Tour de France 2012 – 3. etape


Resume

Til de der har været meget bekymrede: Jeg kan berolige jer med, at det lykkedes mig både at nyde vejret, vandre ned til posthuset og hente min Jóhann Jóhannsson-plade og lytte til den inden rytterne nåede målet i Tournai. En produktiv dag, med andre ord. Mark Cavendish vandt cykelløbet.

1. Mark Cavendish (Sky) 4.56.59 timer

2. Andre Greipel (Lotto-Belisol) s.t.

3. Matthew Goss (Orica-GreenEDGE) s.t.

4. Tom Veelers (Argos-Shimano) s.t.

5. Alessandro Petacchi (Lampre) s.t.

Samlet

1. Fabian Cancellara (RadioShack-Nissan) 10.02.31 timer

2. Bradley Wiggins (Sky) + 0.07 minutter

3. Sylvain Chavanel (OmegaPharma-Quick Step) s.t.

4. Tejay Van Garderen (BMC) + 0.10

5. Edvald Boasson Hagen (Sky) + 0.11

Pointkonkurrencen

Peter Sagan (Liquigas) 78 point

Bjergkonkurrencen

Michael Mørkøv (Saxo Bank-Tinkoff Bank) 4 point

Ungdomskonkurrencen

Tejay Van Garderen 10.02.41 timer

Holdkonkurrencen

Sky 30.08.07 timer

3. etape ser – uvant for Tourens første uge – ret interessant ud. Rytterne starter i Orchies, som er midt i Paris-Roubaix-land, og betræder dermed for første gang i årets løb fransk jord. Fra Orchies – lige syd for Lille – skal rytterne en nordvestlig smuttur gennem det nordfranske fladland, på vejen mod kystbyen Boulogne-Sur-Mer. Første halvdel af etapen ser ret ukompliceret ud, men efter cirka 100 kilometer skal feltet op på et lille plateau, ikke noget vildt – rutens højeste punkt er 193 meter over havets overflade – men det er en slags port til hvad der venter på etapens anden halvdel. Og det er her det begynder at blive interessant, for 65 kilometer fra mål rammes dagens første kategoriserede stigning, Côte de l’Éperche. Herefter er der ikke rigtig flade stykker tilbage. Den regulære finale begynder med cirka 35 kilometer igen, hvor den meget stejle Côte de Mont Violette skal forceres, og det bliver rigtigt alvor på de sidste 16 kilometer hvor hele fire kategoriserede stigninger venter. Afslutningen i selve Boulogne-Sur-Mer foregår opad en 700 meter lang bakke, der stiger med mere end 7% i snit. Spændende!

En svær etape at vurdere, for alt og alle kan komme i spil. Og dog, det er næppe noget for de tungeste sprintere, selv om letbenede typer som Oscar Freire (Katusha) og Matthew Goss (Orica-GreenEDGE) vel ikke helt kan afskrives. Samtidig kan det også udvikle sig til en tidlig duel mellem klassementrytterne, og det er absolut ikke utænkeligt at nogle af dem vil komme i vanskeligheder. Har Denis Menchov (Katusha) for eksempel en af sine ukoncentrerede dage, kan han muligvis komme i knibe, og disse små, skarpe stigninger er heller ikke udpræget Bradley Wiggins’ (Sky) force. De kan presses i dag, måske af folk som Cadel Evans (BMC), Vincenzo Nibali (Liquigas) og Samuel Sanchez (Euskaltel), der traditionelt mestrer et sådant terræn. De franske mesterskaber blev afviklet her i 2011, og ved den lejlighed vandt Sylvain Chavanel (OmegaPharma-Quick Step) i opvisningsstil. Han vil med garanti prøve sig af, i et forsøg på at erobre den gule trøje, men det kræver naturligvis at han slipper af med Fabian Cancellara (RadioShack-Nissan), hvilket bestemt ikke er en selvfølge.

Ret beset er favoritterne til etapesejren de samme som i søndags, hvorfor vi igen skal holde øje med Peter Sagan (Liquigas), Edvald Boasson Hagen (Sky), Philippe Gilbert (BMC), Alejandro Valverde (Movistar), og resten af det slæng der kan håndtere Ardennerløbene. Et lidt friskere bud kunne være Arthur Vichot (FdJ-Big Mat). Den 23-årige franskmand er netop en type, der har talentet for denne type rute, og han var godt med i afslutningen i Seraing.

Explore posts in the same categories: Cykelsport

Tags: , ,

You can comment below, or link to this permanent URL from your own site.

Skriv en kommentar