist potentiale i stort set alle terræner, og kan blande sig i lidt af hvert. Klassementmæssigt er det største håb måske den forhenværende mountainbiker Fredrik Kessiakoff. Svenskeren kørte et fornuftigt Giro d’Italia, i hvert fald indtil han ramte sin grænse i løbets sidste uge. Han kører sin første hele sæson på landevejen i år, og deltagelsen i Giro kan måske have givet ham den erfaring, der kan skyde ham længere frem i hierarkiet. Potentialet har han i hvert fald. Den hårdføre sprinter Davide Vigano er sidste interessante navn i Vuelta-truppen, og måske han kan køre placeringer hjem på nogle af de mere udfordrende sprinteretaper.

Det var første del af min holdoptakt. Andel del kommer snarest, men jeg når næppe at gøre den færdig inden løbets start.

Så står årets spanske rundtur for døren – endda i en sådan grad, at løbets første rytter bliver sendt ud på ruten ved 15.30-tiden i morgen lørdag.

Hvis alt går vel, så står 198 ryttere i alskens spraglede outfits klar til at tage fat på tre ugers strabadser over bjergkæder, endeløse spanske motorveje, og hvad løbet ellers har for vane at byde sig til med. Men det er en noget utraditionel rute de 22 hold skal tackle i år, for de starter langt hjemmefra, nemlig i den nordøsthollandske by Assen. En by, der blandt motorcykelsportsentusiaster er kendt for sin racerbane, og blandt…øøh mig kendt for et hotel ved navn Hotel Van der Valk. Men udover det, er det nok begrænset, hvad Assen har at byde på rent turistattraktionsmæssigt. Om nogle ryttere skal overnatte på Van der Valk skal jeg ikke kunne sige, men helt sikkert er det at samtlige startende skal prøve kræfter med racerbanen.

Løbets første snørklede 4.8 kilometer foregår nemlig på de på billedet portrætterede veje, og er startskuddet til fire dage i forårsklassikerland. Anden etape går fra Assen til Emmen, og er muligvis den fladeste rute nogensinde set – ja, selv i Post Danmark Rundt-organisationen ser man misundeligt til – og det mest kuriøse ved denne etape er bjergspurten på Reluster Beek; svimlende 15 meter tårner denne bakke sig op i rytternes horisont. Med tanke på at rutens laveste punkt er i 10 meters højde kan de fleste nok gætte, at den stigning næppe bliver årets vanskeligste.

Næsten lige så fladt bliver det, når turen på tredie etape går fra Zutphen til Venlo, efter blandt andet et ganske kort visit i Tyskland. Det er absolut stadig sprinterland, men det ændrer sig måske når det kryptiske terræn indfinder sig på fjerde etape mellem Venlo og Liege. Det er en etape der på smukkeste vis forbinder klassikerne Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege, for inden passagen af den hollandsk-belgiske grænse efter 154 kilometer, har feltet to gange været over Cauberg, bakken kendt fra afslutningen af førstnævnte klassiker, mens rytterne på den belgiske side af grænsen skal prøve kræfter med Saint Nicholas, den korte men modbydeligt stejle stigning, som så ofte har spillet en væsentlig rolle i afgørelsen af klassikeren i Liege. Om den vil få lige så stor betydning på denne etape er nok tvivlsomt, for den ligger trods alt 13 kilometer fra mål, og rytterne har ikke været igennem helt samme prøvelser som de er i Liege-Bastogne-Liege. En interessant etape, som klassikerelskerne kan dåne lidt over, er det dog uanset hvad.

Det var de første fire etaper – og så er der hviledag! Ja, det lyder bizart, men faktum er at hele karavanen nu skal rykke langt sydpå, for næste etapestart går i Tarragona på den spanske østkyst, og femte etape til Vinaròs ligner en potentielt forblæst omgang langs kysten. Det er overvejende fladt, og selv om der ligger en lille knold blot otte kilometer fra mål, så ligner det endnu en sprinterafslutning. Sjette etape kan også godt ende i en massespurt, men den har så tilpas krøllet en afslutning, at det lige så vel kan gå helt anderledes, når rytterne kører rundt om byen Xàtiva, lige syd for Valencia.

Fra og med syvende etape er det dog slut for mange af sprinterne, for her venter en helt flad enkeltstart omkring Valencia. Det er altså her klassementfolkene for første gang skal melde kulør. Det kan de lige så godt vænne sig til, for dagen efter bydes der op til bjergdans, når turen går fra Alzira til Alto de Aitana. De der husker Vuelta årgang 2001, kan måske også huske hvordan Claus Michael Møller netop her satte sine nærmeste konkurrenter, Gilberto Simoni, Carlos Sastre og Roberto Heras så grundigt på plads, at han tog sejren på bjergtoppen. Både da Møller vandt og Leonardo Piepoli gentog kunststykket i 2004 var der proppet med tilskuere, og mon ikke det vil forekomme igen på de godt 21 kilometer bjergvej opad Aitana?

Niende etape fra Alcoy til Xorret del Catí vil med sikkerhed også skabe ravage, for afslutningen er mildt sagt spektakulær: En tre kilometer kort, men uhyrligt stejl bakke, Alto Xorret del Catí, har top bare en kilometer fra målstregen, som ligger efter en lige så vanskelig nedkørsel. Det er en stigning, der har været brugt flere gange i Vuelta a España, og hver gang har den været vildt seværdig. Rytterne vil stå stille – eller stå helt af – på turen opad bakken, og det vil være ret kaotisk med målstregen så kort efter. Fortsat aktive Eladio Jimenez har vundet to gange i Xorret del Catí, mens afdøde José María Jimenez har slået til her ved en enkelt lejlighed. Hold øje med Joaquin Rodriguez når feltet når her til – til trods for at han ikke hedder Jimenez.

10. etape går fra Alicante til Murcia og her er der formentlig lagt op til midlertidig våbenhvile mellem klassementfavoritterne, for det ligner grangiveligt en udbrudsetape. Det er ganske kuperet hele vejen, og en kort men ikke ueffen stigning blot 12 kilometer fra mål kan få afgørende betydning for etapens udfald. Endnu mere kuperet er 11. etape fra Murcia til Caravaca de la Cruz, der indeholder et par lange men ikke specielt stejle stigninger, foruden et generelt drilsk terræn. Ruteprofilen er meget bulet, og lægger igen op til et vellykket udbrud. Sidst løbet var i Caravaca de la Cruz var i 2004, hvor David Zabriskie fik sit gennembrud med sit berømte soloudbrud, der varede stort set fra etapestart. Efter passagen af målstregen venter løbets anden og sidste hviledag, hvilket rytterne kan fejre på transporten stik syd til Almería.

I Almería går starten til hvad der umiddelbart må betragtes som løbets kongeetape. 12. etape byder således på tre monstrøse bjergpassager, heraf to over et nyt bjerg i Vuelta-sammenhæng, Alto de Velifique. Det er et bjerg der med sine godt 13 kilometer og 7.5 % stigning godt kan sammenlignes med for eksempel Alpe d’Huez, og det skal feltet altså pine sig igennem og over to gange i løbet af dagen – anden gang de når op er de i mål. Mellem de to ture opad Velifique skal rytterne også passere det 26 kilometer lange Alto de Calar Alto, der ikke er synderligt stejlt, men længden af stigningen vil trække tænder ud. Det er en ordentlig mundfuld feltet skal gabe over – og så dagen efter en hviledag. Av!

13. etape bliver ikke mindre krævende, for her venter endnu en monstrøs dag. Starten går i Berja, og straks går det ret opad til en lille kategori-3, inden etapens første alvorlige test venter på den 24 kilometer lange stigning op til Puerto de la Ragua i 2000 meters højde. Herefter går det ned og op i større eller mindre grad, inden feltet når de sidste halsbrækkende 26 kilometer. Herfra er der ingen hvil, for turen går hele vejen op til kolossen Alto de Sierra Nevada i svimlende 2380 meters højde. Selve Sierra Nevada-stigningen er ikke exceptionelt hård, men inden da har rytterne passeret den kortere, men frygteligt stejle Alto de Monachil. Sierra Nevada er et klassisk punkt i Vuelta a España, og specielt en mand som Laurent Jalabert har minder af varierende karakter herfra. Således var det på Sierra Nevada, at han i 1995 sikrede sig rigtig mange fans ved sin gestus over for udbryderen Bert Dietz: den tyske Telekom-rytter havde siddet i udbrud det meste af dagen og opad det skrækkelige målbjerg, men blev hentet af Jalabert få meter fra målstregen. Jalabert holdt dog igen og lod den totalt udmattede Dietz rulle først over målstregen til en velfortjent etapesejr, mens den dette år dominerende franskmand kunne bevare sin førertrøje og ovenikøbet distancere sin rival, Abraham Olano, med et par sekunder. To år senere gik det dog anderledes for Jalabert, der på de sidste få kilometer gik helt og aldeles død, og tabte mere end otte minutter til etapevinder Yvon Ledanois. Dermed var Jajas klassementrolle udspillet det år.

Efter sådan et par dage kan feltet sikkert godt bruge en puster, men den må vente, for 14. etape fra Granada til Alto Sierra de la Pandera følger i sporet på de foregående dage. For tredie dag i træk er der afslutning opad, og ligesom på Sierra Nevada er der tale om to-bjerge-i-et: 23 kilometer fra mål rammes bunden af Alto de las Villares, og med 11 kilometer stigning omkring de fem procent er den intet ekstremt, men den løber næsten direkte over i målstigningen Pandera, der er kortere men også langt stejlere – mere end otte procent i snit. Endnu en grum dag er overstået, og herefter er løbets allerværste forhindringer passeret. 15. etape fra Jaén til Córdoba er ikke let, men ligner mest noget for udbrydere med gode nedkørselsevner.

16. etape fra Córdoba til Puertollano ligner noget for sprinterne, og køres næsten hele dagen på et plateau i 500-700 meters højde. På dette tidspunkt er det dog nok usikkert hvor mange sprintere der fortsat er med i løbet, og et udbrud kan måske få lov – tage sig lov – til at køre hjem. 17. etape fra håndboldbyen Ciudad Real til Talavera de la Reina ligner meget den foregående, med sin afvikling på dette mellemhøje plateau – der er dog en tendens til at vejen er mere dalende på denne etape.

18. etape er en rigtig Vuelta-klassiker. Den starter i gårsdagens målby, Talavera de la Reina, og slutter i afsindigt smukke Ávila. Afslutningen inde i Ávila, opad den brostensbelagte stigning langs den enorme bymur er et betagende syn hver gang, og jeg glæder mig allerede til denne dag. Nicki Sørensen vandt her på fornem vis i 2005 efter først at have smidt José Vicente Garcia Acosta af på brostenene et par kilometer fra mål, og i spurten havde Javier Pascual Rodriguez ingen chancer. I 2007 lavede Team CSC et kup på den identiske etape, hvor en særdeles aggressivt kørende Carlos Sastre og co. fik smidt Vladimir Efimkin af podiet. Det kan godt være Ávila-etapen ikke er den hårdeste, men det er altid en af de smukkeste. Sæt et stort kryds i kalenderen den 17. september.

19. etape skydes igang fra Ávila og rammer målstregen i La Granja. Real Fábrica de Cristales. Det er sidste chance for at lave ravage i bjergene, og det skal tre kategori-1-stigninger hjælpe med. Feltet skal blandt andet to gange opad endnu et klassisk Vuelta-punkt, nemlig Puerto de Navacerrada – dog fra to forskellige vinkler, så rytterne får ikke mulighed for at lure bjerget af. Det bør dog heller ikke være nødvendigt, for de fleste der har kørt løbet før kender Navacerrada, der meget ofte er med på ruten, og tit – ligesom i år – sidst på turen. Som regel slutter Navacerrada-etapen med en lang nedkørsel, og dette er også tilfældet i år, hvor rytterne efter sidste passage har 18 kilometer til mål. Guf for en aggressiv og dygtig nedkører som Samuel  Sanchez, der meget vel kan tænkes at ville angribe her, hvis han har tid at skulle hente.

20. etape er en let kuperet enkeltstart, hvor rytterne skal 27.8 kilometer rundt i Toledo og omegn. Her falder den endelige afgørelse, og – hvis alt som ventet er helt åbent på nuværende tidspunkt – kan denne etape blive et sandt drama. Herefter venter kun paradekørslen til Madrid.

21. og sidste etape starter i Rivas-Vaciamadrid og slutter 110 kilometer senere i hovedstaden. De få tilbageværende sprintere skal slås om æren her, og – hvem ved – måske kan Matti Breschel gentage sejren fra i fjor?

Og så er løbet nået hjem efter en utraditionel rute fra Holland via Tyskland og Belgien inden ankomsten til Spanien. For mange ryttere vil det være slutningen på årets sidste etapeløb, og for de flestes vedkommende er der nu kun VM i Schweiz tilbage i kalenderen inden vinterpausen, mens andre lige snupper sæsonens sidste klassikere med.

I morgen vil jeg kommentere på feltet og flette et par ord på det.

Husk at du kan læse meget mere og for eksempel nærstudere rutekort på løbets officielle site.

Mens vi er inde i dette sære vakuum efter Tour de France, og må nøjes med at gennemlæse resultater fra perifære og mere eller mindre interessante cykelløb i Danmark, Polen, Portugal og hvad ved jeg, i utålmodig venten på sæsonens sidste højdepunkter som Vuelta a Espana og VM, ja så føler jeg det meget oplagt at gøre lidt reklame for et, synes jeg, særdeles underholdende managerspil. Sportsdirektøren, hedder det, og det er en sæsonlang leg, der har kørt for første gang – i sin nuværende form – i 2009. De fleste kender vel efterhånden de klassiske drømmeholdsspil, fra for eksempel DR og Swush’ tilbagevendende Tour de France Manager, men Sportsdirektøren adskiller sig på flere punkter fra dette og andre typiske drømmeholdskonkurrencer. For det første kører det året rundt, og for det andet er det mere virkelighedstro, da man som sportsdirektør simpelthen forhandler om rytterne. Spillets helt store styrke er, at en rytter kun er tilknyttet et hold – fuldstændig som i den virkelige verden.

Sæson 2009 slutter officielt pr. 1. november, men allerede nu er de indledende manøvrer indledt og de første brikker i 2010-puslespillet er så småt ved at være fundet frem. Der er ledige pladser for de der har lyst til at lege med, og jeg kan kun anbefale det. Det giver et ekstra pift til den lange sæson, og personligt har jeg opdaget, at det rent faktisk betyder noget, når Yann Huguet vinder et dumt lille fransk etapeløb, og når Gasper Svab placerer sig højt i sine lokale løb hjemme i Slovenien. Og så videre.

Hvis du synes det lyder som et underholdende tidsfordriv, så klik på nedenstående links:

Spillets hjemmeside

Tråd og invitation på feltet.dk’s debatforum

Kom glad!

Jeg har nu fået årets Tour de France lidt på afstand, og det der står tydeligst i min erindring er den evindelige ævl og kævl der prægede løbet – både under og efter.

Det siger desværre nok også en del om selve løbet, at det der virkelig stjal rampelyset var den verbale kamp mellem Astana-kaptajnerne. For 2009-udgaven af Tour de France var ikke en af de store årgange. Det startede ellers godt med en virkelig flot indledende enkeltstart i Monaco, hvorefter fulgte en første uge, der bød på mere action end vanligt: Sidevinden på tredie etape, hvor Lance Armstrong første gang viste sin snuhed, den vanvittigt krævende holdtidskørsel på fjerde etape, Thomas Voecklers listige triumf på femte etape, og den dramatiske regnvejrsdag på sjette etape til Barcelona.

Derefter fulgte så desværre den nu berygtede laaaaange, laaaange anden uge, startende med de skuffende Pyrenæer-etaper, efterfulgt af fem dage uden udfordringer for klassementfolkene. Der var som sådan ikke noget galt med disse mellemetaper, men kombineret med en lidet ophidsende bjergkampagne, drænede denne periode de fleste kræfter ud af, i hvert fald, mig (hvilket eventuelle faste læsere af denne blog jo nok kunne fornemme, de manglende indlæg in mente).

Alperne havde heldigvis væsentligt mere at byde på, action-wise, men der manglede alligevel noget intensitet og reel spænding, hvilket selvfølgelig skyldtes Alberto Contadors relative overlegenhed. Fränk og Andy Schleck gjorde bestemt hvad de kunne, men man havde bare aldrig fornemmelsen af, at spanieren sad på sit absolut yderste.  Et fact, der også gjorde den ekstremt opgejlede Mont Ventoux-etape til lidt af et antiklimaks.

Alt i alt endte Tour de France 2009 som en temmelig blød mellemvare, i hvert fald set fra min sofa. Rigtigt ophidsende blev det desværre aldrig.

Når alt dette er sagt, så står der naturligvis alligevel nogle billeder tilbage på nethinden:

Fabian Cancellaras eminente nedkørselsevner som han demonstrerede på de to enkeltstarter, og som blev udstillet for enhver da kameraet fulgte ham efter en punktering på syvende etape. Det var forrygende billeder, som de der så dem næppe vil glemme foreløbig.

Lance Armstrongs diskrete, men ret sigende gestikuleren til sine holdkammerater Yaroslav Popovych og Haimar Zubeldia, da feltet er knækket i sidevinden på tredie etape.

Nicki Sørensens besynderlige ansigtsudtryk, da han skal til at passere målstregen i Vittel: “What the fuck is going on? Er det mig der har vundet?”

Sylvain Chavanel der går fuldstændig kold i regnvejret i Vogeserne, og må slippe Heinrich Haussler på en etape der ellers stod skrevet ‘CHAVANEL‘ med store, fede bogstaver hen over.

Alberto Contadors listige Mona Lisa-smil, da han har sat alle konkurrenterne med en sønderrivende acceleration på Andorra-Arcalis. Og hans nærmest aggressive jubel, da han endelig kan (få lov at) iføre sig den gule førertrøje på podiet i Verbier. Og de noget sære grimasser han skærer, da han på podiet i Paris ser det spanske flag blive hejst til tonerne af ‘Der er et yndigt land’.

Jeg vil huske 2009 som året, hvor det endelig lykkedes Mikel Astarloza at få noget ud af sine mange anstrengelser og vinde sin første (individuelle) sejr i seks år!

Jeg vil huske 2009 som året, hvor Mark Cavendish var klasser bedre end alle andre sprintere, og specielt hans sidste to – af ialt seks (!) – etapesejre var imponerende. Det var overraskende at han vandt på den krævende etape til Aubenas, og sejrsmarginen på Champs-Élysées var af en størrelse jeg sjældent har set i en massespurt.

Jeg vil nok også huske 2009 som året, hvor kombattanterne i ungdomskonkurrencen var virkelig skarpe, og kan i samme forbindelse begræde, at vi ikke fik lov at se hvad Robert Gesink var i stand til. Hans exit var et af de ærgerligste momenter i årets Tour de France.

Endelig vil jeg huske Tour de France 2009, som året hvor franskmændene igen kunne være stolte: Tre etapesejre, en samlet top-10-placering til Christophe Le Mevel, og yderligere seks franskmænd i top-30; Sandy Casar (12), Stéphane Goubert (16), Sylvain Chavanel (20), Pierre Rolland (22), Brice Feillu (25) og Christophe Moreau (29). Sammenlign dette med for eksempel år 2007, hvor Goubert var bedste hjemmebanerytter med sin 26.plads.

Tour de France 2009 kan nu smides i arkivet, og vi kan se frem mod den resterende del af sæsonen. I øjeblikket køres Post Danmark Rundt, hvilket næppe har den store interesse for andre end os danskere, og i de kommende par måneder venter blandt andre efterårsklassikerne, Vuelta a Espana og VM i Schweiz. Begivenheder som jeg efter al sandsynlighed vil vende tilbage til her på bloggen.

“Zabel, Zabel, Zabel, Zabel, Zabel, Zabel, Zabel, Zabel…det blev Steels!”

Hvis man skulle ‘oversætte’ Jørn Maders klassiske massespurt-kommentar til nutidens ryttere ville det nok lyde således:

“Cavendish, Cavendish, Cavendish, Cavendish, Cavendish, Cavendish, Cavendish, Cavendish…det blev Hushovd!”

Det ville bare ikke være korrekt, for der er ikke rigtig noget alternativ til Mark Cavendish, i hvert fald ikke så længe at spurten bliver kørt på helt flad vej. Gårsdagens gyselige etape viste, at end ikke passagen af en bjergkæde kan tage brodden ud af den lille brites accelerationer, og så må selv en hårdfør gut som Thor Hushovd altså overgive sig.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det havde været en stor oplevelse at følge de tre etaper i Pyrenæerne – via tv, forstås. De blev en opvisning i imponerende passiv kørsel fra favoritterne, og de eneste der forsøgte at bryde våbenhvilen var Alberto Contador himself, der som bekendt snuppede 21 sekunder på alle sine konkurrenter på Arcalis – hvilket blev fejret med et smørret spansk grin, samt Cadel Evans (oh, the irony!) der var den første til at teste benene på Arcalis, og også forsøgte sig på den efterfølgende etape mod Saint Girons. Et noget desperat, men yderst tiltalende træk. Andy Schlecks halvhjertede forsøg på samme etape tæller ikke rigtig nogen steder.

At Pyrenæerne blev sådan en fuser skyldes i mine øjne kombinationen af to ting: Ruten på de to sidste etaper var ikke så pokkers velegnet til favoritangreb, og når det eneste hold der massivt vil kunne true Astana, Team Saxo Bank, ikke har dagen til at udføre den storstilede mission det vil kræve, så er det vanskeligt – nej, umuligt – at gøre nogen som helst forskel. Til holdets forsvar skal det siges, at de da tydeligvis havde intentioner om at prøve noget, men da først Fabian Cancellara og siden Jens Voigt ramte halvsløje dage, så var der ikke så meget at gøre.

Var Pyrenæerne en sløj omgang med klassementet for øje, så må man til gengæld sige, at de var gyldne for værtsnationen – og for lykkeridderne. At Brice Feillu kunne vinde på Arcalis var mildest talt overraskende, og det var der næppe nogen der havde set komme. Feillu har en klatrers statur – høj, tynd og ranglet – og ligner derfor andre ryttere som Schleck-brødrene og Robert Gesink, og hans evner i dette terræn var da heller ikke helt uventet. Men at vinde en bjergetape i Tour de France i sit første år som professionel – det er lidt af en præstation. Jeg er næsten sikker på, at hele den franske cykelsportsnation de kommende år vil hype ham helt ind i himlen – eller helvede måske – men om de her endelig har den nye store nationalhelt, eller han viser sig at være et one-hit-wonder, der var på rette tid og rette sted, det er det store spørgsmål.

Pierrick Fedrigos sejr på niende etape glædede mig meget. Jeg gjorde allerede i min holdoptakt opmærksom på min begejstring for manden med det mest markante næseparti siden Fernando Escartín, og jeg kan love at jeg heppede ham hele vejen frem til målstregen. Også selv om det gik ud over en fin rytter som Franco Pellizotti, som jeg nok ved andre lejligheder ville have kastet min kærlighed på. Men det glæder mig bare usigeligt, at de franske ryttere har haft så stor succes i dette løb. At Bbox Bouygues Telecom – lillebror i det franske Pro Tour-hierarki – allerede på nuværende tidspunkt har vundet to etaper, og dermed kun overgås af allestedsnærværende Team Columbia-HTC, er ganske storartet. Det er ikke fordi de har prøvet mere ivrigt end andre år – det er vist også umuligt – men i år har det bare klikket for dem.

Ud over etapesejrene til Bbox Bouygues Telecom og Agritubel, kan de franske hold naturligvis glæde sig over en gul førertrøje til Ag2r’s Rinaldo Nocentini (også selv om den kun er til låns) plus en hovedrolle i bjergkonkurrencen, hvor specielt Cofidis har kørt meget aggressivt og målrettet. Lige nu sidder den prikkede trøje ganske vist på Egoi Martinez’ spanske skuldre, men lur mig om ikke franskmændene har planer om et kup. Francaise des Jeux har kunnet glæde sig over nogle dage med prikket trøje til Jussi Veikkanen, men ærgrer sig nok mere over endnu en irriterende andenplads til Sandy Casar på ottende etape, hvor Luis-Leon Sanchez levede op til favoritværdigheden, på en dag der knapt kunne have passet ham bedre.

Dagens musikalske hilsen går til nogle af feltets hårfagre ryttere, der på forskellig vis har gjort sig bemærket de seneste dage. I første omgang selvfølgelig Franco Pellizotti og specielt Pierrick Fedrigo, der godt kunne trænge til en ny frisure. Men heller ikke Laurens Ten Dam, der styrtede så uheldigt på nedkørslen fra Tourmalet, eller Kenny Robert van Hummel, klassementets sidstemand, skal snydes for en hilsen. Den sørger Pavement for:

Cut Your Hair!