Tour de France 2009 – ruten (del 1)

Der er noget specielt over denne tid efter afviklingen af årets første Grand Tour, Giro d’Italia: Den måned – godt og vel – der går fra den italienske afslutning til den franske begyndelse, er vanen tro fuld af spænding, fuld af gætterier – og fuld af utålmodig venten. De markante opvarmningsløb, Critérium du Dauphiné Libére og Tour de Suisse, der bestemt fortjener bedre end blot prædikatet ‘opvarmningsløb’ (også på denne blog, indrømmet) er dog fremragende holdepunkter midt i det hele og – måske – pejlemærker frem mod de tre ugers juli-ræs, mens vi venter på at diverse Tour-magasiner – hvor middelmådige de så end måtte være – skal udkomme og de endelige trupper bliver offentliggjort.

Ligesom i fjor vil jeg i min egen utålmodige venten lege med en optakt til årets ubestridte højdepunkt, men denne gang vil jeg lægge lidt tidligere ud, i et forsøg på måske at nå det hele inden Tour-start. Også i år vil jeg granske ruten først, idet alle etapeprofiler nu er tilgængelige på løbets officielle site. Derefter gælder det holdprofilerne, alt efter hvornår trupperne falder endeligt på plads.

Ruten

Christian Prudhomme fik en fin debut som enevældig Tour-boss, da han i fjor præsenterede en rute der brød med de senere årtiers lettere rutineprægede skabelon. Du kender den nok; det var den med den indledende prolog, en (forbandet lang) uge med endeløse flade strækninger og massespurter til følge, inden Alperne eller Pyrenæerne bød ind med to-tre etaper, efterfulgt af nogle mellemetaper til de angrebsivrige ikke-sprintere og klassementfolk, hvorefter den resterende bjergkæde tårnede sig op, og det hele blev rundet af med flere lykkeridder-etaper og en enkeltstart på næstsidstedagen inden den store hyldest i Paris. Det fungerede som oftest fint nok – det var nu en gang sådan et Tour de France så ud – men det blev lidt enerverende i længden, år efter år. Prudhomme og hans kumpaner følger op på sidste års mere ‘modige’ tilgang til løbet, med en rute der egentlig ikke adskiller sig voldsomt fra de årgange han i fjor gjorde op med, men alligevel har fået tilføjet et touch af noget nyt. I hvert fald i Tour de France-sammenhæng. Mere om det senere.

Løbet starter så extravagant som det næsten kan blive i fyrstendømmet Monaco og slutter på vanlig pompøs vis i Paris 22 dage senere. De godt tre ugers motionstur rundt i den galliske region (med enkelte afstikkere) byder på 10 af de flade etaper, syv af de absolut ikke flade, en semi-bjergetape, to individuelle enkeltstarter og en holdtidskørsel – i alt 3500 kilometers lidelser for de gennemførende. Ikke noget der adskiller sig synderligt fra tidligere udgaver – i det mindste på overfladen.

1. etape (Monaco – Monaco, lørdag d. 4.7, 15.5 km, ITT)

Prologen var fraværende i 2008, og det er den på sin vis også i 2009. Eller rettere, distancen er blevet fordoblet og etapen kan derfor rent teknisk ikke kaldes en prolog. En ganske regulær enkeltstart er altså hvad der skal skyde løbet i gang, og den ser spændende ud. Med start ved havnen og i umiddelbar nærhed af Prins Alberts beskedne palads, byder den på et par krøllede sving og en bulet første halvdel med en kategoriseret stigning cirka midtvejs, inden det går nedad og retur mod start- og målområdet. Distancen gør at ingen af favoritterne kan tillade sig at slappe af, eller komme til start uden at være helt klar, og der kan sagtens vindes eller tabes en anselig bunke tid på de godt 15 kilometer. Dermed vil klassementet sandsynligvis også sætte sig med det samme, da det må formodes at de mere specialiserede tidskørere og de mest tempostærke klassementfolk – og måske en enkel eller to af de mere slidstærke sprintere – vil placere sig forrest.

2. etape (Monaco – Brignoles, søndag d. 5.7, 187 km)

Årets første etape med samlet start bliver ikke den letteste af slagsen. Den er faktisk ganske knoldet, og byder på lidt af et wake-up-call: De første 8,5 kilometer går opad La Turbie, en klassisk stigning kendt fra forårets Paris-Nice, hvor den stort set altid indgår på sidste etape. På den anden side af toppen ligger Nice i al sin pragt og byder på lidt fladlandskørsel, inden det de følgende 80 kilometer går op og ned i en uendelighed. Efter den sidste indlagte spurt i Lorgues efter 138 kilometer bliver terrænet en smule mere jævnt, men det fortsætter med at stige blidt indtil cirka 10 kilometer fra mål, hvorfra vejen falder ned mod målstregen. En hektisk etape, der kan byde på lidt af hvert og bestemt hører til en af de mest barske åbningsetaper de seneste mange år. Dermed ikke sagt, at det ikke ender i en massespurt, for de fleste sprintere vil nok kunne følge med, men let får de det ikke.

3. etape (Marseille – La Grande-Motte, mandag d. 6.7, 196.5 km)

Også på tredie etape starter rytterne med at køre direkte opad, og de første 20 kilometer er ret bakkede, men det kan dog ikke sammenlignes med det de er blevet budt på dagen forinden. Største terrænmæssige forhindring er den korte, men ganske stejle kategori-4-stigning Col de la Vayède efter 102 kilometer, men den største modstander på etapen bliver formentlig vinden. Den kan blive en alvorlig test på de sidste helt og aldeles flade 90 kilometer til målbyen og Middelhavsparadiset La Grande-Motte.

4. etape (Montpellier – Montpellier, tirsdag d. 7.7, 39 km, TTT)

Fjerde etape byder på den velkendte holdtidskørsel, der efter fire års fravær er tilbage – og gudskelov i et andet format end sidst. Da man havde den på programmet i 2004 og 2005 var distancen over 60 kilometer, men til gengæld havde arrangørerne sat en tidsbegrænsning på hvor meget det enkelte hold kunne tabe. En helt igennem forfærdelig regel, der reelt overflødiggjorde disciplinen som et taktisk led i klassementkampen, hvilket man heldigvis har indset med nogen års forsinkelse. Så i år har man ganske enkelt valgt at forkorte etapen til 39 kilometer, men ladt den reelle tid tælle. Profilen ligner de fleste af sine forgængere og byder på rullende terræn, med nogle bakker der kan give udfordringer til det enkelte hold, og hen mod slutningen et længere fladt stykke, hvor turboen virkelig kan sættes på hos de mest effektive. Modsat mange andre har jeg aldrig været så fascineret af denne disciplin, men med en distance på de i underkanten af 40 kilometer, bliver den nok til at leve med. Dens indflydelse på klassementet kan næppe diskuteres – den korte distance til trods.

5. etape (Le Cap d’Agde – Perpignan, onsdag d. 8.7, 196.5 km)

Fra start- og havnebyen går det ind i landet og derefter ned mod Frankrigs sydligst beliggende region, Pyrénées-Orientales, og områdets største by Perpignan. Det er en etape der frister med et par overkommelige stigninger cirka midtvejs, men ellers nok har mere at byde på for øjet, som den er placeret her i udkanten af Pyrenæerne. Fra passagen af den anden af de kategoriserede bakker – efter 120 kilometer – er det fladt stort set hele vejen  hjem, men et 40 kilometer langt stykke langs Middelhavskysten kan måske skabe problemer for feltet, hvis vinden, den såkaldte la tramontane, viser sig fra sin anstrengende side.  Det ligner en sprinterafgørelse, men det er dog før set, at etapen efter holdtidskørslen har budt på et vellykket udbrud, så intet kan udelukkes på denne dag.

6. etape (Girona – Barcelona, torsdag d. 9.7, 181.5 km)

Første visit uden for det franske hovedland er hvad der står på menuen på sjette etape, og det ser slet ikke uinteressant ud. Etapen starter i en by rigtig mange prof-ryttere kender, da en del af specielt de amerikanske ryttere har eller har haft base i Girona, og Garmin-Slipstream-holdet har hovedkvarter her, så mon ikke de gerne vil vise sig frem? Ruten byder på rigtigt udbryderterræn, og hele fem kategoriserede småbakker venter på at blive brugt af de angrebsivrige. Den sidste af disse, Côte de la Conreria, har top bare 22 kilometer fra mål og kan sagtens tænkes at danne affyringsrampe for en rytter (eller flere) med punch og krudt i cykelskoene. Det kan dog anbefales at gemme lidt til afslutningen, for den bliver kringlet når rytterne skal forcere bakken i den kendte Montjuic-park. En interessant etape, der kan blive lidt af et festfyrværkeri. Forvent en afslutning for de accelerationsstærke og punchy bakkesprintere.

7. etape (Barcelona – Andorra Arcalis, fredag d. 10.7, 224 km)

Løbets første bjergudfordringer ligger og gør sig til her på syvende etape, og det bliver en lang og (sikkert) varm dag, der tager feltet fra Spanien ind i den lille, sære bjergstat Andorra. Fem kategori-stigninger venter her, blandt andet de første af den hårdeste slags. De fire første hører ikke til de mest kendte i Tour-sammenhæng – jeg kunne endda forestille mig de ikke er blevet brugt før – mens opstigningen til Arcalis er særdeles velkendt fra både Tour de France og Vuelta a Espana.  Traditionelt indbyder netop denne stigning dog desværre ikke til det mest spektakulære cykelløb, selv om da der findes undtagelser (Jan Ullrichs etapesejr her i Tour de France 1997 og Joseba Belokis kolossale kollaps på en etape i Vuelta a Espana 2001 på nogle af de samme veje springer mig umiddelbart i øjnene), og profilen på denne syvende etape lover heller ikke fantastisk – dertil er der simpelthen for langt fra næstsidste stigning til Andorra, og stigningsprocenterne er for jævne til at der vil ske den store udskilning her. Traditionelt er den første bjergetape sjældent det store sus, så forventningerne skal nok holdes nede hvad angår denne dags underholdningsniveau. Når det så er sagt, så er det vel den mest oplagte af årets Pyrenæetaper, hvis man vil hente tid på sine konkurrenter.

8. etape (Andorra-la-Vieille – Saint-Girons, lørdag d. 11.7, 176.5 km)

Rytterne får en mareridtsagtig start på anden etape i Pyrenæerne, da de fra kilometer nul kører direkte op til det 2400 meter høje Port d’Envalira. Det er ikke noget specielt stejlt bjerg, men med en længde på 24 kilometer skal det nok kunne mærkes. Fra toppen venter der 60 kilometers nedkørsel, inden de to mindre, men stejlere stigninger Col de Port og Col d’Agnès lurer i horisonten. Begge er halvlange, men byder ikke på ekstreme udfordringer, og da der fra toppen af det sidste bjerg er 44 kilometers nedkørsel er det svært at forestille sig, at denne etape vil få særlig stor betydning for favoritternes indbyrdes kamp. Det er vel nærmest givet, at et udbrud vil køre hjem her. Sæt derfor allerede nu kryds ud for Cyril Dessels navn.

9. etape (Saint-Gaudens – Tarbes, søndag d. 12.7, 160.5 km)

Det her burde vel på papiret være den store etape i Pyrenæerne, for den byder på to af de helt klassiske stigninger i form af Col d’Aspin og Col du Tourmalet. Igen, må man desværre erkende, er det dog svært at se tidsforskelle på favoritterne, for fra toppen af Tourmalet er der 70 kilometer til målstregen! Det er bestemt ikke fordrende for en enkel eller to favoritter at skulle give sig i kast med et storstilet projekt med en sådan afslutning, men omvendt kan etapen blive et sandt drama, hvis et hold eller to får smidt nogle af konkurrenterne af opad Tourmalet. Drømmescenariet er selvfølgelig noget a la det Team Saxo Bank lavede på netop Tourmalet i fjor, hvor blandt andre Alejandro Valverde blev skivet af, eller måske en etape i stil med den ‘otte-banden’ lavede på 1996-etapen til Pamplona. Hvis ikke det sker, kan denne etape blive en dødbider, hvor et udbrud holder, mens favoritterne kommer samlet hjem. Til etapens fordel skal det dog nævnes, at en hviledag venter, så der er vel ingen gyldig grund til ikke at give den gas.

I mit næste indlæg vil jeg fortsætte med gennemgangen af ruten. Husk at du kan finde alle etapeprofiler på løbets site.

Explore posts in the same categories: Cykelsport

Tags: cykling, ruten, tour de france 2009

You can comment below, or link to this permanent URL from your own site.