Tour de France 2010 – holdene (del 1)

Så er samtlige Tour-trupper klar – naturligvis med forbehold for skader, sygdom, dopingsager, øjeblikkelige fyringer fra kriseramte cykelhold, og lignende. Dermed er det også på høje tid at komme i gang med holdpræsentationerne. Modsat sidste år vil jeg ikke inddrage fancy farver og den slags moderne bekvemmeligheder – til gengæld bliver beskrivelserne uhyrligt lange. Så er du advaret.  

Jeg vil splitte herlighederne op i fem dele, og i den første har jeg kigget Ag2r, Astana, Bbox Bouygues Telecom, BMC og Caisse d’Epargne grundigt i sømmene. God fornøjelse.

Ag2r-La Mondiale

Maxime Bouet, Dimitri Champion, Martin Elmiger, John Gadret, David Le Lay, Lloyd Mondory, Rinaldo Nocentini, Christophe Riblon, Nicolas Roche

Ag2r fik noget nær det optimale ud af sidste års Tour de France, for ganske vist blev det ikke til nogen etapesejre undervejs – en anden- og tredieplads til Nicolas Roche og ligeledes en tredieplads til Vladimir Efimkin på etaper var det tætteste man kom – men Rinaldo Nocentinis otte dage i den gule førertrøje var bestemt ikke at kimse ad. Der var dermed maksimal synlighed til sponsorerne, og for et solidt hold uden de helt store stjerner som Ag2r var det guld værd og reddede som følge heraf hele Tour’en – og dermed groft sagt også året – for det sydfranske mandskab.

2010 er så langt forløbet fint for de hvid-brune, for de har skrabet 11 sejre sammen. Det er allerede på nuværende tidspunkt seks mere end de fik i hele 2009. Forårets mænd har utvivlsomt været Martin Elmiger og Nicolas Roche, for Elmiger har skaffet de sejre Roche på forunderlig vis har så vanskeligt ved at rage til sig, mens denne til gengæld har hentet en stribe flotte sekundære placeringer hjem. Som jeg også var inde på i fjorårets Tour-optakt, så lever og ånder Ag2r for Tour de France, og det er her sponsorpengene primært skal trækkes hjem. Således er det altså begrænset hvor meget den jævnt interesserede cykelsportsseer bemærker holdet uden for de tre uger i juli, og sådan har det også været i år, trods de udmærkede resultater. En bet for Ag2r er, at man i foråret var nødsaget til at suspendere holdets vel bedste etapeløbskort, Tadej Valjavec, da sloveneren blev fanget via blodpasset. Han er ikke blevet fyret (endnu) og sagen afventer for øjeblikket en dom. Tabet af Valjavec er naturligvis trist, for han er år efter år mand for en stabil pointhøst, men set fra den menige seers vedkommende, er hans fravær næppe mærkbart: Valjavec har aldrig været nogen stor sprællemand i et cykelfelt.

Udtagelsen af Tour-holdet lægger op til, at det primære mål er etapesejre. Udover Valjavec har man valgt at se bort fra det andet klassementhåb Vladimir Efimkin, og tudsegamle Stéphane Goubert valgte med udgangen af 2009 at sige tak for denne gang – og ja tak til pensionen. Man har altså ingen umiddelbare kort at smide ind i klassement-kampen, og så alligevel: Nicolas Roche har som nævnt vist glimrende takter i specielt forårets etapeløb, og hans personlige mål er en samlet top-15. Det er ikke nogen umulig mission for den alsidige irer, for han fulgte sin 13.plads i Vuelta a España 2008 op med en flot Tour-debut i fjor, hvor han endte som en nydelig nummer 22. Et år ældre og tilsyneladende stærkere kunne det meget vel ligne en forbedring i år, ligesom en jagt på etapesejre i det kuperede terræn ligger lige for. Det skal dog siges, at Roche får for få sejre ud af sine kvaliteter, der inkluderer store evner i bakket terræn og en god spurt i mindre grupper.

Nøjagtig samme kvaliteter besidder sidste års gule trøje Rinaldo Nocentini, og den lille punchy italiener startede da også året godt med sejre i februar, men et voldsomt styrt i et italiensk endagsløb, satte en stopper for yderlige succes. Nocentini vendte først tilbage til feltet for nyligt i Tour de Suisse, og det er tvivlsomt hvilken løbsform han møder op i. En etapesejr må atter være målet, for en gentagelse af sidste års triumftog er nok for meget at forlange.

To af sidste forårs bedste franskmænd, Maxime Bouet og David Le Lay, har begge været mere diskrete i år. Ja, Le Lay har reelt været usynlig, men begyndte dog at vise en antydning af form i Critérium du Dauphiné, hvor han samlet sluttede lige uden for top-20. Bouet har været bedre, men har lige manglet den sejr, som han fik en pæn stak af i fjor. Han har kørt pænt i et par af de franske etapeløb, uden dog at være helt oppe at ringe. For både Bouet og Le Lay gælder det om at ramme de rette udbrud på de mellemhårde etaper, og forhåbentlig hente sig et resultat ad den vej, omend det nok er tvivlsomt om de helt har kvaliteterne til at afgøre en etape til egen fordel på dette niveau.

Den slags kvaliteter vil jeg derimod tilskrive Martin Elmiger og John Gadret. Begge har været velkørende i år, og specielt Gadrets comeback har glædet mig. Den lille franske bjergged kørte et formidabelt Giro d’Italia, hvor han ved flere lejligheder fulgte Basso, Nibali, Scarponi, Evans og det slæng til dørs på de stejleste bjergtinder. Specielt trediepladsen på den absurde bjergenkeltstart til Plan de Corones var imponerende, og et tegn på at Gadret endelig er tilbage efter et par skadesplagede sæsoner. Jeg håber han endelig kan tage en stor sejr på en bjergetape. Sådan en tager den nykårede schweiziske mester Elmiger næppe, men han kan måske slå til på en af mellemetaperne. Elmiger er en tung dreng, men egentlig ganske hårdfør, og bliver opløbet lidt knoldet, kan han sagtens vise sig at blive et hårdt match for de fleste. Hurtigheden har Elmiger altid haft, men de helt store sejre lader desværre fortsat vente på sig. Skal det være i år?

Christophe Riblon har de seneste par år vist sig som en herligt aggressiv rytter, der faktisk kan det meste: Han kører hæderligt opad bakker, har en okay spurt, og kan minsandten også køre enkeltstart. I år har den tidligere banerytter tilsyneladende tillagt sig evner i bjergene, og den fremragende syvendeplads i det altid knaldhårde Critérium du Dauphiné var lidt af et etapeløbsgennembrud for Riblon. Han vinder ikke Tour de France, og bliver nok heller ikke det store samlet, men giv ham en semi-hård bakke-etape, og jeg vil ikke afvise at han kan vinde. Uanset hvad, har den fornøjelige Riblon haft sin hidtil bedste sæson på landevejen, og jeg kunne godt unde ham at den fortsætter her.

Holdet afrundes af den nu forhenværende franske mester med det glimrende navn Dimitri Champion og hurtige Lloyd Mondory. Champion har ligesom de fleste af holdkammeraterne sine styrker i udbrud på bakkede etaper, og vil jagte den gyldne sejr på disse. Mondory vil vanen tro tage kampen op med de store sprintere, og vil fra tid til anden placere sig i omegnen af top-10. Meget mere rækker evnerne næppe til, men lidt har vel også ret.

Astana

Alberto Contador, David de la Fuente, Andriy Grivko, Jesús Hernández, Maxim Iglinsky, Daniel Navarro, Benjamin Noval, Paolo Tiralongo, Alexandre Vinokourov

 Åh ja, Astana. Et hold der har ført en mildt sagt besynderlig tilværelse, startet op i 2006 af Alexandre Vinokourov på resterne af det skandaleombruste Liberty Seguros-mandskab. Med økonomisk støtte fra højtstående kasakhstanske politiker-pinger, var den oprindelige tanke at gøre ‘brandet’ Astana til et kasakhstansk landshold med stjernerne Vinokourov og Andrei Kashechkin i spidsen. Som de fleste nok husker brast den drøm under Tour de France 2007, hvor Vinokourov blev fældet i en dopingtest, og få uger senere fulgte Kashechkin trop. I 2008 skulle teamet genopbygges med Johan Bruyneel som strategisk kransekagefigur og hans US Postal/Discovery-slæng med Contador, Leipheimer et al. som cyklende ledestjerner. Desværre blev holdet ikke udtaget til det års Tour oven på den uheldige optræden året før, og Contador måtte ‘lade sig nøje’ med at vinde Giro d’Italia og Vuelta a España. Sidste år fulgte så den traurige føljeton om uvenskabet mellem Contador og den genopståede Armstrong, der udviklede sig til en pinlig farce – primært hjulpet på vej af sidstnævnte og hans twittende nikkedukker. De fleste kender nok historien herfra: Armstrong fik stablet sit pensionisthold Team Radio Shack på benene, og slæbte samtlige Astanas Tour-deltagere med sig – undtaget Contador naturligvis.

Derfor står vi nu altså her, med et totalt ramponeret Astana-team, der på det nærmeste kun har Contador og de mest ubrugelige kasakher tilbage. Eller sådan var i hvert fald tanken fra Radio Shack-oldingene (formoder jeg). Men Astana version whatever – lad os bare kalde dem årgang 2010 – har altså ikke været sådan at slå ud. De har derimod gjort et glimrende indtryk, og har ikke blot været den enmands-hær, de fleste havde forventet. Ja, Contador har trukket det største læs med sejre i Paris-Nice, Volta ao Algarve, Vuelta a Castilla y Leon og et fint lille intermezzo i Ardenner-klassikerne. Men derudover har tilbagevendte Alexandre Vinokourov vist stor styrke med gevinsterne i Liege-Bastogne-Liege og Giro del Trentino foruden den glimrende præstation i Giro d’Italia, mens Enrico Gasparotto og Maxim Iglinsky i marts og april var konstante trusler i diverse endagsløb. Endelig har holdet bag Contador vist sig solidt og bundloyalt, hvilket det skal forsøge at bygge videre på i Tour de France.

Og i Tour de France er der ingen tvivl om rollefordelingen: Det er Alberto Contador det handler om. Hans Tour-sejr fra i fjor skal forsvares, og det skal de generelt anonyme slidere såmænd nok være rigeligt dygtige til. I Benjamin Noval og Jesús Hernández har Contador to nære venner, der billedligt talt vil begrave sig for vennen og kaptajnen. Noval er en alsidig slider, der oprindeligt var bjergrytter, men årene på US Postal og Discovery – hvor han blandt andet var med til at sikre Lance Armstrong en Tour-sejr eller to – gav ham en lidt anden rolle, og det forventes at han vil være i stand til at levere sin indsats på både flad og mindre flad vej. Hernández er, udover fast træningsmakker til Contador, en mere end habil klatrer, der skal bringe stjernen frem til sidste bjerg, og også gerne lidt opad det, inden Contador tager over. Her er tale om to selvopofrende slidere, der har det ene formål i årets Tour at knokle, knokle og knokle. Der skal næppe forventes personlig succes for nogen af dem.

Det samme gør sig gældende for Duracell-kaninen Andriy Grivko. Kraft og energi har den alsidige ukrainer aldrig manglet – desværre har en ualmindeligt skidt taktisk sans heller aldrig været en mangelvare. Det har afstedkommet en resultatliste der burde syne af mere, men hans ikke-eksisterende evne til at afgøre et løb har sat en stopper for mangt og meget. Heldigvis ligger Grivkos rolle ret fast i årets Tour de France: han skal guide Contador gennem den, for ham, vanskelige første uge, og specielt på brostenene på tredje etape kan Grivko blive en særdeles vigtig støtte for spanieren. Dette gælder også for Maxim Iglinsky, men den snu kasakhstaner har modsat Grivko glimrende evner til at lukke et løb til egen fordel. Iglinsky kan nærmest gøre sig i alle terræner – måske med undtagelse af de højeste bjerge, selv om han også her har fremvist store kvaliteter ved enkelte lejligheder. Det er selvfølgelig spørgsmålet, hvor meget de ‘menige’ Astana-ryttere får lov til på egen hånd, men Iglinsky kunne være en mand der får fripas på en mellemetape, og her er han farlig for enhver.

Det efterlader fire ryttere, der alle vil få betydning når vejen skråner opad. David de la Fuente vil de fleste Tour-seere fra en lille håndfuld år tilbage nikke genkendende til, for i 2006 forekom han at være i angreb konstant, i sin hidsige jagt på bjergpoint. Den optræden gav ham et ry som lidt af en gal hund, der bed på alt der bevægede sig, men han har faktisk også vist flair for mere kølig og kalkulerende kørsel ved visse lejligheder. De la Fuente viste allerede i februar måneds Volta ao Algarve, at han ville grave rigtigt dybt for sin kaptajn, og kan han tæmme sin angrebsiver til gavn for Contador kan han blive en ganske værdifuld støtte på bjerge af en vis størrelse. Det forventes italienske Paolo Tiralongo også at blive. Den 32-årige klatrer fik et sent, og lidt overraskende, gennembrud som klassementrytter, da han sidste efterår blev nummer otte i Vuelta a España. Han var ganske anonym og tog ikke mange initiativer, men han var konstant og sad med fremme på alle bjergetaper. Ganske diskret, men han var der. Han kommer fra en rolle som hjælper for Damiano Cunego hos Lampre, og er altså fulgt med sin taktisk stærke chef, Giuseppe Martinelli til Astana. Daniel Navarro er en af de få ryttere, der har været med på Astana hele vejen, og den spanske bjergrytter har udmærket sig som en tro og gennemloyal hjælper for varierende kaptajner. Han kan dog også på egen hånd, hvilket sejren på etapen til Grenoble i Critérium du Dauphiné for nylig beviste. Sidste år gennemførte han desuden Vuelta a España på en fornem 13. plads, så det er en mand der har holdbarheden og styrken i behold gennem tre uger. Endelig er der Alexandre Vinokourov, og hvordan han vil blive brugt er jeg egentlig lidt spændt på. Vil han blive brugt som ‘primitivt’ trækdyr, eller skal han spilles ud som et offensivt kort? Det første ville ligne Astana-bossen dårligt, og jeg vil tro han skal bruges som en angrebsivrig joker, for er der en rytter der kan finde på hvad som helst, så er det Vinokourov. Største spørgsmålstegn er, hvor meget det brutale Giro d’Italia sidder i hans krop.

Bbox Bouygues Telecom

Yukiya Arashiro, Cyril Gautier, Steve Chainel, Anthony Charteau, Pierrick Fedrigo, Pierre Rolland, Mathieu Sprick, Sébastien Turgot, Thomas Voeckler, Nicolas Vogondy

Med Agritubels exit er Bbox Bouygues Telecom tilbage i rollen som den franske underdog i Tour-feltet. Det kan måske virke uretfærdigt med tanke på de to smukke etapesejre Pierrick Fedrigo og Thomas Voeckler sikrede holdet i 2009-udgaven, men jeg tror mærkatet hænger fast uanset hvad der sker med Jean-René Bernaudeaus hold. Bbox-folkene har dog ingen grund til at føle sig som underdogs, for de har kørt et glimrende forår, der har sikret nogle ganske prestigiøse sejre. Specielt slutningen af marts var en gylden periode for de hvid-blå, for på bare fire dage vandt Pierrick Fedrigo bjergetapen og det samlede klassement i Critérium International, mens Steve Chainel og Sébastien Turgot vandt to etaper på stribe i Driedaagse De Panne. To etapegevinster i et ikke-fransk etapeløb af en sådan kaliber, det er ikke hverdagskost for dette hold, og det er det bestemt heller ikke at vinde en etape i Giro d’Italia. Derfor var glæden da også stor da Johann Tschopp vandt bjergetapen over Passo Gavia til Passo Tonale. Læg dertil Nicolas Vogondys uventede triumf på den første bjergetape i Critérium du Dauphiné og det netop hjemkørte franske mesterskab i enkeltstart, samt Thomas Voecklers titel i løbet med samlet start, og det har allerede været en succesrig sæson for holdet.

Hvis succesen skal fortsætte i juli, så skal der etapesejre på kontoen, hvilket holdet faktisk er ganske godt rustet til. De to helte fra i fjor er naturligvis med igen i år, og Pierrick Fedrigo og Thomas Voeckler må atter engang forventes at jagte de(n) gyldne mulighed(er) i medium til vanskeligt terræn. Begge har været stærkt kørende i foråret, og jeg synes at have bemærket en forbedring af bjergevnerne hos især Voeckler, Således var han allerede i marts måneds Paris-Nice vældigt fint med i bjergrigt terræn, og kun en punktering på et upraktisk tidspunkt satte en stopper for Voecklers top-10-drømme. Han fortsatte med at imponere i Giro d’Italia, hvor hans samlede 23.plads måske ikke lyder af noget helt exceptionelt, men med tanke på hvor krævende det løb var, så synes jeg det er værd at bemærke. Især på de to sidste bjergetaper viste Voeckler sine kvaliteter. Fedrigos kvaliteter er indiskutable, og det viste han da også med det veltimede angreb der sikrede ham en etapesejr og i sidste ende den samlede titel i Critérium International. Han er en klasserytter, der på den rigtige dag kan slå alle i et bulet og bjergrigt terræn, og jeg glæder mig til igen at følge Fedrigos etapejagt.

Nicolas Vogondy er en af de små mirakelhistorier. Da sæsonen startede var det tvivlsomt om han overhovedet ville være i stand til at cykle på topniveau igen, men han fik styr på sin alvorlige sygdom, og er altså atter tørnet ud på landevejene. Heldigvis, for Vogondy har oplevet nogle store dage inden for de seneste tre uger. Han vandt en bjergetape i Critérium du Dauphiné, hvor han samlet sluttede som nummer seks, og i sidste uge blev han fransk mester i enkeltstart. Vogondy har tidligere gjort sig bemærket som hæderlig klassementrytter i Tour-sammenhæng, men hans 19.plads ligger efterhånden otte år tilbage. Siden har han koncentreret sig mere om at jagte etapesejre, og han har ved flere lejligheder været ret tæt på. I år ser han altså ud til at have ramt den rette form på rette tidspunkt, og jeg er lidt spændt på hvor langt det rækker. Jeg formoder at etapesejre igen er ambitionen, men måske har den flotte præstation i Dauphiné pustet nyt liv i Vogondys klassementdrømme?

Skal der findes et klassementhåb hos Bbox Bouygues Telecom, så er det dog mere oplagt at han hedder Pierre Rolland. Den høje klatrer fik en lovende Tour-debut i fjor, hvor han endte som nummer 21. Han gjorde ikke vildt megen væsen af sig, men kørte rimeligt stabilt på de væsentligste etaper, og med en sæson mere i benene skulle der være mulighed for forbedring for 23-årige Rolland. Optakten til Tour de France har været fin, for han kørte et glimrende Dauphiné, hvilket kastede en samlet ottendeplads af sig. Hvis ikke klassementet helt flasker sig for ham, så kan bjergkonkurrencen være et andet mål. Rolland har tidligere vundet netop denne i Dauphiné, og med tanke på at hans idoler er Richard Virenque og Jacky Durand, så ligger det lige for at den ivrige, unge mand vil blæse til angreb.

Blæse til angreb vil Cyril Gautier, Steve Chainel* og Yukiya Arashiro sandsynlig også. For Gautiers vedkommende betyder det, at han sådan set bare vil fortsætte sin kurs, for han har allerede tilbragt mange timer og kilometer foran feltet i årets løb. Den lille springfyr var særdeles synlig i både Paris-Nice og Dauphiné og har i det hele taget gjort et godt indtryk i denne sæson. Som europamester for U23-ryttere i 2008 er Gautier en af fransk cykelsports største unge håb, og han er perfekt castet til Bbox-mandskabet, som har en hel stime af disse letbenede og angrebsivrige bakke-ryttere, der skal ud over stepperne så hurtigt som muligt. Også Chainel har imponeret i år, dog i et noget andet terræn end Gautier og co. Cykelcross’eren Chainel gør sig nemlig bedst på vindblæste og glatte brosten, hvilket hans resultater i forårets brostensløb viser: Etapesejr i det, ja, vindblæste brostenshelvede Driedaagse De Panne, en fjerdeplads i Dwars door Vlaanderen og endelig en 17.plads i Ronde van Vlaanderen er rigtigt fine resultater for både ham og holdet, der ikke har for vane at blande sig i de flamske ‘hård-hunds-løb’. Steve Chainel er en meget spurtstærk herre, og jeg kunne faktisk godt have en lille smule fidus til ham på tredje etape til Arenberg. Han er i hvert fald et interessant outsider-bud. Japanske Arashiro var et fint, og lidt kuriøst, indslag i sidste års Tour de France, hvor han på anden etape kørte sig frem til en fornem femteplads i massespurten. Siden har det knebet mere med den resultatmæssige opmærksomhed, selv om han da var ganske tæt på en stor triumf i årets Giro d’Italia, hvor han blev nummer tre på en af de indledende etaper. Arashiro er hurtig og blander sig gerne i massespurterne, men har næppe det der skal til for at ende helt i front. Derfor skal han nok opsøge udbrud på de fladere etaper, for at gøre sig forhåbninger om personlig succes.

Bbox Bouygues Telecom rundes af med et par af de mere anonyme slidere. Anthony Charteau og Mathieu Sprick er dog ikke anderledes stillet end resten af holdet, i og med at deres chancer også ligger i at ramme det rette udbrud på den rette dag. Charteau har rent faktisk et par sejre i år, da han vandt en etape og det samlede klassement i Tropicale Amissa Bongo, et januar-løb i Gabon, som specielt de franske mandskaber bruger til at få nogle tidlige løbskilometer i et lunt klima. Ellers har han mest gjort sig bemærket ved at vinde den malaysiske etapeløbs-‘klassiker’ Tour de Langkawi i 2007, og et par hæderlige samlede resultater i det lille, men fine Alpeløb Route du Sud, der traditionelt er sidste finpudsning af Tour-formen for mange af franskmændene. Han er ikke synderligt bemærkelsesværdig, Charteau, men har altså sine stunder fra tid til anden. Det samme har Sprick, der desværre ikke har de helt vilde resultater at prale af. Han har dog aldrig tøvet med at opsøge chancen i udbrud, og det ville ligne Sprick dårligt ikke at gøre opmærksom på sig selv i et sådant allerede tidligt i løbet. Han kører ganske habilt i bakket og fladt terræn, men har sjældent demonstreret den store evne i at afgøre et løb. Således forventer jeg heller ikke der ligger en sejr og venter på ham i juli, men forsøget, det vil han helt sikkert gøre.

* Jeg har netop erfaret, at Bbox Bouygues Telecom har foretaget en udskiftning af Steve Chainel og erstattet ham med Sébastien Turgot. Bortset fra at det fjerner en af mine lidt ‘hemmelige’ outsidere til Arenberg-etapen, så ændrer det ikke alverden, for Turgot er en rytter af samme skuffe: En hurtig mand med flair for brostenskørsel i det vindblæste fladland. Jeg ved ikke om jeg i samme grad som Chainel vil ophøje ham til outsider på 3. etape, men jeg skal da gerne gøre ham en tjeneste og rykke ham op som outsidernes outsider 🙂

BMC Racing Team

Alessandro Ballan, Brent Bookwalter, Marcus Burghardt, Cadel Evans, Mathias Frank, George Hincapie, Karsten Kroon, Steve Morabito, Mauro Santambrogio

Amerikansk-schweiziske BMC Racing Team er en af årets nye spillere i cykeltoppen. Holdet kører ganske vist på sin fjerde sæson, men det var op til 2010, at den store udvikling foregik. De første tre år i holdets levetid kørte de på et lidt lavere niveau, med klart størst fokus på den amerikanske scene, tilsat enkelte optrædender i Europa. Staben var også overvejende amerikansk, men med tilgang af blandt andet tidligere ansat i Tour-organisation ASO John Lelangue og forhenværende toprytter Fabio Baldato, plus en dramatisk forøgelse af budgettet kunne holdet pludselig rykke et par trin op i hierarkiet. Pengene blev øjeblikkeligt investeret i garvede klassikerfolk som Alessandro Ballan, George Hincapie, Karsten Kroon og Marcus Burghardt, og da Cadel Evans sidste efterår stod med VM-trikoten på kroppen og et Lotto-hold han absolut ikke havde lyst til at fortsætte hos, så var vejen banet for den store forbrødring mellem ham og BMC.

Evans har været BMC’s trumfkort i jagten på wildcards til de store løb, for som ikke-Pro Tour-hold har man måttet håbe på arrangørernes goodwill. Det er lykkedes i stort set optimal grad, for man har optrådt i alle forårets klassikere samt Giro d’Italia og om få dage altså Tour de France, trods et forår der længe var en katastrofe. Ballan og Mauro Santambrogio blev begge involveret i Lampre-skandalen, der rullede i marts og april, og som følge heraf valgte man fra BMC-ledelsens side at suspendere de to, så længe sagen stod på. Det kostede blandt andet Ballan deltagelsen i brostensklassikerne hvor han var tiltænkt en hovedrolle, og Santambrogios rolle i sagen blev afklaret, så han kun lige nåede at stille op i Giro d’Italia. Desværre ude af form, og han udgik da også undervejs. Begge ryttere er nu ude af Lampre-sagen, og er altså blevet sluppet løs på landevejene igen. Karsten Kroon er også tilbage på cyklen efter et dramatisk styrt i Fleche Wallone, der kostede ham 1½ måneds pause, og så var uheldskvoten vist også brugt op. Og så har jeg end ikke nævnt Thomas Freis positive EPO-test.

Dermed også sagt, at ikke alt har været fryd og gammen, for trods stjerneparaden i toppen af holdets hierarki, så har det også vist sig at have en katastrofal mangel på bredde. Udover de nævnte stjerner, så er der langt mellem profilerne på holdet, og indtil Tour de Suisse havde Evans stort set været alene om at levere topresultater. Her fik Burghardt med to etapesejre og Steve Morabito med en fin samlet placering rettet lidt op på renomeet, hvilke dog ikke kan skjule at det har været et halvsløvt forår for BMC.

Hvad skal der så ske i Tour de France? Jo, Cadel Evans skal køre klassement og resten skal bakke ham op. I hvert fald som udgangspunkt, for hvordan pokker skal verdensmesteren formå at samle kræfter nok til en stor fransk præstation? Han har præsteret på topniveau lige siden Tour Down Under i januar, og har siden kørt stærkt i Tirreno-Adriatico og Critérium International i marts, Ardennerklassikerne – hvoraf han jo så fornemt vandt Fleche Wallonne – i april og altså det storslåede Giro d’Italia i maj. Han har ikke haft mange pauser undervejs, og det er svært at forestille sig, at Evans har fået koblet ned fra Giro i slutningen af maj og når at være i form igen i Tour i juli. Jeg håber det dog, for han har været en af årets største profiler og har virkelig gjort sin regnbuemønstrede VM-trikot ære.

Evans’ nærmeste betroede bjerghjælpere må formodes at blive Steve Morabito og Mauro Santambrogio. Morabito fik et lille gennembrud for ganske nylig, da han indtil den afsluttende enkeltstart lignede en mand for podiet. Tidskørslen gik dog ikke helt efter planen, og han måtte nøjes med den flotte, men ærgerlige fjerdeplads. Den 27-årige schweizer er en ganske fin allrounder, hvis største styrke umiddelbart er på stigningerne. Her kan han blive vigtig for Evans på et hold der ikke er spækket med bjerggeder. En udpræget bjergged er Santambrogio nemlig ikke, selv om han er bedst når det går opad. Han er dog ikke vanvittigt godt gearet til de lange, seje bjergridt som Tour de France-ruten oftest excellerer i, men kan til gengæld en del på kortere, stejle bakker. Mathias Frank har et vist potentiale i bjergene, men den 23-årige schweizer er fortsat noget uprøvet i Grand Tour-sammenhæng. Han var velkørende, måske reelt mere ivrig end velkørende, dog, i Tour de Suisse, hvor han vandt bjergkonkurrencen. Det var rettere som følge af hans mange, lange udbrud end grundet uimodståelig kørsel opad.

Hvad Evans mangler af støtte i bjergene, har han dog i rigelige mængder til fladlandet og især brostensetapen til Arenberg. Et backup-team bestående af Alessandro Ballan, Marcus Burghardt, George Hincapie og Karsten Kroon må nemlig betragtes som overdådig luksus i et sådant terræn, og når man lægger dertil at Evans formentlig vil kunne klare sig bedre end de fleste øvrige klassementfolk på brostenene, så ligner tredje etape unægteligt et sted der skal satses. Går Evans’ klassement fløjten, så sidder ovennævnte kvartet med alle kvaliteter til at vinde etaper undervejs.

Sidste mand i truppen er Brent Bookwalter. Amerikaneren har eet resultat i år, men det er også et af de mere forbløffende: han blev såmænd nummer to på prologen i Giro d’Italia, i samme tid som sin holdkaptajn Evans, og blot to sekunder efter Bradley Wiggins. Overraskende for de fleste – jeg kendte ham for eksempel ikke inden Giro – og jeg har stadig mine tvivl om hvilken rolle vejret spillede den dag. Hans 28.plads på den afsluttende enkeltstart afslørede dog, at det nok ikke var 100 % tilfældighed, at han lavede sit nummer på prologen, og derfor kan navnet Bookwalter også være værd at bemærke når Tour-prologen sættes i gang på lørdag. Man ved jo aldrig…

Caisse d’Epargne

Rui Costa, Imanol Erviti, José Ivan Gutierrez, Vasil Kiriyenka, Christophe Moreau, Mathieu Perget, Ruben Plaza, José Joaquin Rojas, Luis Leon Sanchez

Det har været et besynderligt år for Caisse d’Epargne. De har vanen tro vundet masser af løb og…det har de så ikke alligevel. For det er svært at komme udenom Alejandro Valverde og hans håbløse sag der nåede at køre i fire år, inden den endelig fik en (foreløbig?) konklusion. Den 31. maj fik han nemlig omsider en verdensomspændende karantæne for sin involveren i Operacion Puerto, ja, den der brød løs i 2006. Den to-årige dom blev iværksat pr. 1.januar 2010, hvilket vil sige at alle de resultater Valverde nåede at køre ind derefter er blevet slettet med tilbagevirkende kraft. Dermed ryger der også en stribe sejre fra holdets konto, som pludselig ikke ser helt så skræmmende ud længere. Dermed ikke sagt at det har været et svagt forår for holdet, for der har været masser af etapeløb, hvor de som altid har gjort sig gældende. I Valverdes resultatmæssige fravær har det igen været op til Luis Leon Sanchez at levere, og det har han gjort. Fem sejre, heraf senest det spanske mesterskab i enkeltstart, andenpladser i Paris-Nice og Tour Down Under og en fjerdeplads i Volta a Catalunya er bare et lille udpluk af den rasende talentfulde Sanchez’ tilsyneladende uudtømmelige resultatbrønd. Derudover er José Ivan Gutierrez netop blevet spansk mester, mens det store portugisiske håb Rui Costa har vundet tre løb, herunder en etape i Tour de Suisse. Mest mindeværdigt er dog nok David Arroyos højst uventede andenplads i Giro d’Italia.Den ting, staben og rytterne tænker mest på, er dog nok hvor de skal køre næste år, for den spansk-franske bank trækker sig som sponsor ved årets udgang, og der er endnu ikke fundet en afløser. Det faktum vil rytterne formentlig have i baghovedet, mens de kører rundt i Frankrig.

Og hvad er det så for et hold, der skal forsøge at forbedre sponsormulighederne de kommende uger? Det er en underligt hovedløs flok, synes jeg. Der er ikke noget oplagt samlingspunkt at kredse om og arbejde for, og det ligner lidt at man sigter i alle retninger i håbet om at ramme bare et eller andet. Det er ganske uset for dette hold, og dets forgængere, og er selvfølgelig et direkte udslag af Valverdes fravær. Sådan var det også i fjor, hvor Luis Leon Sanchez blev lanceret som kaptajn. Det vil han nok være igen i år, men ikke som klassementmand, for jeg er i tvivl om Sanchez overhovedet har temperamentet (og evnerne, forstås) til at præstere stabilt over tre uger. Han er en formidabel cykelrytter, der kan så utrolig meget – og også gerne viser det – men holdbarheden i bjergene tror jeg efterhånden ikke på at han får. Det gør ikke noget – han er en elegant og spektakulær rytter uanset hvad – og han kan meget vel vinde en etape for tredje år i træk, sandsynligvis på en af de bjergetaper der slutter med en nedkørsel.

Hvis jeg alligevel skal pege på en mand, der måske kan overraske i klassementet, så vil jeg rette fingeren mod Vasil Kiriyenka. Den hviderussiske maskine er stort set komplet, er bomstærk på flad vej, i tidskørsler og kan forsvare sig fornuftigt i bjergene. Men er han en leder? Jeg ved det simpelthen ikke, for hidtil har han altid arbejdet i holdets tjeneste, og har knoklet sig selv skæv for sine kaptajner. Han er den type bundloyale hjælper, jeg virkelig under personlig succes, men jeg er ganske enkelt ikke klar over om han magter (at påtage sig) den rolle.

Ligesom jeg under Kiriyenka personlig succes, så gælder det også for José Ivan Gutierrez. Endnu en loyal og altid selvopofrende hjælperytter, der dog ved mange lejligheder har vist at han sagtens kan på egen hånd. I sidste weekend føjede han sit andet spanske mesterskab til cv’et, og på et Caisse d’Epargne-hold uden nogen oplagt klassement-kandidat kan man håbe at Gutierrez får lidt mere frirum end vanligt. Som altid er han mand for gode enkeltstarter og lange, seje udbrud i alle terræner.

Christophe Moreau, ja, hvad er der efterhånden tilbage at sige om ham? Det er imponerende at han stadig har lysten til at køre – 2010 er hans 16. sæson som professionel – og med sine 39 år er han vel allerede et godt stykke over pensionsalderen. Men viljen til at lide og konkurrere på landevejen er der tilsyneladende stadig, og han popper da også op engang imellem. En 11.plads i Tour de Romandie og 13. plads i Critérium International er hans bedste resultater i år, hvilket er habilt uden at være specielt bemærkelsesværdigt. Håbet for Tour de France er vel som altid en etapesejr.

José Joaquin Rojas er holdets sprinterhåb. Han vinder dog næppe nogen massespurter, for trods sin ubestridte hurtighed og evne til at klare sig i ret udfordrende terræn, så vinder han alt for få løb. Rojas har i årevis haft et kæmpe potentiale, men trods fine resultater har han endnu ikke fået det helt store gennembrud, som ellers har ligget i luften længe. Anyway, han er stadig kun 25 og har masser af tid endnu til at opnå det gennembrud. Hold øje med ham i de afslutninger, hvor de mere regulære sprintere er hægtet af, og se om han kan slå Oscar Freire og Thor Hushovd.

Ruben Plaza er en klassisk spansk etapeløbsrytter af Indurain/Olano/Casero-skolen: han kører først og fremmest en god enkeltstart, og kan forsvare sig i bjergene. Med netop de karakteristika var det ikke noget chok, at han i 2005 blev nummer fem i Vuelta a España, men siden kom hans blakkede ry i vejen. Plaza var involveret i Operacion Puerto i 2006, men hans navn blev senere trukket ud af sagen. At han i 2008 og 2009 tilbragte et par sæsoner på den pilrådne portugisiske cykelscene har ikke hjulpet på hans image, trods hans tilbagevenden til Caisse d’Epargne i år, og visse steder betragtes han som en tikkende dopingbombe der kan gå af hvert øjeblik. Plaza var spansk mester i 2009, og har naturligvis gode etapeløbsevner, men jeg forventer ikke det store fra hans side.

Rui Costa er et af de unge portugisiske håb, som er dukket op på scenen de seneste par år, og sammen med Team Radio Shacks Tiago Machado forventes det at han skal tage over for den nuværende generation af portugisiske stjerner som øøøh…Candido Barbosa?! Nuvel, det vrimler ikke med portugisiske stjerner der nærmer sig pensionen (og som ikke allerede har dopingpensioneret sig selv), så Costa, Machado, de lidt ældre Sergio Paulinho og Manuel Cardoso og den lidt yngre Nelson Oliveira har frit slag. Costa har trods sine blot 23 år allerede markeret sig som en dygtig allrounder, der umiddelbart ser ud til at gøre sig bedst i kortere etapeløb i bakket og semi-bjergrigt terræn, og så sent som i sidste uge tog han sin karrieres foreløbig største sejr, da han vandt ottende etape i Tour de Suisse. Costa deltog i Tour de France allerede i fjor, men måtte desværre udgå midtvejs efter et styrt. Forhåbentlig holder han hele vejen hjem i år, og undervejs bør han kunne markere sig på primært de halvhårde bjergetaper.

De sidste to ryttere er de mere anonyme Imanol Erviti og Mathieu Perget. Erviti er en habil tidskører, der er fast inventar på Caisse d’Epargnes klassikerhold. Ikke fordi han nødvendigvis er et geni på brosten og belgiske bakker, men nok nærmere fordi han er en af de få, der ikke har noget imod at køre de løb. Således er han en af truppens mest erfarne brostensbetvingere, hvilket sikkert vil være ligegyldigt i og med at holdet ikke har nogen oplagt klassementmand han skal passe på, og at han næppe vinder etapen til Arenberg. Erviti skal dog nok vise sig i udbrud, ligesom da han i 2008 vandt en etape i Vuelta a España. Perget har i små glimt vist flair for at køre opad, og gjorde en hæderlig figur i Critérium du Dauphiné. Han fik et ganske beskedent gennembrud i august i fjor, da han vandt det lille franske etapeløb Tour du Limousin og blev nummer syv i det bjergrige Tour de l’Ain. Det er ikke resultater der ligefrem vælter nogen omkuld, men alligevel et fingerpeg om at den 25-årige franskmand ikke er helt uden evner. Jeg tror Perget vil forsøge sig i udbrud på semihårde bjergetaper, men han vil næppe trække sig sejrrigt ud af nogen af dem.

Explore posts in the same categories: Cykelsport

Tags: ag2r, astana, bbox bouygues telecom, bmc, caisse d'epargne, cykling, holdene, tour de france 2010

You can comment below, or link to this permanent URL from your own site.