Tour de France 2009 – ruten (del 2)

10. etape (Limoges – Issoudun, tirsdag d. 14.7, 194.5 km)

Efter en velfortjent hviledag i Limoges kører feltet atter ud på landevejene. Det gør de med udsigten til næsten 200 kilometer i et rullende terræn, der indbyder til angreb. Og angreb vil der med sikkerhed komme, for Bastilledagen plejer at pirke til de franske rytteres stolthed, og der vil med garanti være stor lyst til at udfordre sig selv og hinanden på denne dag. Det vil formentlig ske allerede i starten, for inden for de første 27,5 kilometer ligger der to kategori-4-stigninger, og disse vil blive brugt som springbræt. Det går lidt op og ned hele dagen, uden det dog bliver rigtigt hårdt på noget tidspunkt, og spørgsmålet er om der vil sidde nogle friske sprintere og holde udbryderne i snor, eller om de angrebsivrige vil få dagen for sig selv? Det kan vist gå begge veje.

11. etape (Vatan – Saint-Fargeau, onsdag d. 15.7, 192 km)

Turen nordøstpå fra Vatan til Saint-Fargeau minder meget om den foregående dags rute. Den er ganske bakket, men indeholder ikke de store stigninger der kan skabe tidsforskelle. Igen må det formodes at blive et opgør mellem et udbrud og sprinterholdene, og ligesom tirsdagens etape kan det gå begge veje. Værd at bemærke ved afslutningen er den lille top op mod målstregen. Hvis man kan stole på højdeangivelsen på profilen, så stiger det 30 meter på de sidste 400-500 meter, og det er bestemt værd at tage med i overvejelserne både for rytterne selv, men også for de der nu måtte have spillemæssige interesser i løbet. I et reelt sprinteropgør er det i hvert fald åbenlyst, at sådan en afslutning passer nogen ryttere bedre end andre.

12. etape (Tonnerre – Vittel, torsdag d. 16.7, 211.5 km)

Endnu en dag i udbrydernes tegn, for den ligger i forlængelse af de to foregående etaper, men ser umiddelbart vanskeligere ud. Hele seks kategoriserede stigninger er placeret på ruten, og de ligger alle på de første, stærkt kuperede, 170 kilometer. Fra toppen af den sidste, den korte men usædvanligt stejle mur Côte de Bourmont, er der godt 40 kilometer hjem, og her flader det noget ud. På dette tidspunkt er et solidt udbrud dog formentlig langt foran feltet, for det er svært at se sprinterholdene kontrollere alt på en vanskelig etape som denne til mineralvandets by.

13. etape (Vittel – Colmar, fredag d. 17.7, 200 km)

På 13. etape begynder det at blive rigtig interessant, for den byder på en virkelig tricky dag i Vogeserne. Der er fem stigninger, hvoraf de fleste – og vanskeligste – ligger på etapens sidste halvdel. Rytterne skal ikke op i Alpe- og Pyrenæer-højder, men stigninger som Col de la Schlucht (som nogen måske husker fra en sindsoprivende Tour-etape i 2005, hvor Pieter Weening slog Andreas Klöden med få millimeter på stregen), Col du Platzerwasel og Col du Firstplan er bestemt ikke ufarlige. Det mest oplagte er nok, at et udbrud med folk uden for klassementets top kører hjem, men det kan bestemt ikke afvises at det er en etape der også kan bruges som slagmark blandt favoritterne. På papiret er det her en af de mest spændende og uforudsigelige etaper.

14. etape (Colmar – Besancon, lørdag d. 18.7, 199 km)

Fra Vogeserne går turen sydpå langs den schweiziske grænse på en etape, der ikke byder på de helt voldsomme udfordringer. Et par mindre stigninger cirka midtvejs er dagens vanskeligheder, men det er næppe noget der kan skræmme et felt af prof-ryttere, selv om de nu er to uger inde i løbet. Terrænet ind mod Besancon er let bulet, og det kan lige præcis være tilstrækkeligt til at et udbrud kan holde hjem, men det er samtidig sprinternes sidste mulighed i et stykke tid, så måske vil denne etape være en Mark Cavendish og co. har sat kryds ved.

15. etape (Pontarlier – Verbier, søndag d. 19.7, 207.5 km)

Sidste etape før den anden hviledag og den starter i Frankrig, men kører næsten øjeblikkeligt ind i Schweiz. Her venter der en ret kuperet etape, der ligger godt til slidstærke angribere med gode bakke/bjerg-ben, for inden for de første 135 kilometer er der hele fem kategoriserede stigninger, hvoraf ingen af dem er overordentligt vanskelige. Den femte, Col de Mosses, er dog lang, men byder ikke på nogen synderligt stejle stykker, og ligger så langt fra målstregen, at den næppe i sig selv vil få større betydning for klassementet. Dets topfolk vil derfor nok vente til den afsluttende stigning, Verbier, hvor det store slag skal slås på dens forholdsvis korte, men stejle veje. Verbier var målbjerg på en etape i sidste års Tour de Suisse, og ved den lejlighed var Kim Kirchen stærkest i et spurtopgør med Andreas Klöden, med Roman Kreuziger kort efter – det kan nok være værd at have i baghovedet, når rytterne når hertil igen i juli.

Slut på anden del af rutegennemgangen. Tredie og sidste del kommer i næste indlæg. Husk som altid, at du kan tjekke de enkelte etapers profiler her.

Explore posts in the same categories: Cykelsport

Tags: cykling, ruten, tour de france 2009

You can comment below, or link to this permanent URL from your own site.