Tour de France 2008 – 1. etape


Forskræp

Så er feltet ved at være klar til årets Tour-start. Løjerne starter som bekendt med en almindelig etape, i modsætning til den traditionelle tidskørsel. Den famøse første etape er dog slet ikke så let at gå til, for den er pokkers knoldet, bliver kørt på små, kringlede landeveje og foregår i det ofte forblæste Bretagne-departement i det nordvestlige Frankrig. Og så slutter den med den meget omtalte lille bakke Côte de Cadoudal, som muligvis vil forhindre hovedparten af sprinterne i at gøre sig gældende. Som nævnt oven over er vindforholdene som regel ganske barske i dette område, så rytterne kan blive udsat for en strid blæst oveni de geografiske forhindringer: Vejrudsigten for dagen siger skyet med regnbyger, 18 grader og side-medvind.

Men hvem kan så vinde denne snørklede etape? Det kan en hel del! Rolf Sørensen har prøvekørt afslutningen for TV2, og han siger den er for hård for sprinterne og peger på Alejandro Valverde og Oscar Freire som topfavoritter. Brian Holm, sportsdirektør for Team Columbia, mener at mange hold er bange for, at et kæmpeudbrud skal køre afsted, og hans egen sprinter Mark Cavendish siger afslutningen er uden for hans rækkevidde. Noget tyder altså på, at vinderen skal findes blandt ‘bakkesprinterne’. Caisse d’Epargne-kaptajnen Alejandro Valverde og verdensmester Oscar Freire er nævnt – det samme bør vel Team Columbias Kim Kirchen, Lampres Damiano Cunego, Saunier Duvals Riccardo Ricco’ og Liquigas’ Filippo Pozzato. I anden række finder man folk som Francaise des Jeux’ Philippe Gilbert, Bouygues Telecom-duoen Jérôme Pineau & Xavier Florencio og Gerolsteiner-duoen, Fabian Wegmann & Stefan Schumacher. Også Milrams U23-verdensmester Peter Velits og veteranen Erik Zabel – der vandt sidst feltet sluttede i Plumelec – samt Francaise des Jeux’ Benoit Vaugrenard kan overraske. Ja, sågar tempofænomenet Fabian Cancellara er i spil for CSC Saxo Bank. Og sådan kan man egentlig blive ved. Det er meget åbent!

Efterskræp

1. Alejandro Valverde (Caisse d’Epargne) 4.36.07 timer

2. Philippe Gilbert (Francaise des Jeux) + 0.01 min.

3. Jérôme Pineau (Bouygues Telecom) s.t.

4. Kim Kirchen (Team Columbia) s.t.

5. Riccardo Ricco’ (Saunier Duval) s.t.

Åbningsetapen blev ikke helt så dramatisk som mange havde ventet og frygtet. Faktisk blev dagens udbrud etableret forbløffende hurtigt; da Lilian Jegou åbnede ballet efter få kilometer og fik følgeskab af syv andre, var feltet tilsyneladende tilfredse. I hvert fald fik udbruddet på ganske kort tid et forspring på syv-otte minutter, men så blev det heller aldrig større. Da først feltet, anført af Crédit Agricole, Liquigas, Rabobank og Caisse d’Epargne, satte proppen i, var der aldrig tvivl om at lykkeridderne ville blive hentet. Ude foran udkæmpede Bouygues Telecoms Thomas Voeckler og Milrams Björn Schröder en indædt kamp om bjergtrøje, og det endte med remis – franskmanden sikrede sig dog trøjen ved at placere sig bedst i mål.

I den med spænding imødesete afslutning var Alejandro Valverde i særklasse. Det lignede ellers en gevinst til Kim Kirchen, men med få hundrede meter tilbage accelererede den spanske mester væk, passerede luxembourgeren og tog et sekund fra de nærmeste forfølgere. Der opstod små huller i feltet og blot 12 ryttere kom i mål med det ene sekunds tidstab. Derefter fulgte 34 mand med syv sekunders tidstab, og sådan fortsatte det dernedad. En enkelt af klassementkandidaterne kom i knibe: Sidste års bjergkonge Mauricio Soler var uheldig og styrtede omkring 10 kilometer fra mål. På trods af støtte fra to Barloworld-holdkammerater, lykkedes det ikke columbianeren at komme op. Tværtimod måtte han indkassere en tidsmæssig lussing på tre minutter og fire sekunder. For at gøre ondt værre kom han yderligere i problemer i sin efterfølgende forcering, da han fuldstændig missede et sving og var ved at drøne ind i de opstillede bander. En uheldig start for den langlemmede klatrer.

En rytter måtte forlade løbet allerede efter en time. Cofidis’ Hervé Duclos-Lassalle styrtede i forplejningszonen, og måtte udgå med et brækket håndled. En kortvarig Tour-debut for den stakkels franskmand.

I morgen fortsætter løbet med 164,5 kilometer fra Auray til Saint-Brieuc.

Explore posts in the same categories: Cykelsport

Tags: , ,

You can comment below, or link to this permanent URL from your own site.

One Comment på “Tour de France 2008 – 1. etape”

  1. Stefan Says:

    ah jeg missede den. nok ikke den sidste etapesejr til Valverde.


Skriv en kommentar